Logo

Afrika - produktion

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook


Det vigtigste erhverv i Afrika er landbrug; det beskæftiger over halvdelen af befolkningen. Målt som andel af BNP er landbrugets bidrag til pengeøkonomien 20% (1990). Industrisektoren beskæftiger ca. 5% og bidrager med 16% af BNP. Således målt er servicesektoren af størst betydning med ca. 45% af BNP. Til disse tal skal lægges ukendte bidrag fra den såkaldte informelle sektor.


Landbrug

I landbruget dyrkes især fødevarer til eget forbrug eller til lokalt salg. Majs er den vigtigste afgrøde, men i områder, hvor der er mindre vand tilgængeligt i vækstperioden, dyrkes hirse og durra. Kornafgrøderne suppleres med rodfrugter (maniok, yams og batater) og bælgplanter (bønner og ærter). Vigtigheden af de enkelte afgrøder varierer lokalt efter naturforhold, ligesom udbredelsen har ændret sig væsentligt med tiden. Majs blev først udbredt i 1800-tallet, hvor den afløste andre kornafgrøder (fx durra), men har senere tabt terræn i forhold til hvede; brugen af nye højtydende eller tørkeresistente sorter er blevet mere udbredt, bl.a. sorter med en kortere modningstid, som giver bedre sikkerhed for et høstudbytte, hvor regntidens længde er usikker. Til gengæld har disse sorter øget bøndernes markedsafhængighed, fordi de nye sorter kun giver fuldt udbytte, hvis der købes ny såsæd hver dyrkningssæson.


Ved siden af fødeafgrøderne dyrkes et stort udvalg af salgsafgrøder til de nationale markeder og til eksport. Afrika eksporterer bl.a. olieholdige afgrøder som jordnødder og palmeoliefrø, men også kaffe, te, kakao og frugter (fx dadler og oliven). Enkelte lande har stor eksport af industrielle afgrøder, især bomuld. I slutningen af 1900-tallet blev eksporten spredt på flere produkter, og Afrika har haft et stigende salg af friske frugter, grøntsager og specialafgrøder som fx afskårne blomster.


Hovedparten af landbruget udgøres af brug, hvis væsentligste arbejdskraft er familiens medlemmer. Kvinderne udfører størstedelen af arbejdet i familiebruget, især med hensyn til dyrkning af fødeafgrøder og mest udbredt, hvor mændene tager på migrantarbejde. I dyrkningen af salgsafgrøder deltager mændene generelt mere. Den øgede skolegang betyder, at børnene indgår mindre i arbejdet end tidligere; sammen med det udbredte migrantarbejde indebærer det, at landbruget i store dele af Afrika begrænses af mangelen på arbejdskraft i spidsbelastningsperioder.


Dyrkningssystemerne på familiebrugene har, ligesom forholdet mellem selvforsynings- og salgsafgrøder, løbende ændret sig. De mest udbredte dyrkningssystemer i Afrika er baseret på forskellige varianter af svedjebrug, hvor jorden i en brakperiode genvinder frugtbarhed, før den efter afbrænding udnyttes til landbrug, indtil udbyttet atter bliver for lavt og processen gentages. Befolkningstilvækst og deraf følgende udvidelse af landbrugsarealet har imidlertid medført, at brakperioderne er blevet stadig kortere, og behovet for gødning er øget. Brugen af gødning er dog ikke udbredt i Afrika pga. familiebrugenes begrænsede økonomiske resurser. Ofte er konsekvensen derfor faldende udbytter, forringelse af jordens frugtbarhed, erosion m.m., og familiebrugene har generelt vanskeligt ved at øge produktionen i takt med befolkningstilvæksten.


Et andet problem er de lave landbrugspriser såvel på verdensmarkedet som lokalt. Nationale regeringer har forsøgt at holde priserne nede til fordel for befolkningerne i byerne, og på verdensmarkedet betyder landbrugssubsidier i Europa og USA, at Afrikas produkter påføres en betydelig konkurrence. De lave priser indebærer også, at det ofte bedre kan betale sig at investere evt. overskud i andre sektorer end i landbruget.


