Logo

Piø, Iørn

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

 

Piø, Iørn, dansk folkemindeforsker. Arkivar i Dansk Folkemindesamling siden 1961. Har udgivet en række bøger om traditionsforskning, bl.a. Den lille overtro (1973) samt disputatsen Nye veje til Folkevisen (1985).

 

Iørn Piø, 24.8.1927-16.2.1998, folklorist. Født i Kbh. (Anna). Piø gik i Metropolitanskolen i Kbh. og dimitteredes herfra 1946. Efter at have studeret dansk (forprøve 1948) og i nogle år nordisk filologi ved Kbh.s universitet kom han til at arbejde for Erik Dal med registrene til den store kildeudgave Danmarks gamle Folkeviser; dette bragte ham 1955 i kontakt med Dansk folkemindesamling hvor han blev ansat som timelønnet assistent.

 

Samtidig med sine filologiske studier begyndte han samme år at følge Laurits Bødkers nystartede undervisning i folkemindevidenskab, i hvilket fag han 1960 tog magisterkonferens. 1961 blev han fast ansat ved Dansk folkemindesamling, 1962-97 som arkivar. Han bar i en årrække hovedansvaret for folkemindesamlingens daglige administration og forestod bl.a. udflytningen 1967 til lokaler på Danmarks biblioteksskole med de omlægninger som fulgte heraf. Samtidig blev han den centrale formidler af forbindelsen mellem Dansk folkemindesamling og offentligheden. På den ene side skaffede han materialesamlinger til arkivet, ikke mindst skillingsviseproducenten og forlæggeren Julius Strandbergs arkiv.

 

På den anden side fortsatte og udbyggede han sin allerede i studenterårene grundlagte virksomhed som formidler af traditionsstof gennem massemedierne. Denne betydelige virksomhed der omfattede de fleste massemedier: radio- og TV-programmer, foredrag, udstillinger, oplysende film m.m., tog ofte form af konsulentbistand for mediefolk og udøvende kunstnere, hvorved Piø medvirkede til at udbrede kendskabet til folketraditionen i vide kredse. Også en anselig del af Piøs mere videnskabelige indsats stod i den brede formidlings tjeneste. Dette gælder fx en række større bidrag om folkedigtning, folketro og festskikke til Dagligliv i Danmark I-II (1963-64) samt flere håndbøger: Fabeldyr og sagnfolk, 1967 (2. udg. 1979, sammen med Bengt Holbek), Den lille overtro. Håndbog om hverdagens magi, 1973, Julens hvem hvad hvor. Håndbog om julens traditioner, 1977, Bogen om julen, 1990, og Det festlige år, 1997, der behandler årets festdage og højtider samt deres historie. For Dansk historisk fællesforening har Piø endvidere skrevet en letlæst introduktion til sit fagområde, Folkeminder og traditionsforskning, 1966 (2. forøgede udg. 1971).


Det område Piø har viet størst interesse har dog til stadighed været viseforskningen. Allerede 1956 hævdede han i nogle kronikker betydningen af at studere trivialpoesi (slagere og skillingsviser) som brugspoesi, lejlighedspoesi – et kontroversielt synspunkt på den tid. Hans første publikation var Skillingsviserne om Christiansborg Slots brand 1884, 1959, hans konferensspeciale omhandlede Produktionen af danske skillingsviser mellem 1770 og 1821 (udg. 1969), han har skrevet om Strandberg og andre skillingsviseforfattere og udgivet fyldigt kommenterede antologier med skillingsviser, bl.a. for Dansklærerforeningen 1974. Dette pionerarbejde har også virket ind på Piøs studium af den ældre folkevisetradition hvor han bl.a. har udgivet Danmarks gamle Folkeviser bd. X:2 (sammen med Erik Dal) og har undersøgt folkeviserne om Germand Gladensvend og om Agnete og Havmanden (Danske Studier 1968 og 1970).

 

Piø har fremsat den teori at en væsentlig del af de "middelalderlige" folkeviser er nyere viser skrevet i folkevisestil af skillingsviseforfattere ca. 1500-1800 og at de ældste folkeviser oprindelig er digtet af disse forfatteres forgængere, de middelalderlige markedssangere. Ved også at hævde at adskillige "middelalderballader" er adelsviser inspireret af menigmands sangtradition, som aldrig er nået ud over de eksklusive kredse hvor de blev optegnet i 15-1600-tallet, har Piø således gjort op med den gennem 150 år dominerende receptionsteori at folkeviserne er "nedsunkne" adelsviser. I 1985 blev han dr.phil. med disputatsen Nye veje til folkevisen, hvor han gør op med en række traditionelle opfattelser af folkeviserne, bl.a. argumenterer han imod opfattelse af en middelalderlig oprindelse.


1994 fulgte bogen om Julius Strandberg: Visemageren : 1800-tallets skillingsvicekonge Julius Strandberg. – Ud over sit omfattende videnskabelige og populariserende virke beklædte Piø en lang række tillidshverv og bestyrelsesposter. Han var således medlem af styrelsen for foreningen Danmarks folkeminder fra 1965 og formand fra 1973, medlem af styrelsen for Nordisk institut for folkedigtning fra 1972, medlem af styrelsen for Dansk magisterforenings arkivsektion fra 1973 m.m. Endelig havde han også en betydelig undervisningsvirksomhed; bl.a. var han gæstelærer ved Åbo akademi 1967-72, han var 1971-72 med til at indføre undervisning i folkemindeforskning og etnologi ved Danmarks biblioteksskole og var siden 1978 været gæsteforsker ved laboratorium for folkesproglig middelalderlitteratur, Odense univ. Piø modtog 1987 Den populærvidenskabelige pris.

Familie

Lærer, senere viceskoleinspektør Svend Aage Alfred Olsen (1898-1964) og Kamma Olsen (født 1907). Navneforandring 6.6.1951.

 


Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 398 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du spiser take-away, hvad er det så?






Effektiv reklame - klik her