Logo

Afrika

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Afrika


Jordens næststørste verdensdel; over 30 mill. km², hvilket svarer til ca. 21% af Jordens samlede landoverflade. Afrikas udstrækning fra N til S er ca. 8000 km, på det bredeste sted fra ø til V ca. 7500 km. Mod NØ har Afrika landforbindelse, der dog nu er gennemskåret af Suez-kanalen, med Asien på en strækning af 113 km; Suezkanalen betragtes almindeligvis som grænse mellem de to verdensdele, uanset at Ægypten har landområder på begge sider af kanalen.


Bortset herfra er Afrika på alle sider omgivet af hav, mod N af Middelhavet og Gibraltarstrædet, mod V af Atlanterhavet, mod ø af Indiske Ocean og Røde Hav. Indtil nyere geologisk tid har Afrika haft direkte landforbindelse med Europa; Gibraltar-strædet er af yngre dato. Afrika ligger på begge sider af ækvator, idet nordspidsen og sydspidsen når henholdsvis 37° 20' nordlig bredde og 34° 51' sydlig bredde; men ca. ⅔ af verdensdelens samlede landareal ligger N for ækvator og kun ca. ⅓ S for. Til Afrika i geografisk forstand henregnes foruden fastlandet øerne Madagascar, Mascarenerne, Canariske Øer, Açorerne, Ascension, St. Helena m.fl.; øerne udgør tilsammen ca. 612.000 km², hvoraf størstedelen omfatter Madagascar. Afrikas omrids er mindre indskåret end de andre verdensdeles og udmærker sig ved en påfaldende mangel på halvøer og mindre bugter, hvorfor antallet af anvendelige naturhavne er overordentlig lavt i forhold til verdensdelens samlede kyststrækning på ca. 28.000 km.


Kysten varierer fra klippe kyst, fx ved Røde Hav, strækningen af Ø-Afrika fra Delagoa-bugten i Mocambique til Kapstaden og i V-Afrika ved Guineabugten samt adskillige steder på Middelhavskysten, til flade sandstrækninger, fx ved V-Sahara, i Libyen og ved Røde Hav. Endelig er betydelige kyststrækninger lagunekyst med mangrovebevoksninger; specielt denne sidste kysttype er meget fugtigvarm og usund for mennesker. Bortset fra Middelhavskysten er der kraftig brænding, som vanskeliggør besejlingen.


Terræn: Trods sin størrelse er Afrika terrænmæssigt meget ensartet. Ganske vist findes der bjerge som Atlasbjergene, Ruwenzori-bjergene og Etiopiske Højland; men vældige, gennemgående bjergsystemer som Europas Alper, Asiens Himalaya og Amerikas Cordillerer mangler. Meget store dele af Afrika består af højslette, således Sahara, det østafrikanske højland og Zaire-bækkenet. Den største gennemgående terrænfaktor er verdens største gravsænkning, Great Rift Valley, der fra Jordan-dalen i Israel strækker sig sydpå gennem Ø-Afrika til Zambezi. Tanganyika- og Malawi-søerne udgør en del af Rift Valley, på hvis sydlige del der ligger en række vulkaner med meget imponerende krateråbninger; størst er Ngorongoro i det nordvestlige Tanzania med en diameter på over 20 km.


Langs kysterne findes de for Afrika karakteristiske rand bjerge, hvis gennemsnitshøjde er betydeligere end de bagved liggende højsletters; sådanne randbjergkæder er Atlasbjergene i NV, bjergkæderne langs Røde Hav, Drakensbjergene og Namibbjergene i S-Afrika. Egentligt lavland er sjældent; dog findes partier under havets overflade, således de såkaldte chotts i Algeriet (¸20-30 m), visse egne i Libyen ( ¸25 m) og Assale-sletten i Etiopien med Assal-søen (¸174 m). Gennemgående er S-Afrika højereliggende end N-Afrika, og hele verdensdelen skråner fra S mod N. Middelhøjden af det indre S-Afrika er således ca. 1200 m, Zaire-bækkenats 450 m og Saharas 250 m. En lignende nedadgående tendens kan ses fra ø mod V, idet næsten alle højbjerge ligger i verdensdelens østlige halvdel, mens der i den vestlige kun er Camerounbjergene og Atlasbjergene, op til 4000 m.


Hvad flodsystemerne angår, er der uhyre forskel mellem N og S. Atlasbjergenes kystnære beliggenhed medfører, at de nordvestafrikanske vandløb kun er korte og ubetydelige, mens NØ-Afrika gennemstrømmes af Nilen. I V-Afrika, som er tørt lavland, er de eneste betydende floder Senegal og Gambia, medens der til Guinea-bugtens nordside strømmer en række større floder, af hvilke de vigtigste er Niger og dens biflod Benue samt Volta. Sydligere, i regnskovsbæltet, bliver floderne talrigere og større; her løber bl.a. Zairefloden, der er Afrikas næstlængste og vandrigeste flod, ca. 4200 km, selvom der i fugleflugtslinje fra dens udspring til udmundingen i Guinea-bugten kun er godt 1700 km.

