: dyrkelse af bjørnen som et helligt dyr. Blandt de ældste påviselige religiøse forestillinger (mellemste oldstenalder); har været udbredt i N- og Centraleuropa og er i nyere tid blevet studeret hos finner, samer, samojeder, ainoer og nordamerikanske indianere. Mest almindelig er den skik, at en nedlagt bjørns ånd skal forsones ved ceremonier for at genopstå og på ny lade sig nedlægge og fortære. Nogle steder gjaldt bjørnen for himmelgudens søn, andre steder for et forvandlet menneske. Ofte ansås bjørnen for særlig farlig for gravide kvinder, mens den i myter og eventyr gerne besvangrer jomfruer; Saxo gør således Valdemarernes stamfader Ulf Jarl til sønnesøn af et sådant par.
.............................................................................................................