læderjakker

: populær betegnelse især i 1950erne for mandlig ungdom som i bander kørte omkring på store, hurtige motorcykler iført motortøj af læder. Læderjakker som hovedsagelig udgik fra arbejderklassen, udtrykte sig gennem selvhævdende og voldelig adfærd, ofte rettet mod andre afvigergrupper i samfundet. Betegnelsen blev i slutningen af 1960erne afløst af rocker og vild engel.

I 50erne blev »unge« for alvor etableret som en social problem-kategori. Siden er ungdomsproblemet blevet langt større. Der er kommet hash og hårde stoffer samt etniske minoritetsunge til. Og så er de unges subkulturelle liv ikke længere bare en fase på vejen til et normalt voksenliv. I visse grupper er »ungdomskulturen« blevet livslang.

Et sted i den vidunderlige billed- og tekstbog »1950’erne«, en slags katalog til Golden Days-festivalen med tema 50erne, står der: »Ungdommen har altid været et problem«. Og sociologen Henrik Dahl har i et indspark om »Nutidens ungdom« (Berlingske 10. september) ganske enkelt hævdet, at »Ungdommen blev opfundet i 1950erne«.

For egen regning vil jeg mene, at i 50erne blev »unge« for alvor etableret som en social problem-kategori med dertil hørende eksperter, betænkninger, institutioner osv. Men allerede i 1920erne og 1930erne var flere af sociologerne fra den såkaldte Chicago-skole beskæftiget med at studere opkomsten og karakteren af ungdomsbander i de amerikanske storbyer.

Herhjemme blev der i 1945 nedsat en Ungdomskommission på baggrund af nogle problemer med unge, som allerede havde vist sig i 1930erne. Og som ikke afventede Ungdomskommissionens betænkning, der først kom i 1952. I mellemtiden havde handlekraftige kredse startet socialpædagogiske reservater som Vesterbro Ungdomsklub og Thomas P. Hejles Ungdomshus i 1948 (PUK - Politiets Ungdomsklubber fulgte efter i 1952).

En større krig med en ydre fjende syd for Danmark skulle overstås, før ungdommen som samfundsfjende kunne træde i karakter i de 50ere, som nu igen træder frem for os på Golden Days-festivalen.

Selv tilhører jeg den store 1946-årgang, og selvfølgelig har de mange fotos i »1950’erne« taget mig med en tur ned ad Memory Lane. Her må det være nok at berette kort om en dreng fra Korsør og hans forelskelse på distancen i Gitte Hænning med de mange kloge tanker i hendes hestehale-knold (sangen »Jeg vil giftes med farmand«), respektive drømmen om at blive en succes som sangeren Laurie London fra arbejderkvarteret Bethnal Green i London.

Overgangen fra dreng til ung kom fra Amerika med film som »Vild Ungdom« (Marlon Brando) og »Vildt Blod« (James Dean). Barndommens sødmefulde Gitte blev kasseret til fordel for mystiske og farlige Natalie Wood som først Judy i »Rebel Without a Cause« (»Vildt Blod«) og senere som Maria i »West Side Story«.

At være ung, lærte jeg fra filmene, var at bevæge sig på kanten af samfundet og udsætte sig selv for farefulde situationer. Nå ja, måske var det ikke lige det, der trak i mig. Slagsmål, få tæsk, blive taget af politiet og blive dolket til døde som i »West Side Story«s bandeopgør var ikke noget at stræbe efter. Det djævelske væsen, som alligevel førte mig lidt i den retning, hed Natalie Wood. Dybden og bekymringen i hendes mørke øjne. Når så megen kvindelig skøn- og skrøbelighed ville give sig hen til rødder og bandeledere, måtte det jo være den vej, der skulle gås for at komme i betragtning hos de lokale Natalier.

Sagt på en anden måde, mange af 50ernes pæne piger følte sig tiltrukket af ballademagere og oprørske fyre. Jeg havde i det små fået bevis for dette, da jeg spillede med i Halsskovskolens årlige komedie i 1958 og skulle ryge en cigaret på scenen som én af Estrid Otts »De Pokkers Unger« (1945) fra Vesterbros baggårde i København.

Men ellers var problemet for os uartikulerede før-ADHDere at finde noget, som vi kunne revoltere imod. Først i voksenalderen indser jeg, at Johnny (Marlon Brando) i »The Wild One« leverer én af filmhistoriens dialog-højdepunkter, da han på spørgsmålet: »What are you rebelling against, Johnny?« svarer »Whaddaya got?« (»What have you got?«).

Med et problem-unge blik tilbage til 50erne kunne man rejse det spørgsmål, om de unge i dag er værre end dengang, de sidst var værst.

På gruppeplanet var urolighederne i kølvandet på filmen »Rock Around the Clock« i 1957 for ingenting at regne sammenlignet med vor tids uroligheder og bilafbrændinger på Nørrebro. De små grupper af »læderjakker« og »anderumper«, som var synlige i gadebilledet i 1957 med forskellige former for »optøjer«, inspireret af filmen »Læderjakkerne« (»Crime in the Streets«), forsvandt langsomt fra gade­billedet. Nogle unge fortsatte dog med at dyrke motorcykel-sammenholdet. Således i 60erne De Vilde Engle under Bjørn Andersens karismatiske lederskab.

Også De Vilde Engle forsvandt imidlertid af sig selv. Der var tale om arbejderklasse-unge, som passede deres lærepladser. I weekenderne larmede »englene« på motorcyklerne, de drak, horede og delte øretæver ud, for så at møde op igen mandag morgen på arbejdet. Sidenhen var der svendebrev, fast arbejde, ægteskab, konen blev gravid osv. Englene blev tilfredse borgerdyr i det nye Velfærds-Danmark.

Vor tids ungdomsproblem er langt større. Der er kommet hash og hårde stoffer samt etniske minoritetsunge til. Og så er de unges subkulturelle liv ikke længere bare en fase på vejen til et normalt voksenliv. I grupper som Hells Angels og Bandidos er »ungdomskulturen« blevet livslang.

Ak ja, lad os få de uskyldige læderjakker fra 50erne tilbage.

........................................................................................................................