: personer som tilhører eller nedstammer fra det semitiske
folk som i oldtiden beboede Juda Rige; endvidere person af jødisk eller ikke-jødisk
afstamning som bekender sig til jødisk tro; ifølge moderne israelsk definition
er en person jøde hvis enten begge eller den ene af forældrene er jødisk og
vedkommende vedkender sig at være jøde; børn af blandede ægteskaber betragtes
automatisk som jøder hvis moderen er jødisk. - Begyndelsen af jøders historie
fastsættes almindeligvis til 586 fødtKr., (Jerusalems ødelæggelse) da jøders
spredning begyndte; 538 vendte nogle tilbage, men efter Bar Kokba-opstanden
132-35 blev jøder igen fordrevet fra Jerusalem og Judæa. Blanding med andre
folkeslag var almindelig, og jøders eneste fællestræk blev snart religion
(jødedommen) og sprog (hebraisk).
I Romerriget fik jøder formelt men ikke reelt religions-frihed,
dog kun til 395. Derimod havde jøder under Kalifatet i Spanien og under
Karolingerne gode forhold. Men korstogene og siden den sorte død ændrede de europæisk
jøders stilling. Udelukkelse fra bl.a. jordbesiddelse og lavsmedlemskab
indskrænkede jøders funktion til mellemmænd ved den herskende klasses
finanstransaktioner.
Først 1700-tallets oplyste enevælde gav betydelige lettelser
for jøder. I V-Europa ligestilledes jøder med øvrige statsborgere, fx i Danmark
1814. Derimod gennemførtes der i Rusland, især 1905, omfattende pogromer. Fra
1870erne organiseredes antisemitismen i bevægelser og politiske partier, især i
Tyskland, Østrig og Frankrig, og førte med nazisternes magtovertagelse i
Tyskland 1933 til udryddelse af ca. 6 mio jøder. Zionismen, den jødiske
nationalbevægelse, havde som mål at skaffe jøder et nationalt hjem i Palæstina;
med oprettelsen af staten Israel 1948 var dette mål nået.
........................................................................................................................