Norge

Landsdele og fylker, med et samlet areal som er 8 gange større end Danmarks.

Norge; nynorsk Noreg: kongedømme i Nordeuropa. Norge er et udpræget bjergland; størstedelen ligger højere end 500 m o.h. Skærgårdsrig fjeldkyst. Tempereret klima; langs kysten udpræget kystklima med kølige somre og milde vintre. Stor årsnedbør. Det øvrige Norge har mere kontinentalt og tørt klima.

Norge: kongedømme; 324.219 km². Hovedstad Oslo, 447.000 indb.1985.

• Befolkning: 3,6 mio·1960; 3,9 mio 1970; 4,1 mio 1985.

• Religion: evangelisk-lutherske kirke.

• Sprog: norsk, nærmest syngende.

• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1984): olie og naturgas 54,6; aluminium 5,8; skibe 4,3; fisk 4,0.

• Vigtigste handelspartnere Sverige, UK og Tyskland.

• BNP pr. indb. 1984 $ 12.839 (DK $ 10.577).

• Møntfod: krone a 100 øre.

• ØKONOMI OG ERHVERV. Frem til 1930erne var Norge et udpræget landbrugsland, hvis økonomi var baseret på landbrug og fiskeri. I dag er Norge et højt udviklet industrisamfund. Skiftende regeringer har siden begyndelsen af1980erne søgt at afhjælpe faldende indtægter fra den store olieproduktion gennem indkomstpolitik og besparelser på statsbudgettet. Landbrug og fiskeri modtager statsstøtte ligesom industri i yderdistrikter.

• Landbrug. Ca. 3% af Norges areal er opdyrket. Brugsstørrelserne er beskedne og hovedvægten lægges på animalsk produktion; korn importeres. Skovbrug, der drives i nær tilknytning til landbruget, har en stor økonomisk betydning med produktion af trævarer og papir.

• Fiskeri. Betydeligt, skønt antallet af beskæftigede er stadig faldende; med gennemførelsen af 200 sømils fiskerizonen ved øen Jan Mayen 1980 blev det norske havområde udvidet med 300.000 km². Sildefiskeriet er kvantitativt størst fulgt af torsk og makrel. En omfattende konservesindustri på basis af fiskeriet er opstået i Vestlandet. Langt den største del af fangsten eksporteres.

• Minedrift. Der brydes betydelige mængder af jernmalm og svovlkis; desuden brydning af kobber, titan, molybdæn, bly og zink. De store olie- og gasforekomster i Nordsøen gør Norge selvforsynende med olie samt fra 1975 tillige eksportør af olie.

• Industri. Industrien er især knyttet til de rige vandkraftkilder. Særlig kendt er den elektro-kemisk industri med fremstilling af norge-salpeter og aluminium. Betydelig savværks-, cellulose- og papirindustri. Skibsværfter. Industri baseret på olie vil fremover få stor betydning.

• HISTORIE. I vikingetiden opstod i Norge en række indbyrdes uafhængige småriger der dannede udgangspunkt for norske vikingers deltagelse i vikingetogter mod V og SV. Harald Hårfagres forsøg på fra 890 at samle riget blev imødegået af bl.a. de danske konger, hvis forsøg på at spille på indre modsætninger førte til indbyrdes krige mellem skiftende kongsemner og vekslende dansk herredømme i Norge ca. 970-ca. 1015. Under Olav II Haraldsson befæstedes statsmagten og efter 1030 vandt kristendommen indpas. 1152 fik Norge egen biskop i Nidaros. Under de følgende års fredeligere tilstande hørte vikingetogene op hvilket prægede Norges forhold til omverdenen; indadtil var kongerne henvist til at skaffe sig en magtbasis i samarbejde med de lokale bondesamfund. Fiskeri og landbrug var fremherskende erhverv. Pga. befolkningstilvæksten fra midten af 1000-tallet skete en udvidelse af landbrugsarealet; i denne periode blev bønderne i stigende grad fæstere, og der opstod et aristokrati af jordbesiddere: herremændene, kirken og kongen.

• Rigets samling. Efter at Norge 1038 af den danske konge var blevet godkendt som et selvstændigt rige kom landet til at indtage en førende stilling i Norden. Kongsemnetiden 1130-1260 var både en strid mellem forskellige kongsemner og borgerkrig mellem birkebeinerne og baglerne, opstået bl. a. i et forsøg på at styrke kongemagten og bryde kirkens magtstilling; denne borgerkrig førte i perioder til nye delinger af landet.

