Kendskab
til nordisk mytologi og religion før vikingetiden er sporadisk. Gravgaver viser
tro på et liv efter døden. Helleristninger tyder på magiske eller religiøse
forestillinger om magter der kunne hjælpe under jagt. Men man kender intet til
disse eller de formodede frugtbarhedsguder som knyttedes til den senere
agerbrugskultur. Fra o. 100 e.Kr. begynder skrevne kilder at kaste lys over nordisk
mytologi og religion.
Tacitus omtaler menneskeofre til guden Mercurius: Odin.
Fra vikingetiden findes edda- og skjaldedigte, sagaer, sted- og personnavne
m.m. Der var to gudeslægter: aserne hvis kult med slagtofre afspejler en oprindelige
kvægavlerkultur og hvis hovedgud var Odin, undertiden Thor.
Vanerne var frugtbarhedsguder med hovedguden
Njord. Et opgør mellem aser og vaner afspejles i myten om deres kamp. I den
vigtige tekst, Vølvens spådom, omtales verdens skabelse ud af kaos, dens
undergang, Ragnarok, og dens genskabelse. Verden var tredelt: aserne boede i
Asgård, de dæmoniske magter, jætterne, i Udgård og menneskene i midten, i
Midgård. I vikingetiden var opfattelsen at alle kom til dødsriget Hel; de som
faldt i krig, kom dog til Valhal.
........................................................................................................................