au'spicium (latin): varseltagning fra fugle. Fuglevarsler kunne være spontane; fx er Roms historie fuld af ørnevarsler for fremtidige konger eller kejsere. Skulle i Rom tages efter et bestemt ceremoniel forud for alle vigtige offentlige handlinger såsom valg eller felttog; gudens svar var blot ja eller nej; i sidste fald måtte handlingen opsættes eller helt undlades. Særlig sagkyndige vedrørende auspicier var augurerne, der med deres lituus (krumstav) opridsede et templum (helligsted), fra hvis midte de vendt mod syd afventede tegn. Kun bestemte fuglearter var varselgivende, nogle ved deres flugt, andre ved deres skrig; desuden gjaldt lyn, tordenskrald og tilsynekomsten af visse dyr som varsler. En enkel form for auspicietagning var at fodre de hellige høns: jo bedre appetit, des bedre udsigter. Siden politiske og militære chefer havde ret og pligt til at tage auspicier, taler man om at være under NNs auspicier, dvs. ledelse.
.............................................................................................................