Mod S aftager regnmængden atter, og flodernes antal og betydning reduceres, bortset fra Oranje-flodens, der gennemstrømmer næsten hele S-Afrika og udmunder i Atlanterhavet. Derimod udmunder en række større floder i den sydøstlige del af Afrika fra Kapstaden nordpå til ækvator, bl.a. Limpopo-floden, der når havet N for Maputo i Mocambique, Zambezi-floden med Victoria-faldene, Rufiji-floden, der udmunder S for Dar-es-Salaam, Tana-floden N for Mombasa og Juba-floden, der afvander et stort parti af Etiopiens højland og udmunder i Somalia.


Afrika er sørigt, og visse af søerne er meget store; salt- og sodasøer findes både mod N og ø. I steppebæltet S for Sahara ligger Tchad-søen, ca. 20.000 km², som modtager tilløb fra flere floder, bl.a. Chari, men ikke har noget konstant afløb; den er for en stor dels vedkommende opfyldt af sumpe og flydende vegetations-øer, Særlig mange og store søer ligger i tilslutning til Rift Valley i Ø-Afrika; de betydeligste af de østafrikanske søer er fra N mod S: Tana-søen i Etiopien, Rudolf-søen i Kenya, Mobutu Sese Seko (Albert-søen), Kyogasøen og Idi Amin Dada (Edward-søen) i Uganda, Kivu-søen i Zaire, Victoriasøen i Tanzania, Tanganyika-søen, Mweru-søen, Bangweolo-søen og Malawi-søen.


Afrika

Afrika har ikke kun tropisk klima, men også andre klima typer. Her ses Kilimanjaros evige sne


Afrika

en oase i et ørkenområde i det sydlige Algeriet.


Afrika

Afrika

Afrika

Klima: Størstedelen af Afrika ligger i den tropiske zone. Områderne N og S for ækvator tilhører de fugtige troper med stort, ret konstant regnfald, der betinger den tætte, stedsegrønne regnskov; længere mod N og S afløses regnskovsområdet af områder med to årlige regntider, der giver sig udslag i tyndt træbevokset savanne. Længst mod N strækker Atlasområdet og længst mod S Kaplandets og Namibias kystegne sig ind i det tempererede klimabælte; inden for disse områder ligger vældige, så at sige regnløse ørkenområder som Sahara og Kalahari.


Som helhed er Afrika den varmeste af samtlige verdensdele. Vindforholdene er ret konstante, idet området fra ca. 30° nordlig bredde til 30° sydlig bredde ligger i passatbæltet, hvilket medfører tropisk sommerregn eller kun meget lidt regn; i de tempererede dele helt mod N og S falder der derimod vinterregn.


Afrika falder klimatisk i fem hovedbælter: nordkystens vinterregnsbælte, det nordlige ørkenbælte (Sahara), troperegnsbæltet omkring ækvator, det sydlige ørkenbælte (Kalahari) og Kaplandets vinterregnsbælte. Stort set er regnfaldet mere varierende end vindforholdene; i de områder, der har to årlige regntider, fx den østafrikanske højslette, kan regnen svigte helt eller delvis i flere år i træk med katastrofale følger i form af hungersnød blandt befolkningen og massedød blandt storvildtet.


Plantevækst: Denne følger hovedsagelig regnmængden og varierer fra uigennemtrængelig urskov, fx Ituriskovene i det østlige Zaïre, over savanne, fx i Sudan, til næsten helt gold sandørken som Sahara. Plantegeografisk set hører N-Afrika nær sammen med S-Europa, især dettes mere tørre områder, fx det indre af Spanien. Som S-Europa er N-Afrika så at sige skovløst og karakteriseret af en makilignende bevoksning af stedsegrønne buskvækster. Denne vegetationstype er imidlertid ikke oprindelig, men en følge af hensynsløs skovrydning allerede i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse; endnu op mod romertiden var store dele af Atlaslandene skovdækkede og husede et rigt dyreliv. Der finder nu en intens skovplantning sted bl.a. i Tunesien for at hæmme erosionen og den deraf følgende ødelæggelse af agerland.


I NV-Afrika forekommer desuden store saltstepper med bevoksning af saltkrævende (halofile) urter samt sandstepper, der især er bevokset med det industrielt udnyttede espartogræs. I det nordlige ørken b ælte trives der på de steder, hvor jorden ikke er saltholdig, en række tornede buske; hvor grundvandet når nærmere op mod overfladen, er der tillige mimoser, tamariskbuske og akacier samt visse græsser, der tjener til føde for nomadernes dromedarer. Typiske ørkenplanter er jerikorosen og manna-laverne, der har udviklet helt specielle metoder til at overleve i det ugunstige miljø. Store strækninger af Sahara er praktisk talt vegetationsløse.