I det meste af 1200-tallet oplevede Norge højdepunktet af sin magt, med bl.a. underkastelse af Orkney-øerne og Hebriderne og Grønland og Island. Gennemførelsen af fælles landslov for hele Norge med oprettelse af rigsråd som fast institution styrkede rigsenheden. Samtidig ændredes Norges udenrigspolitiske orientering fra først og fremmest at være vestvendt til at være syd- og østvendt, hvilket bl.a. hang sammen med landets stigende afhængighed af tyske tilførsler af korn.

I begyndelsen af 1280erne søgte den norske regering at begrænse de tyske købmænds rettigheder i Bergen, men efter 1285 overtoges handelen af Hansaen hvis indflydelse fra midten af 1300-tallet blev skæbnesvanger for landets selvstændighed:

Hansaen, Sverige og Danmark blev herefter bestemmende for Norges indenrigspolitik, dels ved personalunionen med Sverige 1319-43, dels ved Norges indtræden i Kalmarunionen 1397. Befolkningskrisen i forbindelse med Den sorte Død medførte voldsom nedgang i det dyrkede areal og i landbrugsproduktionen.

• Under dansk herredømme. Skønt Norges rigsråd gennem hele 1400-tallet søgte at hævde norske interesser over for den danske kongemagt og bl.a. ved håndfæstninger pålagde de danske konger at styre landet ved indfødte mænd, øgedes den danske indflydelse i Norge. Christian III's tronbestigelse 1536 skete uden særskilt norsk håndfæstning og i den danske håndfæstning sidestilledes Norge med fx Jylland og Skåne; det norske rigsråd ophævedes og som dansk lydrige uden egen statsledelse havde Norge herefter udenrigspolitik fælles med Danmark.

Det danske aristokrati besatte de ledende embedsmandsposter og med reformationens gennemførelse 1536 styrkedes danskervældet yderligere gennem de mange danske præster. Fra slutningen af 1500-tallet skete et økonomisk opsving. Hansaens handel overtoges af nederlændere og englændere; den stigende efterspørgsel efter tømmer og fisk skabte øget eksport og velstand; endvidere anlagdes sølv- og kobberværk.

• Dansk enevælde over for norske selvstændighedskrav. Enevældens indførelse i Danmark 1660 gjorde også den danske konge enevældig i Norge. Enevældens centraliseringsbestræbelser kom bl.a. til udtryk i Christian V's Norske lov 1687 samt kendetegnedes ved opkomsten af en fastlønnet embedsstand, ofte af dansk afstamning. I 1700-tallet øgedes velstand og folketal og for norsk landbrug blev det af betydning at den danske krone indtil 1750 afhændede sine godser i Norge; disse opkøbtes af bønderne selv, hvorved flertallet af de norske bønder blev selvejende odelsbønder.

Fra o. 1750 nød norsk skibsfart godt af Danmark-Norges neutralitet i de mange europæiske krige. Derimod fik Danmarks tilslutning til Frankrig under Napoleonskrigene katastrofale følger for Norge der udsattes for hungerblokade fra England. Kornmangel og handelens tab førte til utilfredshed med forbindelsen med Danmark. Selvstændighedsbevægelsen, opstået i 1700-tallet. med udgangspunkt især i den engelsk-orienterede handelsstand, kom nu til åben udfoldelse og Danmarks afståelse af Norge til Sverige ved freden i Kiel1814 vakte stor harme.

• Personalunionen med Sverige - parlamentarisme. Norge blev imidlertid 1814 tvunget til at indtræde i personalunion med Sverige: Eidsvollforfatningen bevaredes, og med bestemmelsen om at de to riger kun skulle have fælles konge og udenrigspolitik forblev Norge i princippet en selvstændig stat. Den politiske magt lå hos den dansk-prægede embedsstand der sammen med borgerskabet dannede det liberale Intelligensparti. Heroverfor stod en voksende bondeopposition; modsætningsforholdet mellem de to grupper var til dels politisk-socialt betinget, men prægedes også af brydninger mellem danskorienteret kultur og den gl. norske bondekultur.

I 1860erne samledes hovedparten af bondeoppositionen sammen med frisindede inden for Intelligenspartiet i partiet Venstre der krævede demokrati og parlamentarisme og som blev Stortingets største parti; dets modpart blev Høyre der udgik fra Intelligenspartiets flertal i byerne og fra storbønderne. Venstrelederen Sverdrups tiltræden som regeringschef 1884 betød parlamentarismens indførelse.

