la'kaj:
livréklædt tjener, især ved hoffet; underdanig person; person som går en andens
ærinde.
Jeg,
en lakaj
En
far skriver om at stå på pinde for sine børn. Hvilket også bliver belønnet.
Bare lidt anderledes, end man måske lige skulle tro.
Hvorfor
må drenge ikke have cykelkurv?«.
Spurgte Christian den anden dag. Og jeg ved det ærlig talt ikke.
Måske er det noget kønspolitisk - mænd har alle deres ting i lommerne, kvinder
kan ikke begrænse sig. Mænd har pung i baglommen, kvinder har bugnende
håndtaske. Men hvorfor skal det gå ud over vores børn?
Kønsrollerne er jo under voldsom forandring. For eksempel har jeg påtaget mig
det typiske kvindejob at køre min datter i skole på cykel, og derfor har jeg
ofte brug for en cykelkurv til gymnastiktøj eller madkasse. Men jeg kvier mig
nu alligevel ved at skulle signalere så tydeligt, at jeg har indordnet mig i
det store matriarkalske hygge-helvede.
For eksempel i torsdags følte jeg mig helt ovenpå. Jeg havde smurt madpakke
dagen før, Johanna blev vækket i o.k. god tid, og vi kørte til skole med ren
samvittighed, Karl Tjek og hans datter.
Super-far ...
Så var det lige, at vi havde glemt, at klassen skulle hjem til fødselsdag hos
en af pigerne. Det vil sige, at madpakke-smøringen var spild af tid, da de skal
stoppes med hvidt brød og slikposer. Og at Johanna derfor ville stå uden en
gave om to timer. Hvis altså ikke lige det havde været for Super-far!
»Den klarer jeg, skat«. sagde jeg, og susede ud for at klæde om til min
lycra-dragt i den nærmeste telefonboks.
Kort tid efter opdagede jeg, hvor svært det er at finde noget som helst at købe
på Østerbrogade klokken otte om morgenen. Posthuset åbner først klokken 10. Det
samme gælder boghandlen med Diddl-helvedet. Og Irma havde kun nogle hårspænder,
der ikke engang var særlig flotte.
Så var det, jeg var ret genial. Jeg fandt en blomsterhandler, som havde to små
potteplanter til 15 kroner stykket (hvilket er politisk korrekt i forhold til
den beløbsramme, som effektive forældre har sat for at undgå inflation i
gavestrømmen.).
... er en nar
Jeg løb hjem og hentede noget gavepapir og guldbånd. Så skyndte jeg mig tilbage
til skolen, op ad trappen til 1. sal, og lagde mig på knæ foran 0. Y.s dør og
lavede krøller på guldsnoren med den medbragte saks.
Akkurat som den sidste stump snor krøllede sig sammen, kom Johanna ud ad døren
med sin sidekammerat i hånden.
»Hej, far«, sagde hun og tog i en glidende bevægelse gaven ud af hånden på mig
og fortsatte ned ad trappen i dyb samtale med vennen.
Selvfølgelig kunne hun godt have sagt 'tak, far'. Eller 'hej, far, tak'. Eller
bare 'Tak'. Men jeg er sikker på, at hun blev glad, og jeg stod sådan lidt og
fik tårer i øjnene over mig selv. Det her vil hun sikkert huske lang tid endnu.
At ham far, ham kan man stole på.
Stille glæde
Samme eftermiddag fik jeg både hende og Christian hjem. De var trætte, udasede
og ville bare ind og flade ud foran Disney-kanalen.
Jeg gik ud og skrællede de obligatoriske gulerodsstænger, mens jeg ved mig selv
tænkte over, hvor fortræffelig en far jeg faktisk er. Og hvor meget stille,
buddhistisk fornøjelse der egentlig er ved at påtage sig omsorgsopgaver. Stik
mig en cykelkurv!
Jeg kommer ind i stuen med grønsagsstængerne i de små skåle, som min hustru
bruger det meste af vinteren på at fremstille. Og så lyder det fra Christian,
der sidder og stirrer med døde torskeøjne i sofaen:
»Flyt dig, far«.
Måske er det derfor, der er så få mænd, der kører med cykelkurv. Det er der
ingen grund til, når der i forvejen står idiot på ryggen.
per.munch
........................................................................................................................