Juellinge, Valbygård

 [jul-]: hovedgård V for Store-Heddinge. Kendt som Valbygård. Valbygård ligger i Hellested Sogn på Stevns. Den er kendt tilbage fra 1387, hvor blev skiftet efter Jakob Olufsen Lunge.

Valbygård er anlagt som et dobbelt voldsted. På det sydligste af stederne anlagte Jens Juel 1675 hovedhuset på Juellinge af kamp, kridt og mursten med "brudt" tegltag.

Hovedbygning omgivet af grave med Ø-facade i granitkvadre, opført 1675 for statsmanden Jens Juel. Han oprettede 1672 baroniet Juellinge der 1721 overførtes til Halstedkloster på Lolland. Hovedgården ejedes 1750-1937 af slægten Moltke, til 1922 som del af grevskabet Bregentved. Under Frederik Christian Frederiksen lensgreve Moltke blev grevskabet opløst 1922. 243,6 ha. af Juellinges jord blev stillet til rådighed for staten, der oprettede 22 husmandsbrug og 10 tillægsparceller.

Hovedparcellen blev solgt til fru V. Branth 1937. Hun gav 571.000 kr. for resterne. Og solgte tre år senere, 1940. Køber var fabrikant John M. Larsen, der gav 1 mill. kroner. 1947 overdrog han gården til sit firma A/S Premier Is. 1998 ejeren af Holmegård Christian Ivar Schou Danneskiold Lassen køber og driver Juellinge.

