Logo

Apollos-rumkabine

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

: USAs 3. generations rumkabine med plads til tre astronauter, idet 1. og 2. generation repræsenteredes af henholdsvis »Merkur«(Mercury) og » Gemini--kabinen. »Apollo«-rumkabinen er en af i alt fire sektioner, der ved opsendelse fra Jorden, normalt i toppen af en »Saturn«raket, udgør det komplette »Apollo«rumskib. Sektionerne er ved affyringen, regnet nedefra og opefter, månelandingssektionen LEM eller blot LM, servicesektionen, »Apollo«-rumkabinen og redningstårnet. Den første indeholdes i en 8,5 m høj keglestub, hvis nedre diameter er 6,7 m og hvis øvre diameter er 3,9 m. Dette er også diameteren for den 6,7 m lange cylinderformede servicesektion. »Apollo«rumkabinen, også kaldt kommandosektionen, er kegleformet med den nævnte diameter på 3,9 m i grundfladen og en højde på 3,7 m. Allerøverst forefindes det 10,3 m høje redningstårn, der for en væsentlig del udgøres af en 0,7 m tyk raket med fast brændstof og en reaktionskraft på 78.500 kilopond. Redningstårnets funktion er at løfte »Apollo«-rumkabinen fri i minutterne omkring affyringen i tilfælde af fare for astronauterne. Ellers bliver det afkastet få minutter efter starttidspunktet. Servicesektionen indeholder raketmotorer og drivstofblandingen aerozin-50/nitrogen-tetraoxid (N204). Den kan maksimalt udvikle en reaktionskraft på 9950 kilopond, og hovedformålet med den er at udvirke hastighedsændringer, idet den normalt vil være sammenkoblet med kommandosektionen indtil dennes afsluttende nedfart gennem atmosfæren. Månelandingssektionen er under opsendelsen helt skjult af det omtalte koniske hylster. Den er 7 m høj og består forneden af en del med en største bredde på 4,25 m samt fire landingsben, der er foldet sammen under opsendelsen. Efter landing på Månen skal denne del forblive på Månen, medens den øvre del, hvis diameter er en smule mindre, skal kunne hæve sig op ved egen raketkraft. De maksimale reaktionskræfter for raketmotorerne i den nedre og øvre del er henholdsvis 4750 og 1600 kilopond. Drivstofblandingen er i begge tilfælde aerozin-50/N204. Masserne for kommandosektion, servicesektion og månelandingssektionen er henholdsvis 5,5 t, 23 t og 14,5 t. Under første fase af opsendelsen skal medregnes en masse på 1,75 t af det nævnte koniske hylster om månelandingssektionen samt redningstårnets masse på 4 t, så at totalmassen er nær ved 49 t. Bortset fra det tidsrum under månelanding, indbefattende ophold på Månen og opsendelse fra Månen, da to af astronauterne befinder sig i den øvre del af månelandingssektionen, opholder de tre astronauter sig til stadighed i kommandosektionen. Ved at placere større instrumenter, bl.a. brændselsceller for produktion af elektricitet og vand, i servicesektionen er opnået et indre rumfang på 6,2 m³ af kabinen. Den er dobbeltvægget. Den indre væg består af aluminium, og da den skal kunne holde til store tryk, men ikke være for tung, har den mellem sine to sideflader en »bitavlestruktur« med sekskantede hulrum. Det samme gælder den ydre væg, der består af hærdet, rustfrit stål og er belagt med et såkaldt varmeskjold. En af de væsentligste bestanddele af dette er harpiks, og dets tykkelse varierer mellem 23 og 66 mm alt efter den forventede varmepåvirkning under nedfarten gennem atmosfæren. Imellem de to vægge findes varmeisolerende materiale i form af bl.a. kvartsfiber. Endvidere bemærkes, at der i den øvre ende af den kegleformede kabine findes en kort tunnel, der kan fungere som luftsluse. Omkring tunnelen er placeret landingsfaldskærme, oppustelige balloner og elektronisk udstyr. Under »Apollo«-rumkabinens nedfart gennem jordatmosfæren udskydes i ca. 7,5 km's højde to nylonfaldskærme på hver 4 m i diameter. De er til at begynde med snøret noget sammen, men udfoldes helt efter 8 sekunders forløb. I ca. 3 km's højde udskydes dernæst tre mindre faldskærme, som hver for sig trækker en hovedfaldskærm ud. Hver af disse har en diameter på 25,5 m; men også de er snøret noget sammen de første 8 sekunder for ikke at give for voldsom påvirkning. Den luft, der tilføres kabine såvel som rumdragter, er ren ilt ved 350 millibar. Under afprøvning af »Apollos«-rumkabinen på raketrampen anvendtes indtil begyndelsen af 1967 ligeledes ren ilt, men med 10% overtryk eller godt 1100 millibar. Dette førte den 27. januar 1967 til en brandkatastrofe i selve kabinen, da den befandt sig på Cape Kennedy i toppen af en »Saturn 1-B«-raket; herved omkom Virgil I. Grissom, Edward H. White og Roger B. Chaffee, der udgjorde det hold, som en lille måned senere skulle have foretaget den første bemandede »Apolloe-flyvning. Fremtidige ulykker af denne art er siden søgt forhindret ved i »Apollo«-rumkabinen så vidt muligt at erstatte alt brændbart materiale med ikke-brændbart materiale, ved i kabinevæggen at indrette en luge, der kan åbnes øjeblikkelig, samt ved at anvende normal luftblanding, dvs. godt 1/5 ilt og knap 4/5 kvælstof, ved enhver afprøvning af kabinen på raketbasen.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 658 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvilken stærk øl smager bedst?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her