['laibnits],
1646-1716: tysk filosof, matematiker, diplomat og jurist. Opfandt integral- og
differentialregningen uafhængigt af Newton. Leibniz var tidligere mest berømt
for sin metafysiske monadelære, ifølge hvilken tingenes mindste enheder er
monader: åndelige kraftcentre som hver især, af egen aktivitet og uden
indbyrdes påvirkning, spejler et aspekt af verden. Universet er helheden af
monader og udgør en harmonisk enhed, indstiftet af Gud som er den højeste
monade. Siden publiceringen af Leibnizs logiske skrifter i begyndelsen af 1900-tallet
fremstår han som grundlagde af den mat. logik.
........................................................................................................................