Første gang Valbygaard træder frem i historien, er i det vidtløftige skifte 1387 efter rigsråd og ridder Jakob Olufsen Lunge, til hvis besiddelse den tilligemed mange, mulig alle gårde i landsbyen hørte. Han havde været en af kong Valdemars og dronning Margrethes mest betroede Mænd; hvorledes han er kommet i besiddelse af Valbygaard vides ikke ; men da han var en stor og heldig godssamler, ligger det nær at antage, at han ved lejlighed har købt den. Ved skiftet tilfaldt hovedgården i Valby tilligemed 2½ bol jord i byen og desuden meget andet strøgods hans to døtre, Sophie og Regitze Lunge. De må imidlertid have afhæn­det den igen til væbneren Jep Knudsen Lille, der 1419 og 1420 skriver sig til den, og hvis fader havde ejet Arnøjegaard. Han tilhørte en ud­præget lavadelsslægt, efter våbnet beslægtet med familien Akeleje. Også sønnen, væbneren Knud Jepsen, skriver sig til Valby 1437 og lever endnu 1443. Hans søn igen skriver sig imidlertid 1479 atter til Arnøje, og Lilleslægten har dermed atter trukket sig tilbage til denne gård efter at have afhændet Valbygaard til hr. Johan Bjørnsen Bjørn til Nielstrup i Fyn, der ejede den 1474 og beholdt den til sin død ca. 1502. Slægten Bjørn havde forlængst gjort sig bemærket ved sin godsrigdom og ved sin indsats i det offentlige liv. Men både for Bjørn Johansen, hans søn og sønnesønnen Johan Bjørnsen, der døde 1534, var Valbygaard kun en besiddelse blandt andre. Johan Bjørnsen var både ridder og rigsråd, men en politisk vejrhane og en slet husholder ; Povl Helgesen laster ham for hans Ødselhed og lyst til at overgå alle »i prægtige Vaaben, Heste, Bidsler, Skaberak og andet Hesteudstyr, i Smykker og Gæstebud«. Gården gik i arv til datteren Anna, der først var gift med Henrik Bjørnsen og senere med Christoffer Lindenow. Atter holdt en ny slægt sit indtog på Valbygaard. Men også Chri­stoffer Lindenow havde andre ejendomme, der interesserede ham nok så meget. Tid efter anden skrev han sig til Valbygaard, til Fovslet og Drenderup i Jylland, Østrupgaard i Sydfyn og Ørtofte i Skåne. Hans tilværelse havde i Øvrigt formet sig som den rige adelsmands, hvem len og hædersposter tilfaldt som en selvfølge. Helt uden interesse for sin sjællandske gård var han dog ikke og tilmageskiftede sig meget af kronens gods i Stevns for at afrunde og konsolidere sin ejendom her. Christoffer Lindenow synes at have ejet Valbygaard til sin død 1585, men derefter bliver ejerforholdene ret uklare. På den gamle, forlængst forsvundne borggård og ladegård var opsat våbenskjolde i sten, tilhørende Christoffer Lindenow til Lindersvold og hans hustru Sophie Plessen fra Kampen i Holsten. Tillige fandtes årstallet 1585. Det viser, at denne Christoffer Lindenow, søn af den foregående, må have arvet gården, at han har interesseret sig for den, bygget og for­bedret den. Senere, 1623, ejedes gården af Herluf Daa, der trods brøst i karakter og i embedsforhold 1602 var avanceret til admiral. Han ejede en tid lang også sin fædrene gård Snedinge, men blev til slut stærkt økonomisk reduceret, og da han døde 1630, gik arvingerne fra arv og gæld. Efter sin første hustru Hilleborg Skinkels død 1612 havde han 1615 ægtet Karen Grubbe, der overlevede ham og senere ægtede Vincents Bille, hvem hun således bragte Valbygaard. Karen Grubbe solgte 1653, 5 år før sin død, Valbygaard til den navnkundige rigsråd og agitatoriske skribent Gunde Rosenkrantz. Hans bevægede livsførelse begyndte i enhver henseende strålende, men endte med fallit, sammenbrud på alle kanter, flugt fra fædrelandet 1664 med hustru og døtre og død i fremmed land 1675. I hans forhold til Valbygaard er der træk, der viser ham som den typiske godsejer, og når traditionen tillægger ham stor strenghed over for bønderne, hentyder dette vel sagtens til, at han — i overensstemmelse med datidens ikke uberettigede opfattelse af stordriften i landbruget som det eneste rentable - afbrød landsbyens 13 gårde og lagde deres jorder ind under herregårdens drift. Der foreligger tillige den interes­sante oplysning, at Gunde Rosenkrantz gav Valbys bønder en vis erstatning i »nogle Huse, kaldet Nyby, han lod opsætte« for dem andetsteds. Udslettelsen af byen viser tillige, at den på Gunde Rosen­krantz' tid helt og holdent var kommet under hovedgården som til­liggende, uden at det kan ses, hvem der har bevirket det ; men utæn­keligt er det ikke, at også det skyldes Gunde Rosenkrantz. Hvor nær han og hans hustru Pernille Rosenkrantz fra Arreskov i Øvrigt følte sig knyttet til denne deres sjællandske gård, får stå hen. I 1640'erne har han dog utvivlsomt boet her ; thi to af hans børn er begravede i Hellested kirke, og det er vel i disse år, de store forandringer med Valbygaard fandt sted, der gjorde den til en virkelig interessant sæde­gård. Da hans forhold blev vanskelige, solgte han 1657 gården til Ide Lunge, enke efter Otte Skeel til Katholm. Ved hendes død 1671 arvedes Valbygaard af datteren Vibeke, der bragte den til sin mand, stats­manden Jens Juel, vel nok den mand af den gamle danske adel, der gjorde sig stærkest gældende under de første enevoldskonger ; hans indsats i dansk historie er overordentlig betydelig. I 1672 fik han Valbygaard ophøjet til et friherreskab under navnet Juellinge. (Danske Slotte og Herregaarde)

EJERE
1387 Jacob Olufsen Lunge, Kaldt Valbygaard
1419 Jep Knudsen Lille
1463 Johan Bjørnsen (Bjørn)
1558 Ch. Lindenov
1606 Elsebeth Svave
1623 Herluf Daa
1653 Gunde Rosenkrantz
1657 Ide Jørgensdatter Lunge (enke efter Otte Skeel til Katholm)
1671 Jens Juel, 1672 Nu kaldt Juellinge
1675 Nuværende hovedbygning opført
1700 Frederik Vind
1719 Frederik IV
1735 Frederik Danneskiold-Samsøe
1750 A. G. Moltke
1937 Vivian Branth
1940 John M. Larsen
1947 Premier Is A/S

........................................................................................................................