Lilliendal

: hovedgård ved Præstø. Hed oprindelig Skuderupgård efter landsbyen Skuderup. 1760 erhvervet af marinekaptajn H.G. Lillienskjold som gav den navnet Lilliendal og lod hovedbygningen opføre; senere ombygget. Fra 1802 i slægten Knuths eje; fideikommis 1821-1922.

Lilliendal

Da Lilliendal ved Mern ejedess af Ted & Johannes Kallehave.

Lilliendal opstod i 1774, da Vordingborg Ryttergods blev sat til salg og opdelt i 12 godser.

Den godskommune-administration, der hidtil var udøvet af Ryttergodset med regimentsskriveren som øverste embedsmand, blev nu uddelegeret til de 12 godsejere med deres godsforvaltere.

Lillienskjold købte gods nr. 10 og kaldte det Lilliendal. Han købte også nabogodset Høvdingsgård. De 2 hovedgårde blev drevet sammen.

Landsbyen Skuderup skulle nedlægges for at give plads til den nye hovedgård. Lillienskjold havde allerede i 1760 købt Gl. Skuderupgaard, der antagelig lå lidt vest for, hvor Lilliendal ligger i dag. Det var en hovedbygning i en etage. De 9 andre gårde i Skuderup, havde alle hørt under Ryttergodset. De blev nedlagt i forbindelse med auktionen i 1774.

Det hele blev skattefri hovedgårdsjord for Lilliendal. Der var også et par gårde i Tolstrup, der ikke var hovedgårdsjord, der blev sendt ud på overdrevet Kulsbjerg, så kunne Lillieskjold overtage den opdyrkede jord, og lade bønderne opdyrke overdrevet bl.a. på Store Kulsbjerg.

Gl. Skuderupgaard var på 71 fag, en af de største gårde i Sydsjælland (.første gang nævnt i 1492). Den ejedes i 1664 af Anna Gjordes i Stege og var beboet af Kornet Hans Lehnert.1688 hed ejeren Henrich Heins, og i 1717 Christian Frantzen Toxwærd, der i 1726 skødede ejendommen til ritmester von Segenbaden. Han solgte den i 1730 til Jørgen Wetman, hvis enke i 1740 solgte den til rådmand Johan Jacob Hæsener og i 1753 til Oberst Enselins enke.

Derefter en hurtig række af ejere:1757 Peder Qvistgaard, 1758 rådmand Ziemens enke, København og i 1760 Hans Gustav Lillienskjold.

Han kom som søofficer til De Vestindiske Øer, hvor han ægtede en slægtning til guvernøren Elisabeth Malleville. Hun døde i 1768. Hendes penge har sikkert medvirket til, at han kunne købe 2 godser. Året efter blev han gift med Mette Catrine Cederfeldt.

Lillienskjold byggede en ny enetages hovedbygning øst for Gl. Skuderupgaard. Han samlede jorden fra sin oprindelige gård tæt på gården og dyrkede det. Hovedgårdsjorden fra de 2 godser forpagtede han ud. I 1784 hed forpagteren Peder Neergård. Han var vist nok den sidste, der havde træhesten i brug i Sydsjælland. Det gik ud over bondedrengen Peder Nielsen fra den gård, der senere blev Stenlængegården i Mern. Han havde ikke pløjet godt nok fra gærdet. Efter 1 ekstra forsøg smuttede ploven op igen. Da han ikke ville gøre et tredje forsøg, endte det med at forvalteren gav ham både pisk og 1 ridetur på træhesten.

Han kunne godt gå hjem fra Lilliendal til Mern; men han kunne næsten ikke gå de næste par måneder. Hans far Niels Peder Madsen anlagde retssag mod forvalter og forpagter. Han fik rettens sympati; men det løb ud i sandet, da de anlagde modretssager mod Peder og hans far. Det blev ikke Peder, men lillebroderen Mads Nielsen, der senere overtog Stenlængegården.

Da Mette Cederfeldt døde, blev Lillienskjold gift 3. gang og det endte med at han i 1785 solgte sine 2 godser til ejeren af Nysø, Oremandsgård og Jungshovedgården, som var etatsråd Reiersen. Han var ungkarl og en anset handelsmand, der drev en stor oversøisk skibsfart; men han døde ugift i 1795.

Generalfiskal og justitsråd Peter Uldall, der havde været forsvarer for Struense, købte Lilliendal og Høvdingsgård. Han ville lave et baroni for en af sine 2 sønner; men han døde pludselig i 1798. Hans enke solgte godserne hver for sig. Lilliendal købtes af Th. Bech, der i 1802 solgte til Adam Christopher Knuth.

