Nervesystemets vigtigste opgave er at samordne legemsfunktionerne. Det danner et overmåde kompliceret kommunikationsnet som ikke bare styrer den bevidste adfærd, men tillige spiller en overordnet rolle for de ubevidste processer. Nervesystemet kan sammenlignes med en datamaskine med ca. 10.000 mio funktionsenheder - nervecellerne. Disse højt specialiserede celler kan modtage informationer, lagre dem i form af hukommelse, samt frembringe og udsende impulser. De udgående impulser kan igen påvirke andre nerveceller eller celler i andre organer.
Hjernen er nervesystemets overordnede enhed. Den ligger godt
beskyttet af hjerneskallens knogler, omspundet af hjernehinder og hvilende i en
beskyttende væske (cerebrospinaivæsken). Storhjernen er centrum for al bevidst
aktivitet og for sansefornemmelser, lillehjernen svarer bl.a. for samordningen
af muskelbevægelser under indflydelse af forskellige sanseindtryk. Nervebaner
til og fra alle dele af legemet løber igennem den forlængede marv og rygmarven.
Hjernebarkens forskellige funktioner er lokaliserede til bestemte
områder, hjernecentre.
a tankevirksomhed
b muskelbevægelser
c tale
d følelse
e hørelse
f syn
Storhjernen (ovf.) har sine nerveceller koncentreret i det
yderste lag, hjernebarken, som deraf får en grå farve. Cellernes udløbere,
nervebaner, danner den hvide hjernesubstans. En på langs gående dyb fure deler
hjernen i to halvdele, hemisfærer, og hver hemisfære er ved yderligere furer
opdelt i vindinger. Dybere furer gør at man udskiller fire såkaldte lapper:
pandelappen, isselappen, nakkelap- pen og tindingelappen.