• Unionens sprængning - højkonjunktur - arbejderklassen. Venstres angreb på den svensk-norske union skærpedes ved den konflikt der i 1890erne opstod angående det norske Stortings manglende indflydelse på udenrigsledelsen og det fælles svenske-norske konsulatsvæsen. Pga. norsk skibsfarts førende stilling - o. 1880 var den norske handelsflåde verdens tredjestørste - ønskede Norge eget konsulatsvæsen, og uenighed om dette punkt førte 1905 til unionens sprængning.

Norge blev ifølge den nye forfatning, der baseredes på Eidsvollforfatningen, et konstitutionelt monarki med den danske prins Carl som norsk konge under navnet Haakon VII. For handelsflåden og storindustrien begyndte nu en rivende udvikling som fortsatte under 1. verdenskrig hvor Norge som neutralt land tjente store penge trods skibsfartens store tab ved tysk mineudlægninger og torpederinger. Den økonomiske fremgang havde skabt industri og hermed også en arbejderklasse der 1887 havde samlet sig i det socialdemokratiske Arbeiderparti, som med den gradvist øgede valgret fik magt i Stortinget og frembød en trussel mod Venstre.

• Arbeiderpartiet som regeringsparti - 2. verdenskrig. 1920erne prægedes af parti-politisk splittelse og økonomisk kriser. Efter en kort regeringsperiode 1928 kom Arbeiderpartiet 1935 til magten og gennemførte sammen med det i begyndelsen af 1920erne opståede Bondeparti både landbrugsregulering og en aktiv socialpolitik der bl.a. indebar øget arbejdsløshedsunderstøttelse. Trods norsk neutralitetserklæring ved 2. verdenskrigs udbrud 1939 blev Norge besat af tyskerne 1940-45, i hvilken periode både kongen og regeringen, opholdt sig i London som eksilregering. Også størstedelen af handelsflåden forlod Norge. I Norge dannede nazistpartiet Nasjonal Samling regering fra 1942.

• Arbeiderpartiet over for de borgerlige og fagbevægelsen. Arbeiderpartiet har domineret norsk politik efter 1945, kun i korte perioder har borgerlige haft regeringsmagten: efter Arbeiderpartiets valgnederlag 1965 dannedes en borgerlig koalitionsregering der sad, indtil Arbeiderpartiet igen dannede regering 1971 under Bratteli. Da folkeafstemningen 1972 viste flertal imod norsk medlemskab af EF trådte den socialdemokratiske regering tilbage til fordel for en mindretalsregering af Kristeligt Folkeparti.

Arbeiderpartiet var blevet splittet omkring spørgsmålet om Norges tilslutning til EF og tabte ved valget i 1973 mange mandater, bl.a. til Socialistisk Valgforbund. Alligevel dannede Arbeiderpartiet regering, idet venstre-partierne som helhed havde flertal i Stortinget og de borgerlige partier havde haft tilbagegang. Men allerede kommunalvalgene 1975 markerede en højredrejning i norsk politik, en tendens der også kom til udtryk ved Stortingsvalget i 1977.

Arbeiderpartiet beholdt imidlertid regeringsmagten efter valget i 1977, bl.a. i kraft af partiets fremgang, der dog var sket på bekostning af venstrefløjspartierne. Som regeringsparti måtte Arbeiderpartiet imidlertid lægge ryg til en økonomisk politik der også omfattede løn- og prisstoplove og kom derfor i stigende modsætning til fagbevægelsen. Højredrejningen i Arbeiderpartiets politik blev brudt da Gro Harlem Brundtland 1981 overtog statsministerposten efter Odvar Nordli.

Men ved Stortingsvalget 1981 mistede Arbeiderpartiet og Socialistisk Venstreparti flertallet, og Høyre dannede mindretalsregering med Kåre Willoch som statsminister. 1983 dannedes koalitionsregering af Høyre, Kristeligt Folkeparti og Senterpartiet, trods uenigheder, bl.a. om den monetaristiske politik Høyre ønskede at fastholde. Stortingets afvisning af regeringens økonomiske planer 1986, der bl.a. indebar øgede skatter og afgifter, førte til koalitionsregeringens tilbagetræden.

Arbeiderpartiet dannede mindretalsregering med Gro Harlem Brundtland som statsminister. Ved stortingsvalget 1989 gik Fremskrittspartiet, et højrepopulistisk parti, frem fra 2 til 22 mandater og blev støtteparti for en borgerlig mindretalsregering. Men da regeringen ikke kunne enes om EF-politikken afløstes den 1990 atter af en Arbeiderparti-mindretalsregering ledet af Gro Harlem Brundtland.

........................................................................................................................