Foruden vigtigste byer, floder og bjerge viser kortet
landets inddeling i regioner og autonome regioner (1. Valle d'Aosta: 2.
Trentino-Alto Adige; 3. Friuli·Venezia Giulia; 4. Sardegna; 5. Sicilia) med
regionshovedstæder. Se også Alperne, Sardinien, Sorrento og Sicilien.
Italien: republik i Sydeuropa. Italien er ret kuperet med
undtagelse af Posletten; Appenninerbjergkæden, der løber gennem Italien består
overvejende af kalksten; mod nord begrænses Italien af Alperne. Klimaet er
tempereret i nord med varme somre og jævnt fordelt nedbør. Det øvrige Italien
har subtropisk klima med vinterregn.
Italien: republik; 301.277 km².
Hovedstad Rom, 2,8 mio indb.1984.
• Befolkning: 49,6 mio.1960; 53,6 mio.1970; 57 mio.1984.
• Religion: romersk-katolske kirke. Sprog: italiensk.
• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1983):
maskiner/transportudstyr 32,4; tøj/sko 10,9; kemikalier 7,0; garner og stof
5,8.
• Vigtigste handelspartner EU. BNP pr. indb.1983 $ 6.350 (DK
$ 11.490).
• Møntfod: lira.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Italien var endnu i 1930erne et
landbrugsland; mangel på råstoffer og kapital, samt den manglende forbindelse
mellem S-Italien og det mere udviklede N-Italien var årsag til den ringe
industrialisering. Efter 2. verdenskrig har Italien udviklet sig til en moderne
industristat med økonomisk koncentration i landets nordlige del. I 1950
indledte staten med støtte fra EF's regionale fond en jordreform og søgte at
fremme investeringerne i syd, men trods mange bestræbelser er det endnu ikke
lykkedes at rette den skæve udvikling op.
• Landbruget er bedst udviklet i nord, hvor de fleste bønder
altid har været selvejere. Hvede, sukkerroer, ris, majs, kartofler, grønsager,
tomater og frugt er her de vigtigste produkter. I syd dominerer det feudale
landbrug stadig trods jordreformbestræbelser, og befolkningsoverskuddet må
midlertidigt rejse til industriområderne i N-Italien og til V-Europa (især Tyskland
og Schweiz). Ca. 30% af det italalienske nationalprodukt stammer fra fem mio
italienske fremmedarbejderes hjemsendelse af penge til de efterladte familier.
Vin, oliven, citrusfrugter og tobak er de vigtigste afgrøder i Mellem- og Syd-Italien.
I 1984 var Italien verdens største vinproducent.
• Industrien, hvoraf en del er statsejet, har sit
tyngdepunkt i trekanten Torino-Milano-Genova. Vigtigste industrigrene er
tekstil-, nærings- og nydelsesmiddel-, kemisk og metalindustri. Italiens
oliereserver er anslået til ca. 100 mio tons. Nuværende produktion kommer
næsten udelukkende fra S-Sicilien. Naturgas produceres hovedsagelig på
Posletten, i Mellem-Italien og i Puglia. Der er en naturgasledning fra Algeriet
via Tunesien til Sicilien under opførelse. Olie- og naturgasproduktionen
varetages af den statsejede koncern ENI. Italiens mineralforekomster er ringe.
Vigtigste eksportproduktion er svovl og kviksølv.
• HISTORIE (historie før 476: se Romerriget). Ved det Vestromerske
Riges sammenbrud opsplittedes Italien men Romerrigets økonomisk og sociale
struktur bevaredes. De germanske longobarders invasion af Nord-Italien medførte
en varig adskillelse mellem Nord-Italien, der senere erobredes af Frankerriget
og indlemmedes i Tysk-Romerske Rige, og Syd-Italien der erobredes først af
Byzantinske Rige, siden af arabere og normanner; endvidere mistede byerne og
pengeøkonomien betydning, og de romerske latifundier opdeltes i bøndergårde,
dyrket af fæstere. Handel og pengeøkonomi svækkedes dog, pga. den nære
forbindelse til Byzantinske Rige, i ringere grad i Italien end i V-Europa, og
kirken byggede bro mellem romersk og
tidlig italiensk kultur. Med udgangspunkt i Kirkestaten
udviklede pavemagten sig gennem investiturstriden til V-Europas mest magtfulde politik
størrelse.
