[fransk: napᴐle'ɔ̃], Napoléon Bonaparte, 1769-1821: kejser af Frankrig
1804-14 og 1815; af korsikanerslægten Bonaparte; 1796 gift med Joséphine de
Beauharnais, 1810 gift med Marie-Louise af Østrig. Brigadegeneral1793, fik 1796
kommandoen over den franske hær i Italien hvor han besejrede østrigerne og
fremtvang fred 1797. 1798-99 ledede Napoléon den mislykkede ekspedition til
Egypten, men indførte ved statskup nov. 1799 Konsulatet, i praksis et diktatur.
Napoléon der 1804 kronedes til kejser skabte et stærkt, centraliseret
statsapparat og bevarede og institutionaliserede revolutionens resultater (fx i
Code civil), samtidig med at han søgte udsoning med dens fjender (konkordat med
paven 1801, amnesti til emigranterne 1802).
Efter kort fredsperiode brød
Napoleonskrigene ud igen 1803; 1805 besejrede Napoléon østrigske og russiske
hære ved Austerlitz, 1807 sluttedes fred med Preussen og Rusland,
men den franske flådes
ødelæggelse ved Trafalgar 1805 hindrede, trods fastlandsspærringen, sejr over
Storbritannien. 1812 invaderede Napoléon Rusland hvor hans hær trods sejr
tilintetgjordes pga. den strenge russiske vinter. Efter militært nederlag 1813
abdicerede Napoléon 1814 og fik øen Elba, men vendte 1815 tilbage til Frankrig
og besteg igen kejsertronen.
Denne periode, De Hundrede
Dage, afsluttedes med nederlag ved Waterloo, og Napoléon deporteredes til St.
Helena hvor han døde. Napoléon var en af historiens største feltherrer der
vandt sine militære sejre ved ilmarcher og dristige manøvrer med masseangreb
støttet af koncentreret artilleriild. Han havde udpræget sans for propaganda og
forstod at vinde soldaternes hengivenhed. Hans autoritære styre røbede dog
mangel på forståelse for den frembrydende nationalisme. Som forsvarer af
revolutionens sociale resultater var Napoléon borgerskabets kejser.
........................................................................................................................