Plantager. Ud over familiebrugene er plantagebrug udbredt i Afrika. Mange plantager ejes eller bestyres af udenlandske virksomheder, som har den fornødne ekspertise og adgang til de markedskanaler, der er nødvendige. På plantagerne dyrkes afgrøder som sukker, frugter (fx ananas) og grøntsager (fx tomater). I nogle lande (bl.a. Kenya og Elfenbenskysten) er plantageformen blevet afløst af et system, hvor bønderne leverer afgrøderne på kontraktvilkår. Herved mindskes den udenlandske virksomheds investeringer, og der opstår en gruppe af kommercialiserede landbrug, som på basis af sikkerheden i kontraktdyrkningen kan reducere selvforsyningsgraden. Til gengæld bliver disse brug stærkt afhængige af prissvingningerne på verdensmarkedet.


Husdyravl. Gennem historien har kvæghold spillet en stor rolle; græssavannen udnyttes af kvægnomader, mens der i områder med mere nedbør findes bønder, som kombinerer agerbrug og husdyravl. Kvægbruget er i stigende omfang blevet klemt i forandringsprocessen i Afrika. Det ekspanderende agerbrug inddrager kvægbrugets græsningsområder; det er ofte de områder, som har mest vand, og som derfor er vigtige for kvæget i tørtiden. Samtidig er flere nomader blevet bofaste omkring brønde; det er en udvikling, der støttes med henblik på at mindske kvægsygdommenes spredning, men det betyder, at græsningsresurserne ikke udnyttes optimalt.


Selvom kvægbruget i stigende grad er blevet markedsrettet, præges det dog af, at flere etniske grupper hovedsagelig opfatter kvæg som repræsenterende en rigdom, en sikkerhed mod fremtidige problemer.


Af andre dyr er især geder og høns udbredte, og som animalsk proteinkilde er de vigtigere end kvæg. Til transport er kameler (dromedarer) og heste udbredt i Nordafrika, mens æsler får øget betydning til transport af bl.a. vand i det øvrige Afrika. Udbredelsen af plove i 1900-tallet har medført en øget brug af okser som trækdyr.


Skovbrug

Egentlig skovdrift er meget lidt udbredt i Afrika. Udnyttelsen af skovene har især været ekstraktiv, idet vildtvoksende træer er blevet fældet og eksporteret (især ædle træsorter) eller udnyttet lokalt til byggeri, møbler m.m. Enkelte steder er der i forbindelse med opbygning af en papirindustri anlagt vedplantager.

Minedrift

En systematisk undersøgelse af Afrikas mineralresurser påbegyndtes først i 1950'erne, da prisen på mineraler toppede i forbindelse med Koreakrigen. En del minedrift er dog af betydelig ældre dato, men kontinentets mineralresurser udnyttes endnu kun i begrænset omfang.


I det sydlige Afrika udnyttes store forekomster af metaller (guld, jern, kobber og chrom), diamanter og kul, og Sydafrika er et af verdens vigtigste minedriftslande. I Angola produceres en del olie. Til trods for, at den første udnyttelse fandt sted i begyndelsen af 1900-tallet, har det sydlige Afrika stadig store uudnyttede forekomster, især i Angola og Mozambique. Mineralforekomsterne i området er af global betydning, idet de omfatter de såkaldte strategiske mineraler; økonomisk: guld og platin; militært: vanadium, antimon, chrom og kobolt. Sidstnævnte metallers strategiske betydning skyldes brug i stållegeringer i rustnings- og rumfartsindustrien.


