: stueovn; i middelalderen ofte opbygget af kakler (heraf
navnet).
Ovnens oprindelse er ikke klarlagt, men er nok en
videreudvikling af romerske pottemagerovne. Pottemagerne gjorde den opdagelse,
at hvis de indmurede brændte potter med bunden indad i ovnkappen, ville
afkølingen af ovnen ske langsommere. Det var en fordel, da produkterne efter
brændingen ofte sprang under afkølingen på grund af spændinger. Disse
erfaringer var grundlag for udviklingen af kakkelovnen til rumopvarmning. Det
var dog næppe i det milde Italien, men snarere under mere barske forhold i Alperne,
at ideen opstod.
kakkelovn, stueovn, som i princippet er et ildsted med
forbrænding i et lukket rum, hvor røgen bliver ført væk gennem en skorsten.
Ovntypen er meget brændselsøkonomisk, idet røgen kan bringes
til at afgive en stor del af sin varme. Varmen afgives både som strålevarme og
gennem opvarmning af den nære luft.
Kakkelovne er oftest fremstillet af støbejern. En moderne
type, magasinovnen, indført i begyndelsen af 1800-tallet, er en opretstående ovn
med lufttilførsel reguleret af ventiler.
Ved gasværkernes oprettelse kunne biproduktet koks i særlige
ovne brænde kontinuerligt med påfyring foroven og udtagning af aske og slagger
forneden.
Senere udvikledes en ovn for kontinuerlig fyring udelukkende
til kul. Fyring i magasinovne blev efterhånden den almindelige opvarmningsform.
Efter 1900 opnåede danske jernstøberier stor ekspertise i
fremstilling af kakkelovne. Ovnene fungerede tillige som møbler, hvorfor der
blev gjort en del ud af deres udformning. Da olie og petroleum blev udbredt i
1950'erne, blev ovnene ofte forsynet med indsatsbrændere.
Kakkelovne blev fra 1930'erne udkonkurreret af centralvarme
og fjernvarme, og man slap dermed for det store besvær med køb af kul og koks,
opbæring i koksspand, opfyring mv.
Kakkelovnen var oprindelig opbygget af eller beklædt med keramiske
kakler. Kakkelovne kendes i Danmark fra tidlig middelalder, sikkert kommet
hertil fra Tyskland.
De tidligste ovne var bilæggerovne, der blev fyret op i fra
et tilstødende rum, gerne husets centrale ildsted; de havde indmurede potte-
eller skålformede lertøjskakler, senere blev de beklædt med dekorerede kakler.
Fra ca. 1600 fik kakkelovnen konkurrence af jernovnen. Den
bestod i begyndelsen af en underdel, fyringskammeret, sammensat af
støbejernsplader, og en overdel af kakler i lertøj, senere fajance, gerne rigt
dekoreret. Størst udbredelse fik bilæggerovnen helt af jern.
Med nyklassicismen vandt store søjleformede og runde ovne
frem i fornemmere huse, mens en lille jernbilægger ofte var tilstrækkelig til
at opvarme mindre boliger. Kakkelovne med topstykker af lertøj eller fajance
blev fremstillet helt frem til 1930'erne. Da havde den almindeligste varmekilde
længe været den støbte jernovn.
........................................................................................................................