(Ribes uva-crispa) har fået navn efter de strittende pigge, som bærbusken er udstyret med. Bærrenes til tider blege farve og stride hår har affødt udtrykket "
stikkelsbærben." De ægformede
stikkelsbær har tydelige årer og er gennemsigtige, lysegrønne, gullige eller blegrøde og vokser enkeltvis på de tornede grene.
Stikkelsbær har været kendt i Nordeuropa i mange år, men været mest populære i England. Den engelske konge Edward I modtog i 1276 en regning for indkøb af
stikkelsbærbuske. Og i victoriatiden kombinerede engelske kokke
stikkelsbærrenes skarpe syrlighed med hyldeblomstens tunge aroma i tærter og kompotter. I det 18. og 19. århundrede stiftedes der
stikkelsbærforeninger, som konkurrerede om at dyrke de største og mest velsmagende bær. Enkelte af disse foreninger findes endnu, og i 1978 registrerede en forening i Cheshire et bær på 58 g - eller som en mellemstor kartoffel.
Stikkelsbær har været kendt i Danmark siden 1600-tallet. Lægerne rådede patienter, der led af koldfeber (malaria), til at spise hønsekødssuppe kogt på umodne
stikkelsbær. Modne bær, regnede man derimod med, gav forstoppelse og kolik. Og et gammelt husråd mente, at bistaderne ikke skulle lukkes op om foråret, før
stikkelsbærbuskens blomster var sprunget ud.
Stikkelsbærbusken blev først dyrket i Norden i 1500 tallet og det skulle have været Normannerne der bragte busken til Frankrig år 900, men det var Englænderne der fattede interesse for busken i 1600 tallet og begyndte en forædling ag busken. På engelsk hedder den gåsebær fordi der længe har været tradition for at servere
stikkelsbærkompot til gåsesteg. De grønne sure bær virker appetitvækkende. I dag fås et stort udvalg af sorter og mange har en fin syrlig og sød smag. En person med hårede ben omtales som en med
stikkelsbærben.