I det øvrige Afrika er der flere steder mineralforekomster på niveau med det sydlige Afrikas, men de udnyttes i mindre omfang. I Centralafrika udnyttes store forekomster af kobolt, tin og uran, ligesom flere lande har olieproduktion. Vestafrika var tidligt eksportør af guld, og det udvindes stadig i Ghana. I denne region udvindes endvidere jernmalm, råfosfat, uran og bauxit, mens Nigeria er kontinentets største olieproducent. I Nordafrika har også Libyen og Algeriet en betydelig olieproduktion.


Flere afrikanske lande er meget afhængige af indtægterne fra minedrift; fx bidrager minesektoren med over 40% af BNP i Congo og Gabon, og eksport af mineraler udgør flere steder en dominerende del af udenrigsøkonomien. De fleste år udgør kobber og kobberprodukter over 90% af Zambias eksport; Zambia er derfor meget afhængig af prisudviklingen for kobber på verdensmarkedet, og landet er blevet hårdt ramt af de generelt lave priser på mineralske råvarer i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne.


Fiskeri

Havfiskeri er kun svagt udviklet. En moderne fiskerflåde kræver store investeringer og findes kun i få lande. I stedet udlejer flere lande fiskerirettighederne i deres havterritorium til fiskerflåder fra EU, Japan og Rusland. Til gengæld er kystfiskeri og indlandsfiskeri udbredt og vigtigt. Fangstmetoderne varierer, men i stigende grad bruges motorbåde og nylonnet. Produkterne markedsføres ofte tørret, og for en stor del af den fattigste befolkning er fisk en vigtig kilde til animalske proteiner.


Industri

De fleste lande havde ved selvstændigheden kun en meget beskeden industrisektor. Kun i Sydafrika, Zimbabwe (tidl. Sydrhodesia) og Egypten begyndte industrialiseringen før 1960. Dette betød, at de afrikanske lande stod over for store investeringer med henblik på at skabe grundlaget for en lokal industri. Infrastrukturen, herunder især energianlæg, måtte udbygges. Dæmningsbyggerier til udnyttelse af vandkraft blev prioriteret højt og gennemførtes mange steder (Aswan, Akosombo, Cabora Bassa). Der er dog stadig et stort uudnyttet potentiale for vandkraft i de store floder. Den vigtigste kommercielle energikilde er imidlertid olie, og flere lande har bygget olieraffinaderier til lokalt produceret eller importeret råolie. Store beløb er blevet brugt til bygningen af kraftværker; elforsyningssikkerhed er dog stadig et problem, og hovedparten af virksomhederne supplerer med egne generatorer.


Trods den høje prioritet, udbygningen af en national industri har haft, er Afrikas industrisektor stadig beskeden. Industrien er overvejende rettet mod det nationale marked og mod at erstatte tidligere import med lokalt fremstillede varer. I de fleste lande har staten spillet en betydelig rolle i opbygningen af industrien. Ved hjælp af told og importbegrænsninger er der skabt beskyttede hjemmemarkeder; denne beskyttelse mod import gælder både den nationale industri og datterselskaber af transnationale selskaber. Denne såkaldte importsubstituerende industrialiseringsstrategi har resulteret i opbygningen af en national produktion inden for fødevare-, træ-, tekstil- og skoindustri. Det har imidlertid vist sig meget vanskeligere at bruge samme strategi til at skabe en national produktion inden for varige forbrugsgoder (elektriske apparater, transportmidler m.m.) og inden for den tungere industri (cement-, stål- og maskinindustri).


Det væsentligste problem i strategien er, at det nationale marked er meget begrænset; den købedygtige efterspørgsel på fx varige forbrugsgoder er begrænset til en fåtallig overklasse. Industrien kan derfor ikke opnå stordriftsfordele, og varerne bliver relativt dyre.

Selvom produktionen har været økonomisk urentabel, har et stort antal lande etableret statsejede virksomheder i den tungere del af industrien. Disse har belastet statsbudgettet og krævet overførsler af økonomiske resurser fra landbrugssektoren til industrien. Især efter den internationale afmatning, som fulgte olieprisstigningerne i 1972-74, og den efterfølgende gældskrise, er væksten i denne del af industrien aftaget.