Lidt plantevækst findes i wadi'erne, de udtørrede flodsenge, og i oaserne, hvor grundvandet kommer helt op til overfladen; her kan dyrkes daddelpalmer, forskellige kornsorter, frugttræer og visse ikke for tørkefølsomme grønsager i vinterhalvåret. S for ørkenbæltet følger savannen, som er typisk for det sydlige Sudan, Kenya og Tanzania samt bæltet fra Nubien til Senegal. Ordet savanne bruges her i vid betydning, idet man taler om steppe (græssavanne) og savanne (busk-, træ- og skovsavanne).

Græssavannen er fremherskende i et bælte fra området omkring Senegal-flodens munding mod ø til Eritrea og videre sydpå over Kenya og Tanzania samt i store dele af det sydlige Afrika med undtagelse af de opdyrkede områder samt ørkenområderne mod V.


Busksavannen og den tørre græssavanne behersker størstedelen af det resterende Afrika med undtagelse af regnskovs- og kulturområdet umiddelbart langs Guineabugtens kyst, en del af Etiopien, regnskovsområdet i Zaire-bækkenet og kulturområderne i S-Afrika. Det største sammenhængende område med tørskov forekommer i et bælte fra det nordlige Mocambique vestpå over Shaba (Katanga) til Angola. Savannen er enten åben og græsklædt (Tchad, Sudan), tornebuskbevokset (Tanzania) eller bevokset med spredte akacier, baobabtræer og mimoser, der især langs vandløb og ved søer antager karakter af lys skov med nogen underskov af forskellige buskvækster. Hvor regnfaldet er betydeligere, kan græsvæksten efter regntiden nå betydelig højde, op til flere m; til gengæld er bestanden af urter på savannen beskeden, og egentlig urtebevoksning forekommer fortrinsvis på de saltholdige jorder, hvor græs og træer ikke kan trives.


I tørtiden antager savannen et trist, gult udseende, og det tørre græs er yderst brandfarligt; røgskyer fra brændende områder er overordentlig karakteristiske for Afrika. I Liberia, Elfenbenskysten, Ghana og området fra Lagos til Nigeria ind over hele den nordlige del af Zarre-bækkenet vokser regnskoven, der i den sydlige del af Zaire afløses af træ bevokset savanne. Regnskoven karakteriseres af næringsfattig, nærmest svampet jordbund, høje træer, en rigdom af snyltende og slyngende planter og et temmelig beskedent dyre- og menneskeliv (pygmæer). I gamle dage har regnskoven været videre udbredt end i dag; siden begyndelsen af det 20. århundrede er der foregået en kraftig hugst af ædle træsorter, ligesom afrikanerne ved svedjebrug har gjort betydelige indhug i skoven fra alle sider.


Dyreliv: Afrika er det af Jordens kontinenter, der stadig har bevaret sit oprindelige dyreliv bedst, trods alvorlige indgreb fra menneskets side i form af direkte jagt, men i højere grad i form af ændringer af det naturlige miljø. Zoogeografisk skelner man mellem Afrika N for Sahara, som tilhører det palæarktiske faunaområde og har den overvejende del af dyre arterne fælles med S-Europa og Asien N for Himalaya, samt det ætiopiske faunaområde, dvs. området S for Sahara, som har en anderledes sammensat og selvstændigt udviklet dyreverden og i enkelte tilfælde viser svage sammenhænge med den sydasiatiske, australske og sydamerikanske dyreverden.


Foruden N-Afrika er øerne i Indiske Ocean i væsentlig grad et selvstændigt zoogeografisk område, bl.a. karakteriseret ved den kraftige udvikling af halvaberne (lemurerne) og mangelen på egentlige rovdyr. N-Afrikas dyreverden er til dels en sekundær udvikling, idet dyrearter som elefant, leopard, koantilope, giraf m.m. endnu levede der omkring vor tidsregnings begyndelse og først forsvandt som følge af skovrydningen i romertiden og senere. Løven forekom i N-Afrika i 1920rne, men er nu udryddet ligesom ægypternes hellige fugl, ibis'en, der er forsvundet fra Ægypten i historisk tid og nu kun findes S for Sahara. Dromedaren, i dag så karakteristisk for N-Afrika, er ikke oprindelig hjemmehørende, men indført fra SV-Asien.


Det ætiopiske faunaområde er karakteriseret af de meget specialiserede, artsrige græsædergrupper (antiloper, bøffel, næsehorn, zebra m.m.), store krybdyr (krokodiller og nilvaranen), store rovdyr (løve, leopard, hyænehund, hyæne) og en lang række andre dyrearter, af hvilke elefant og flodhest er de kendteste. Også fuglefaunaen er egenartet, om end det tilsløres noget af den årlige vintertilvandring af trækfugle nordfra; en almindelig fugl på Tanzanias sumpede sletter ved vintertid er den hvide stork. Specielt er drøvtyggerne typiske for Afrika, og i ingen anden verdensdel finder man så varierede og talrige repræsentanter. Den største dyrerigdom forekommer på busksteppen; tusindtallige flokke af gnuer og zebraer behersker billedet.


