Der er to slags sar: Sommersar - Satureja hortensis - og vintersar - Satureja montana. Begge er hjemhørende i Middelhavsregionen. Sommersar dyrkes som etårig, mens vintersaren er en staude, nærmest en lille busk. Den etårige sar har smalle, mørkegrønne blade og små hvid rosa blomster. Dens smag er peberagtig, og aromaen kulminerer umiddelbart før blomstringen. Sommersaren er nem at dyrke. Ofte sår den sig selv. Vintersarens blade er mere læderagtige, lidt som hos timian, og dens smag er skarpere end den etårige sars. Sar bruges såvel frisk som tørret.
Sar har været kendt omkring Middelhavet siden Oldtiden. I Europa nævnes den i 800-tallet. Den kom til Amerika med de første indvandrere i 1600-tallet. Det engelske navn er savory, det franske sariette. I Provence er kælenavnet poivre d'ane, æsel peber. Sar bruges i retter, hvor dens lidt skarpe pebersmag gør godt, bl.a. i grillretter, pølser og andre farsretter, i ragouts og i marinader.
Særlig god er den til retter med bønner. Dens tyske navn er da også Bohnenkraut.
I Danmark har sar ingen lang historie. Den mødes således ikke i det gamle danske køkken, og det har nok sammenhæng med, at vi ikke har tradition for retter med tørrede bønner. Her hos os var den foretrukne bælgfrugt de gule ærter og de blev krydret med timian. Sar blev først kendt i Danmark i slutningen af 1960'erne, da de friske krydderurter blev genopdaget.