Efter selvstændigheden er der sket en stor vækst i den såkaldte informelle sektor, herunder småindustrier, ofte med håndværkspræg.

Bortset fra industrier knyttet til en beskeden forarbejdning af eksportråvarer (fx presning af planteolie) er Afrikas industri meget lidt eksportrettet. Kun få lande har haft held med en eksportorienteret industrialiseringsstrategi, som kunne udnytte de lave lønninger. Sådanne industrier findes dog i Marokko, Tunesien og på Mauritius, især inden for tekstilindustrien, men generelt har det vist sig vanskeligt at konkurrere med tilsvarende industrier i fx Sydøstasien. Der har derfor været interesse for at etablere regionale samarbejder i Afrika med henblik på en senere entré på verdensmarkedet.

Hovedparten af den egentlige industri er lokaliseret i hovedstæder og i de få storbyer, mens småindustrierne hører til i byernes forstæder og omkring markedspladser i by og på land.


Den informelle sektor

Denne produktionssektor består af småindustri, reparationsvirksomheder, anden service og handel. Produktionen er fleksibel og rettet mod lokale behov; det er som regel virksomheder med under 10 ansatte. Småindustrierne er især udbredt inden for beklædning (herunder skrædderier), metal-, træ- og fødevareindustri (fx bagerier og bryggerier). Den informelle handelssektor består af et vidtforgrenet net, hvori gadesælgere udgør et vigtigt element. Handelen domineres ofte af bestemte etniske grupper og af kvinder (især i Vestafrika). Endvidere består sektoren af småvirksomheder, skopudsere, frisører m.m. på gader og markeder. Også inden for transport spiller mindre entreprenører en vigtig rolle, idet de udnytter den manglende kapacitet i de statslige og større private transportselskaber.


Servicesektoren spiller en stor rolle for mange afrikanske familier som kilde til pengeindkomster; ofte er mindst ét familiemedlem beskæftiget i denne sektor, evt. ved handel med familiens egne produkter.

Den informelle sektors nationaløkonomiske betydning er ikke kendt og indgår derfor ikke i beregninger af BNP, men det anslås, at småindustrien i begyndelsen af 1980'erne bidrog med mere end 2/3 af den samlede industribeskæftigelse i Afrika.


Service

Ud over den informelle sektor består Afrikas servicesektor især af en stor statslig sektor med mange offentligt ansatte samt en beskeden moderne servicesektor i de større byer.

En særlig del udgøres af turistindustrien, som i flere lande er en meget vigtig indtægtskilde. Branchens vigtigste aktiver er nationalparkerne i savanneområderne og oldtidsminderne i Nordafrika. Kun enkelte steder findes masseturisme baseret på sol og strand; de afrikanske lande har vanskeligt ved at konkurrere med fx Sydeuropa på dette område.


Læs mere om:

Afrika

Afrika - befolkning

Afrika - folkeslag

Afrika - handel-og-investeringer

Afrika - historie

Afrika - historie-(forhistorie)

Afrika - infrastruktur

Afrika - klima

Afrika - kunst

Afrika - landskab

Afrika - litteratur

Afrika - massemedier

Afrika - moderne kunst

Afrika - produktion

Afrika - religion

Afrika - religion (islam)

Afrika - religion (kristendommen)

Afrika - samarbejde

Afrika - sundhedsforhold

Afrika - teater

Afrika - udforskning

Afrika og Danmark

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 14 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• AfrikaJordens næststørste verdensdel;
• Afrika - sundhedsforholdSygdoms- og sundhedsforholdene er stærkt præget af fattigdom, urolige politiske forhold,...
• Afrika - befolkningFolketallet anslås til over 1 mia. (2010); kontinentet er i forhold til sit areal tyndt...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os