Ørkenen er dyrefattig, om end ikke øde, og regnskoven har ligeledes sit dyreliv, ikke mindst repræsenteret af aberne; men storvildtet med undtagelse af urskovsdyret okapi hører hjemme på de store sletter; kun elefanten og bøflen kan også klare sig i regnskoven. Typiske savannefugle er strudsen og slangestorken (sekretæren), af hvilke den første aldrig, den anden kun sjældent flyver. For de lavere dyregruppers vedkommende kan nævnes tsetsefluen, der overfører den dødelige kvægsygdom nagana samt sovesyge, der angriber mennesket, og som forhindrer kvægavl og heste hold i store områder trods ivrig bekæmpelse.


Afrika

 

Afrika

Savannens planteliv:

1. skærmpalme

2. kandelabereuforbia

3. abebrødtræ

4. akacie

Afrika

Skovens planteliv:

5. Diospyros

6. Eriodendron

7. Cyathea

8. Musanga

Afrika

Savannens dyreliv:

1. elefant

2. zebra

3. antiloper

4. giraf

5. løve

6. hyæne'

7. næsehorn

8. struds

9. leopard

Afrika

Vandløbenes dyreliv:

1. flodhest

2. krokodille

Afrika

Skovenes dyreliv:

1. hærfugl

2. toppet tårnsejler

3. tårnsejler

4. bavian

5. mandril

6. chimpanse

7. kvælerslange

Afrika

Ørkenens dyreliv:

1. ørken varan

2. ørkenræv

3. tornhaleagame

4. ørkenrotte

5. skorpion

6. skarabæ

Afrika

Befolkning: Afrikas befolkning, ca. 350 mill., er etnisk meget kompliceret, da der ikke hersker nogen overensstemmelse mellem race, religion og sprog. Dersom man anerkender den capoide race som selvstændig, må man regne med repræsentanter for 3 hovedgrupper, nemlig den hvide (europide) race, repræsenteret ved europæiske indvandrere, semitter og hamitter (ægyptere, berbere, arabere, fulbe, masaier m.fl.), den sorte (negride) race (sudan- og bantufolk) og den capoide (buskmænd). Hertil kommer blandingsfolk, opstået ved kontakt mellem europider og negrider, bl.a. i Nubien.


Religiøst er Afrika opdelt mellem muslimer, kristne, bl.a. kopterne i Etiopien, og hedenske religioner (åndetro, animisme), som dog stadig trænges tilbage som følge af islams og de kristnes missionsvirksomhed. I Ø-Afrika findes indiske religioner blandt de mange dertil indvandrede indere. Groft set kan det siges, at Afrika N for ækvator, med undtagelse af Etiopien, er behersket af islam, mens kristendommen har sin hovedudbredelse i Zaïre, Ø- og S-Afrika.


Afrika

Dogon-folkets huse er forsynet med befæstede tårne som denne landsby på Bandiagaras højslette i Mali.


Afrika

 

Afrika

Sprog: Sproglig er Afrika opdelt i mindst 500 egentlige sprog, hvortil kommer adskillige hundrede til dels meget selvstændige dialekter. Der er 5 hovedgrupper: de indoeuropæiske sprog, der tales af de hvide indvandrere og er officielle sprog i de fleste af de stater, der efter 2. verdenskrig er blevet selvstændige, således fransk i V-Afrika og NV-Afrika, engelsk i Ø-Afrika og størstedelen af S-Afrika samt hollandsk (afrikaans) i Sydafrikanske Republik; hertil kommer indiske sprog af indoeuropæisk oprindelse, talt af inderne i Øog S-Afrika. Semitisk-hamitiske sprog (arabisk, ægyptisk, amharisk, masai) behersker N-og NØ-Afrika sydpå til en linje fra Senegal-floden østpå til Aswan og derfra mod Sø til Mombasa.


Sydfor tales der sudansprog til en linje gennem det sydlige Tanzania, og atter sydligere hersker bantusprogene, der omfatter hottentot- og buskmandssproget i SV -Afrika, Hvorledes de forskellige egentlige negersprog nærmere er beslægtet, er det vanskeligt at se, fordi der ikke findes ældre litteratur eller sprogmindesmærker, ligesom kendskabet til de interne folkevandringer inden for Afrika kun er ufuldstændigt. Mange af sprogene har udviklet sig i stor isolation, hvilket medfører hastige ændringer, eller de er blevet opblandet med og påvirket af forskellige erobrerfolks sprog, hvilket har medført en sprogblanding, som i dag er vanskelig at udrede. Omgangs- og handelssprog er i Ø-Afrika swahili, i V-Afrika hausa, begge af blandet herkomst.


Afrika

De berømte Victoria Falls dannes af floden Zambezi på grænsen mellem Zimbabwe og Zambia.


Afrika

En landsby i Kwazulu, Zululand. De paddehattelignende huse er opmuret af ler og tækket med strå.

 

Afrika

Johannesburg er Afrikas næststørste by og Den sydafrikanske Republiks økonomiske centrum. Bymidten domineres af høje kontorhuse.