• De italienske bystater 1200-1500-tallet. Da korstogene
åbnede det østlige Middelhav og handelsvejen til Asien for de nord-italienske
handelsbyer, udviklede disse sig til Europas økonomiske centrum og det moderne
bankvæsen blev grundlagt. Storbyer som Venezia, Firenze og Genova med over 100.000
indb. frigjorde sig fra kejserens overhøjhed og blev by-republikker, styret af
købmandsaristokratiet. I 1300-og 1400-tallet plagedes byerne af blodig indre
strid, dels mellem de ledende slægter, dels mellem disse og den talrige
håndværker- og arbejderklasse, og ofte afløstes den republikanske styreform af
enevælde, støttet på lejehære. Samtidig udvidedes de mest magtfulde byers
landområde, men de ramtes hårdt af den økonomiske krise
i kølvandet på Den sorte Død, og med opdagelsen af søvejen
til Indien og Amerika o. 1500 var deres ledende rolle udspillet. Syd-Italien
var i sammenligning med Nord-Italien et tilbagestående feudalt landbrugsområde.
• Renæssancen. I det nord-italienske bymiljø skete fra 1300-tallet
et stærkt kulturelt nybrud. Dante Alighieri danner med sin digtning, der
sammenfatter middelalderens verdensbillede, overgang til renæssancen; denne kom
med digtere som Petrarca, filosoffer som Machiavelli, malere som Michelangelo,
Rafael og Leonardo da Vinci med deres centrering omkring det individuelle
menneske og deres interesse for antikken og dens kunst, til at markere et brud
i europæisk kunst- og kulturhistorie. Men 1600-tallets økonomisk tilbagegang og
kirkens øgede indflydelse under modreformationen strammede det åndelige klima,
med forfølgelse af bl.a. fysikeren og filosoffen Giordano Bruno og
eksperimentalfysikkens grundlægger Galilei til følge. Samtidig blomstrede
barokkunsten under fx Bernini, især i et pragfuldt kirkebyggeri, men efter den
spanske erobring af store italienske områder blev Italien i 1600- og 1700-tallet
et økonomisk tilbagestående område, ernæret hovedsagelig ved landbrug.
• Italien samles. Efter Spanske Arvefølgekrig (1701-13)
afløstes den spanske hovedindflydelse i Italien af en østrigsk, og der skete en
vis centralisering
og modernisering af de nord-italienske stater, mens Syd-Italien
vedblev at være et tilbagestående feudalt område med storgodser dyrket af fæste
bønder. I 1800-tallet skabte et stærkt frihedsrøre baggrunden for Italiens
samling (1861) under Sardiniens konge Vittorio Emanuele II; erobringen af
Kirkestaten førte til langvarig strid med pavemagten. Italien fik en fri
forfatning, men landets store flertal af analfabetiske, stærkt religiøse bønder
var dog uden politik indflydelse. I slutningen af 1800-tallet kom en langsom
industrialisering i gang i Nord-Italien, og også det nord-italienske landbrug,
der var baseret på stordrift med talrige jordløse landarbejdere, moderniseredes.
• Fascismen. Skuffelsen efter 1. verdenskrig og den økonomisk
krise gav "fascismen, ledet af B. Mussolini, stærk fremgang, især blandt
det utilfredse småborgerskab. Efter Mussolinis magtovertagelse (1922)
oprettedes et korporativt diktatur, og fagforeninger og oppositionspartier
knustes. Herved kunne udbytningen af arbejderne intensiveres, hvorfor en vis
fremgang i Nord-Italiens industri sporedes, koncentreret omkring få, store
firmaer. En aggressiv udenrigspolitik indledtes med erobringen af Etiopien og
Albanien og intervention i Spanske Borgerkrig, men efter en række nederlag i 2.
verdenskrig afsattes Mussolini 1943. Der sluttedes våbenhvile med de Allierede,
men tyske tropper i Italien fortsatte kampen.