Det var godserne og præsterne, der styrede en del af socialforsorgen og fattigvæsnet omkring år 1800. Den nærmeste familie tog sig så vidt muligt af enker og forældreløse børn; men kunne de ikke, var det enten præsten eller godsforvalteren, der sørgede for at de fik et sted at være. Godset havde selv tjenestefolk ned til 9 år.

Udskiftning/udflytning og hoveriets ophævelse var i sig selv en enorm udfordring. Der var mange nye muligheder; men det var også en enorm udfordring. Hvor tingene før var foregået i fællesskab, skulle man pludselig både bygge en ny gård på bar mark og rydde mark. Marken havde måske aldrig været pløjet før, og var fuld af sten og trærødder. Det var langt fra alle, der kunne leve op til det ambitionsniveau.

Det var dog så heldigt at nogen af de ældre, og dem det ikke gik så godt for, kunne blive boende i nogle af de gamle stuehuse, somme tider helt op til 4 familier i en nedlagt gård. Da hoveriet var ved, at blive ophævet, var der også brug for en del daglejere på godset. Nogle af gårdmændene havde også brug for daglejere; men statsbankerotten i 1813 gjorde det ikke nemmere. Så der var nogle, der endte som fattiglemmer i præstens huse(nogle af de nedlagte stuehuse ved præstegården), andre blev indsiddere hos andre husmænd og gårdmænd.

Godserne var også retskreds. Birkeretten havde tidligere hørt under Ryttergodset.

Det var også godserne, der sammen med sognefogeden skulle sørge for vejvedligeholdelse og snekastning på hoveribasis. Sognefogeden Gregorius Hansen på Tolstrupgården endte i retten i 1821, fordi han ikke ville skovle sne på Stampebakken på Kalvehavelandevejen, da det var og er en del af Ø. Egesborg Sogn. Gregorius var meget stejl og ville ikke lade sig knægte.

Sognets sager blev lagt i lidt fastere rammer, da sogneforstanderskaberne blev indført i 1841. Godsejeren og præsten var fødte medlemmer, og kun gårdmænd af hankøn havde stemmeret. De blev senere afløst af sognerådene.

Adam C. Knuth drev ikke selv Lilliendal. I starten var Peder Neergård forpagter. I 1820 hed forpagteren Dedendroth, og i 1834 var det Rasmus Mogensen. Han døde i 1837. Hans enke Sara og hendes sønner fortsatte forpagtningen, til hun døde i 1845. Andreas Dige fortsatte forpagtningen.

Frederik Christian Knuth ejede Lilliendal 1834-52; men godset var sat under administration, da jorden trængte meget til dræning og anden modernisering.

Sønnen Adam Knuth solgte de fleste af bøndergårdene til arvefæste; men beholdt selv ejerskabet og herlighedsværdi, herunder jagtretten. Så kunne der blive sat skik på godsets jord med dræning m.m.

Christoffer Knuth startede på gården Østergård i1878. Han overtog Lilliendal i 1897. Han var meget foretagsom. Han var medlem af sognerådet, amtsrådet og landstinget. Han havde sommerhus i Tyskland og på Skagen. I begyndelsen af 30-erne deltog han i et industrieventyr i Sverige sammen med en anden, der ikke havde nogen penge. Det kostede ham hans sommerhuse og havde nær kostet ham godset.

Fra 1936 til 1950 hed ejeren Chr. Knuth og herefter overtog hans søn Ulrik Knuth (1950-1970) og sidst dennes søn Christian Knuth som ejede Lilliendal indtil 1994 og hvorefter den 570 ha store ejendom blev overtaget af Ted Kallehave som havde været forpagter af godset siden 1981.

Skoven på ca 410 ha solgtes i 1984 til Lundbygaard Gods. En del bøndergods blev afhændet.

Hovedbygningen har ændret sig meget i de forløbne 200 år. De første 50 år var der kun 1 etage; men så tilføjedes Grev Knuth`s pragtetage i det hus, som var blevet hjem for denne gren af slægten. Et gammelt maleri viser, at denne bygning havde mansardtag; men i1852 fjernedes mansardtaget og en regulær etage blev tilføjet.

I 1919 blev den store hovedbygning forøget med et fag i hver ende. Hovedbygningen har siden 1994 gennemgået en omfattende istandsættelse og er i dag en velfungerende enhed som rummer en kontorafdeling, elevbolig og en privatbolig, den sidste større ændring fandt sted i 2004, da Ted Kallehave ændrede terrassen mod haven, og gengav hovedbygningen de afvalmede gavle, som den havde haft før 1919.

På driftsiden, er der etableret et stort gennemløbstørreri, brovægt og tre nye lagerbygninger til korn og halm på i alt 6500.m2. Lilliendal har igennem de sidste 10 år været drevet i et driftfællesskab med Høvdingsgaard og Beldringe Godser.