Erhverv: Afrikas erhverver aldeles overvejende landbrug i form af kvægavl i de tørre og jordbrug i de regnmæssigt bedre stillede områder. De lavest civiliserede grupper står endnu tæt ved jæger- og samlerstadiet, således pygmæerne i Zaire og hottentotter og buskmænd i SV -Afrika. Der findes mange steder store mineralrigdomme. diamanter, guld, platin, kobber, uran, mangan, krom, tin, olie, fosfater, zink, bly. Ægypten er en af verdens største leverandører af bomuld, Ø-Afrika storleverandør af kaffe og V-Afrika af mineraler, kakao og ædle træsorter. Næsten alt leveres i form af råstoffer, idet den egentlige industrialisering endnu er på begyndelsesstadiet bortset fra enkelte områder, især i N og S.


Historie: På trods af, at Afrika synes at have været en af menneskehedens vugger, da 3-4 mil!. år gamle menneskeknogler er fundet i såvel Ø som S-Afrika, er verdensdelens tidlige historie kun dårligt kendt, især fordi der ingen skriftlig tradition foreligger. Man ved dog, at der har eksisteret store og mægtige statsdannelser forskellige steder i Afrika. Ægyptens storhedstid faldt i perioden lige efter 2000 'fvt' (før vor tid, tidl. fødtKr.); S for Ægypten lå ca. 1000 'fvt' (før vor tid, tidl. fødtKr.) landet Kush og, lidt senere og endnu sydligere, riget Aksum. I Atlaslandene, særlig Tunesien, satte fønikerne sig fast og skabte søkrigsmagten Karthago, som blev styrtet af romerne i de 3 puniske krige. Af langt senere dato var de vestafrikanske storriger Ghana (ca. 1000 e.Kr.), Benin, Songhai og Mali, der alle udmærkede sig ved magt og høj kultur, i S-Afrika riget Zimbabwe, af hvilket ruiner af imponerende dimensioner stadig findes i det nuværende Zimbabwe og som antagelig har blomstret omkring 800.


Den første omsejling af Afrika fandt sted 607-601 'fvt' (før vor tid, tidl. fødtKr.) på en ægyptisk konge s befaling; men denne omsejling blev ikke gentaget de følgende 2000 år. Romerne trængte i århundrederne omkring Kristi fødsel nordfra dybt ind i Sahara og ned langs Nilen, og i det 10. årh. nåede arabiske købmænd så langt sydpå langs Afrikas østkyst, at de grundlagde kolonier i Mombasa og Mocambique, Vestkysten forblev ukendt, indtil Henrique Søfarerens skibe 1445 nåede Dakar, få år efter fulgt af Cåo, som 1485 trængte frem til Cape Cross på den sydlige vendekreds, og af Diaz, der 1487 rundede Kap det Gode Håb. Endelig nåede Vasco da Gama 1497 S om Afrika op ad østkysten til Malindi (Kenya) og derfra videre mod ø til Indien. I 17. og 18. årh. trængte europæerne fra alle sider ind i Afrika. Kaplandet blev nederlandsk koloni 1652, og boerne drog herfra stadig længere nordpå.


Nordfra trængte opdagelsesrejsende sydpå mod Tombouctou og Tchad-søen, som først opdagedes 1819, og 1830 erobrede Frankrig Algeriet. Efterhånden blev Afrika delt mellem de store europæiske magter England, Frankrig, Portugal, Spanien og senere Tyskland, ligesom de små magter sikrede sig kolonier, bl.a. Danmark på Guldkysten, med så stort held, at der i Afrika ved 2. verdenskrigs slutning kun fandtes to selvstændige, af afrikanere styrede riger på kontinentet, nemlig Liberia, selvstændigt 1847, og Etiopien, besat af italienerne 193641.


Efter 2. verdenskrigs afslutning er udviklingen gået i modsat. retning, og de tidligere koloniriger er blevet opløst i en lang række selvstændige stater: Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen, Ægypten, Djibouti, Vest-Sahara, Kap Verde-øerne, Mauretanien, Senegal, Gambia, Guinea, Guinea-Bissau, Sierra Leone, Mali, Niger, Tchad, Sudan, Etiopien, Somalia, Liberia, Elfenbenskysten, Øvre Volta, Ghana, Togo, Benin, Cameroun, Centralafrikanske Republik, Sao Tome e Principe, Ækvatorial-Guinea, Gabon, Folkerepublikken Congo, Zaïre, Rwanda, Burundi, Uganda, Kenya, Tanzania, Angola, Zambia, Mocambique, Seychellerne, Comorerne, Malagasy, Botswana, Lesotho, Ngwane, Sydafrikanske Republik og Zimbabwe. Visse områders status er stadig uklar.


Afrika

Musik og dans er uløseligt forbundet med de afrikanske negres livsform. Her ses en balafon, en slags xylofon med kalabasser som ressonanslegemer;


Afrika

Her en gruppe kikuyudansere.


Afrika

Forhistoriske klippemalerier med jagt- og kampmotiver; Tassili-plateauet, Sahara.