• Italien efter 1945. Italien prægedes af voldsomme sociale
og politik konflikter. To modsat rettede politik hovedstrømninger gjorde sig
gældende: katolicismen, udmøntet i Det Kristelig-Demokratiske Parti, og
kommunismen, siden 1956 i eurokommunistisk udgave. De kristelige demokrater har
styret i 1945-81, fra 1963 ofte med støtte fra socialisterne. Partiet spænder
vidt, men industri-interesserne har været dominerende og holdt kommunisterne
uden for politisk indflydelse indtil 1976 hvor en kristelig-demokratisk
regering dannedes med indirekte kommunistisk støtte. Den katolske kirkes
dominerende indflydelse i italiensk politik svækkedes noget i 1970erne da
skilsmisse og fri abort indførtes på trods af katolsk modstand. Fra 1950erne
skete en kraftig vækst i industrisektoren, hjulpet af den rigelige tilgang af
billig arbejdskraft, og med kraftig statslig deltagelse. Men væksten var
koncentreret til Nord-Italien, og den voksende ubalance mellem N og S skabte
problemer. Et tiltagende økonomisk og politik kaos med udbredt korruption
truede staten med sammenbrud og forværredes af den økonomiske krise fra 1974.
Dette kaos medførte i 1970erne stigende politisk voldsanvendelse fra både højre-
og venstre-ekstremister, kulminerende i De Røde Brigaders mord på Aldo Moro
1978. Terrorismen blev af myndighederne imødegået med vilkårlig brutalitet.
Jordskælvskatastrofe i Syd-Italien 1980 afslørede grov politisk forsømmelighed
og undergravede yderligere de kristelige demokraters politik prestige;
afsløringen 1981 af regeringsmedlemmers medlemskab af hemmelig frimurerloge, i
strid med Italiens grundlov, blev imidlertid det afgørende slag for den
kristelige demokratiske regering der måtte træde tilbage samme år og for første
gang siden 1945 dannedes en regering hvor Det Kristelig-Demokratiske Parti ikke
var regeringsbærende parti. Efter skiftende regeringer 1981-82 og langvarig
regeringskrise dannedes 1983 efter valg samme år en koalitionsregering, hvori
bl.a. indgik de kristelige demokrater og socialister, med socialistlederen B.
Craxi som ministerpræsident. Regeringssamarbejdet forløb imidlertid ikke
gnidningsløst, væsentligst forårsaget af rivaliseringen mellem Craxi og den
kristelig-demokratiske leder de Mita, og kun manglen på alternative
regeringsmuligheder var årsag til koalitionspartnernes fortsatte støtte til
Craxi som ministerpræsident. 1987 kom det til en regeringskrise, og efter
forgæves forsøg på ny regeringsdannelse blev der udskrevet valg. Ved valget
havde både kristelige demokrater og socialister fremgang, hvorimod
kommunisterne gik tilbage; De Grønne blev for første gang repræsenteret i det
italienske parlament. Trods valgets udtalte tillid til de to største
koalitionspartnere syntes det vanskeligt at danne en parlamentarisk og politisk
holdbar regering, men en måned efter valget udnævntes den kristelig-demokratiske
G. Goria (født 1943) til leder af en koalitionsregering med samme sammensætning
som den forrige. Udenrigspolitisk knyttedes Italien efter 2. verdenskrig med
kommunisternes billigelse til V-Europa; landet modtog store beløb i
Marshall-hjælp og blev medlem af NATO og EF. 1984 godkendte parlamentet
regeringens beslutning om opstilling af krydsermissiler på Sicilien.
........................................................................................................................