Vestafrikansk kunst;

Afrika

støbt messingfigur fra lfe, SV-Nigeria;


Afrika

elfensbensmaske fra Benin, S-Nigeria, 16. årh.;


Afrika

keramisk hoved fra det nordlige Nigeria, mellem 500 'fvt' (før vor tid, tidl. fødtKr.) og 200 e.Kr.

 

Afrika

klippemalerier, udført af buskmænd, S-Afrika.


Afrika Afrika

Tv: dansemaske af træ, prydet med en gengivelse af jordgudinden; mossi-folket, Øvre Volta.

Th.: et eksempel på congolesisk kunst: en dansemaske af træ med hår og hovedtøj af plantefibre.


Afrika

ashantibronzekar fra Ghana til brug ved offerhandlinger.


Afrika

Herover: personifikation af Himmel og Jord, Dogonfolket i Mali.


Afrika

jæger fra Benin, Nigeria;


Afrika

indridsede dromedarer på klippevæg i Sahara, 6. årh.


Afrika

portrætfigur af bakubaernes konge, Zaire, ca. 1650;

 

Nyeste:

 

Afrika

 

Selvstændige stater med årstal for uafhængighed samt områder med ubestemt status. Kortet øverst t.h. viser Danmark i Afrikakortets målestok.

 

: næststørste verdensdel (efter Asien); 30,3 mio km2, 447 mio indb. svarende til gennemsnit befolkningstæthed på 15 indb. pr. km2.

 

— TOPOGRAFI. Afrika udgør stort set et ældgammelt plateauland der falder stejlt ned mod det omgivende hav. Større lavlandsområder findes kun ved middelhavskysten, Saharas atlanterhavskyst og i landene ved Guineabugten. Den havnefattige kyst har kun få indskæringer og fremspring. Syd og øst for Atlasbjergene strækker sig Jordens største sammenhængende ørkenområde, Sahara. Det gennemskæres mod øst af Nilen og går mod syd over i steppe- og savannelandskabet Sudan. Det centrale Afrika omfatter Zairebækkenet, en jævn højslette gennemstrømmet af floden Zaire. Øst herfor hæver terrænet sig stejlt til det østafrikanske højland der gennemskæres af gravsænkninger. Syd for Zambezi, der er grænseflod mellem Zambia og Zimbabwe udgør Syd-Afrika et udstrakt højland med randbjerge langs kysterne.

 

• KLIMA. Ca. 70% af Afrika ligger i den tropiske klimazone, kun de nordligste og sydligste dele har subtropisk klima. Nær ækvator er nedbøren ofte fordelt på to regntider mens områder fjernere fra ækvator har en udpræget regntid. Sahara og Kalahari hører til Jordens tørreste områder.

 

• BEFOLKNING. Verdensdelens befolkning er i høj grad knyttet til landsbysamfundet. Middellevetiden er vokset med 10 år siden begyndelsen af 1960erne. Kun ca. 15% bor i større byer. En markant tendens fra 1960erne er dog at der foregår en meget hurtig tilflytning til byerne. Den hurtige urbanisering har i mange tilfælde medført store politiske og sociale problemer. Den store boligmangel medfører at der uden for de egentlig byer opstår store områder med barakbebyggelse.

 

• ERHVERV. Størstedelen af befolkningen i Afrika er beskæftiget ved landbruget, og størstedelen af produktionen går til at dække befolkningens eget fødevarebehov; vigtigste selvforsyningsafgrøder er kornarterne durra, majs og hirse og rodfrugterne maniok, kassava og yams. De vigtigste eksportafgrøder er kakao, kaffe, palmeolie, palmekerner, jordnødder, sisal, bomuld, sukker, te og tobak. Desuden har Afrika et betydeligt skovbrug. Landbrugsproduktionen pr. indb. var faldende i 1970erne, mens den samlede fødevareimport steg kraftigt.


Samtidig var der stor vækst i produktionen af salgsafgrøder bestemt for verdensmarkedet på bekostning af fødevareproduktion til eget forbrug. Det har bl.a. været medvirkende til dels økologiske problemer i form af overudnyttelse af jorden og efterfølgende erosion, og dels store sociale og økonomiske forskelle mellem på den ene side områder med store investeringer i salgsafgrødeproduktion, og på den anden side områder med overvejende selvforsyningslandbrug. Bønderne er kun sjældent fra statens side sikret så høje priser på deres produkter, at de er i stand til at finansiere investeringer i udvikling af produktionen, til gengæld støttes industrien ofte.


Vigtigste industrielle sektorer er let-, tekstil- og læderindustri . Industriproduktionen var faldende i begyndelsen af 1980erne inden for bl.a. jern- og metal samt olieindustrien. Minedrift omfatter diamanter, kobolt, guld, krom, mangan og kobber. Afrikas andel af den samlede verdenseksport var faldende i begyndelsen af 1980erne, og mange lande er tynget af en omfattende udlandsgæld. Industrielt er verdensdelen den mest tilbagestående. En hurtig industriel vækst hæmmes bl.a. af kontinentets placering i den internationale arbejdsdeling som leverandør af råstoffer og lavteknologiske produkter. I begyndelsen af 1980erne er der dannet flere regionale sammenslutninger i Afrika for at fremme det økonomiske samarbejde mellem landene på kontinentet.

 

• PLANTEVÆKST OG DYRELIV. Langs Middelhavet findes maki; i NV subtropisk skov og savanne. Bortset fra oaser har Sahara ørken- og steppevegetation; her lever ørkenspringmus, gepard, vildæsel, ørkenræv, varan o.a.; endvidere dromedar, der kun kendes som tamdyr. På savannerne S herfor lever talrige hovdyr som kun findes i A: zebra, næsehorn, giraf og antiloper, samt afrikansk elefant, jordsvin, skældyr, leopard, løve, hyæne, struds og sekretær. I regnskov i lavlandsområder fra Guineabugten til Uganda lever leopard, vortesvin, okapi, dværgflodhest, gorilla, chimpanse og marekat. Mindre frodig skov findes i Etiopiens og Kenyas bjerge. På beskyttede tropiske kyster vokser mangrove. Alle de nævnte plantesamfund genfindes i S-Afrika, ved hvis kyster lever pingvin.

Knyttet til Afrikas floder lever krokodille, flodhest, og i tropisk V-Afrika manat og pnrmtive fisk.

 

• HISTORIE. De ældst kendte rester af mennesker der anvendte redskaber er fundet i Tanzania (Zinjanthropus). Landbruget opstod først i Nildalen og udbredtes herfra ca. 1000 født-1000 e.Kr. over Afrika af negerfolk, der fortrængte eller opsugede den oprindelige spredte jægerbefolkning af buskmænd. Oldtidsriget Egypten nåede en meget høj kultur, og S herfor opstod riget Kush hvor der fandtes rige jernlejer.

Samtidig med at Kush erobredes af Aksum i det nuværende Etiopien indførtes kristendommen i området. I N-Afrika anlagde fønikerne ca. 1100 fødtKr. handelsbyen Karthago, der blev ledende i Middelhavshandelen. Med erobringen af Karthago indledtes den romerske kolonisering af N-Afrika.

 

Middelalder. Efter at araberne havde erobret N-Afrika fortrængtes kristendommen af islam, og mod slutningen af middelalderen var den berbiske befolkning fuldstændig arabiseret. S for Sahara fandtes i middelalderen flere store, velorganiserede riger, der kontrollerede handelen tværs gennem Sahara med fx guld, salt og ædelstene. Ghana kendes fra o. 700 e.Kr. og dets position blev i 1200-tallet. overtaget af Mali med hovedstad i Tombouctou, der igen i 1400-tallet afløstes af Songhai. I disse riger trængte islam langsomt frem. Ved Tchad-søen eksisterede fra 800-tallet til 1800-tallet riget Kanem-Bornu der antog islam o. 1100.


Blandt fulbefolket der levede spredt ud over hele V-Afrika som lærde muslimer og hyrder opstod o. 1800 en religiøs og politisk vækkelse under ledelse af Uthman dan Fodio, der samlede N-Nigeria. Også længere vestpå bredte vækkelsen sig og resulterede i dannelsen af storriger der bød de fremtrængende europæere hård modstand i slutningen af 1800-tallet. Mod S ved V-Afrikas kyst førte handelen til statsdannelser som fx Yorubastaterne Benin, Oyo og Ife i Nigeria og Ashanti i Ghana, og da europæerne fra 1500-tallet begyndte at anløbe kysten øgedes handelen og disse rigers magt. I Central-Afrika var regnskovsområderne tyndt befolkede langt op i tiden, men i det sydlige Zaire og Angola fandtes magtfulde riger styret af lunda-herskere, med hvem portugiserne i 1500-tallet stod i livlig forbindelse. I det sydlige Afrika vidner de imponerende ruiner ved Great Zimbabwe om det kulturelle og materielle stade i Monomotapa-riget der fra 1000-tallet til 1500-tallet blomstrede pga. guldeksport til Afrikas østkyst. Her opstod nogenlunde samtidigt på Swahili-kysten byer med afrikanske, arabiske og persiske kulturtræk, der drev handel over Indiske Ocean.

 

Afrika

1) Bronzehoved fra Benin, antagelig 1500-tallet (Etnografiska Museet, Stockholm).

2) Forfadermaske fra Balumbo, Gabon; malet træ, 1800tallet (Etnografisk Samling, Nationalmuseet, Kbh.).

 

Afrika

Afrika. Verdensdelen 1400-1650 under opdagelsesrejserne.

 

Europæerne (1500-1850). Fra 1400-tallet sejlede portugisiske ekspeditioner systematisk sydpå langs Afrikas kyst, og 1487 rundedes Kap det Gode Håb. I begyndelsen var europæerne mest ude efter guld og elfenben, men efter oprettelsen af plantager i Vestindien blev hovedudførselsvaren fra V- og Central-Afrika slaver, idet europæiske skibe sejlede våben og brugsting til Afrika, slaver fra Afrika til Vestindien, og sukker, rom m.m. herfra til Europa i den såkaldte trekanthandel. Slavehandelen skabte politisk og økonomisk kaos i de egne hvorfra slaverne kom. Europæerne grundlagt intetsteds egentlig kolonier, men afrikanske mellemhandlere sørgede for forsyningen af slaver. I alt udførtes der fra 1500- til 1900-tallet mellem fem og femten mio mennesker fra Afrika, men 1807 forbød Storbritannien slavehandelen og satte flådeenheder ind for at hindre den. Den ophørte dog først helt efter slaveriets ophævelse i USA og Brasilien i slutningen af 1800-tallet.

 

Kolonitid (ca. 1885-1960). Kun i N-Afrika, hvor franskmændene fra 1830erne erobrede Algeriet, og i S-Afrika, hvor hollandske kolonister fra 1652 trængte stadig længere ind i landet, havde europæerne større besiddelser før 1880erne, og det indre af verdensdelen kortlagdes først i store træk i løbet af 1800-tallet. Men 1884-85 delte de europæiske stormagter Afrika i interesseområder, og o. 1900 var hele kontinentet med undtagelse af Etiopien og Liberia taget i besiddelse af europæiske stater. Nogle steder gik det fredeligt for sig, men overalt hvor der fandtes større politiske enheder mødte europæerne hård militær modstand fra indbyggerne.


Store områder (N-Nigeria, Tunesien, Uganda) regeredes indirekte gennem indfødte fyrster, og bortset fra Algeriet, det sydlige Afrika og Kenya udgjorde europæerne kun et meget lille mindretal af befolkningen. Det europæiske kolonistyre udbyttede afrikanerne bl.a. ved at tildele dem en plads i verdensøkonomien som producenter af billige råvarer, men bragte samtidig kontinentet økonomisk fremgang, bl.a. pga. den forbedrede infrastruktur og indførelsen af pengeøkonomi. Fra midten af 1800-tallet påbegyndtes systematisk kristen mission i Afrika og i kolonitiden omvendtes mange afrikanere. Missionærerne og deres elever blev foregangsmænd inden for afransk skole- og sundhedsvæsen, og har efter uafhængigheden ofte bevaret stor indflydelse på disse områder.

 

Uafhængighed. Efterhånden voksede en europæiske uddannet afransk middelstand frem, og fra 1930erne voksede modstanden mod kolonistyret i denne. Samtidig svækkedes de europæiske magter af verdenskrisen og 2. verdenskrig, og fra 1950erne fik de afrikanske kolonier gradvis selvstyre og uafhængighed, nogle steder dog først efter blodige kampe (Algeriet, Kenya, Angola, Mocambique). Som de sidste europæere trak portugiserne sig efter magtskiftet 1974 ud af Afrika, og 1980 opgav det hvide mindretalsstyre i Rhodesia magten og landet fik selvstændighed som Zimbabwe.


Kun i Sydafrikanske Republik og Namibia fastholder det hvide mindretal magten gennem apartheidpolitikken. De fleste afrikanske lande er dog stadig stærkt afhængige af de tidligere koloniherrer. De økonomiske bånd til Europa er stadig stærke, og især Frankrig opretholder militæret tilstedeværelse i mange afrikanske stater. Nogle afrikanske lande (fx Tanzania, Algeriet, Angola, Congo) har med vekslende held søgt at frigøre sig fra afhængigheden ved forskellige former for såkaldt afrikansk socialisme, mens andre (fx Kenya, Elfenbenskysten) søger at bekæmpe underudviklingen ved at opmuntre udenlandske investeringer.


I mange afrikanske lande førte økonomiske problemer og politiske spændinger mellem forskellige folkegrupper i 1960erne og 1970erne til militær kup, men flere steder blev magten igen overgivet til civile, valgte regeringer. Den panafrikanske bevægelse søgte ved dannelsen af OAU 1963 at samle Afrikas stater til samarbejde og modstand mod kolonialisme og udbytning, men havde bortset fra en fælles afvisning af apartheid-regimet i Sydafrikanske Republik ingen større succes. I 1980'erne er Sydafrikanske Republik i stigende grad isoleret internationalt men trods økonomiske sanktioner og voksende modstand fra det sorte flertal er apartheidstyret ikke afgørende svækket.


Læs mere om:

Afrika

Afrika - befolkning

Afrika - folkeslag

Afrika - handel-og-investeringer

Afrika - historie

Afrika - historie-(forhistorie)

Afrika - infrastruktur

Afrika - klima

Afrika - kunst

Afrika - landskab

Afrika - litteratur

Afrika - massemedier

Afrika - moderne kunst

Afrika - produktion

Afrika - religion

Afrika - religion (islam)

Afrika - religion (kristendommen)

Afrika - samarbejde

Afrika - sundhedsforhold

Afrika - teater

Afrika - udforskning

Afrika og Danmark

 

............................................................................................................

 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 6.448 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os