: republik i Vestasien. Størstedelen af I udgøres af en
højslette, de fleste steder omgivet af høje rand bjerge. Iran ligger i et uroligt
bælte med hyppige jordskælv og aktive vulkaner. Klimaet, der ligger på grænsen
mellem tempereret og subtropisk, er tørt med store temperatursvingninger.
Iran: republik; 1.648.000 km².
Hovedstad Teheran, 5,7 mio indb.1982.
• Befolkning: 18,9 mio.1956; 25,8 mio.1966; 45,2 mio.1985,
heraf persere 50%, azerbaidjanere 27%, kurdere, arabere m.fl. 23%.
• Religion: islam (shiiter).
• Sprog: farsi (nypersisk) tales af 50% og tyrkisk tales af
27% (desuden flere mindre sproggrupper).
• Vigtigste eksportvare (i pct. af samlede eksport 1983):
olie 97.
• BNP pr. indb.1983 $1.950 (DK $ 11.490).
• Møntfod: rial a 100 dinars.
• ØKONOMI OG ERHVERV. I er en af verdens ledende
olieproducenter. Olieindustrien blev alvorligt forstyrret ved revolutionen i
1979 og mange anlæg bl.a. raffinaderierne ved Abadan og Bandar Khomeini og
tanker-terminalen ved Kharg Øen ødelagt ved krigen med Irak. Alle selskaber
blev nationaliseret i 1979 og drives nu af National Petrochemical Company.
Trods krigen med Irak har I været i stand til at opretholde en stor
olieeksport, og landet har hverken problemer med handelsbalancen eller nogen
betydelig udlandsgæld. 30% af landets udgifter går til forsvaret. De største
oliekilder ligger ved Zagrosbjergene. Landbruget beskæftiger ca. halvdelen af
den erhversaktive del af befolkningen. I alt er 10% af arealet opdyrket; pga.
den ringe nedbør ligger landbrugsområderne kun i forbindelse med oaser, og hvor
der er mulighed for kunstvanding. Jordreformen i 1963 betød bl.a. oprettelse af
kooperativer med moderne dyrkningsmetoder og kunstvanding. Vigtigste afgrøder
er hvede, byg, ris, sukkerroer, sukkerrør og tobak. Nomaderne, der udgør 10% af
befolkningen, har stort husdyrhold. Staten har monopol på fiskeri af stør i
Kaspiske Hav. Vigtigste industrigrene er olie- og tekstilindustri (tæppefremstilling)
dernæst nærings- og nydelsesmiddelindustri.
• HISTORIE OG POLITIK. (Før 1925 se Persien.) - Efter at
Riza Shah Pahlevi 1925 havde afsat det gl. shahdynasti påbegyndtes en
omfattende modernisering af landet. 1935 antoges landets gl. navn Iran. Pga.
sympati med Aksemagterne blev Iran besat af britiske og sovjettiske tropper
under 2. verdenskrig, og Riza Pahlevi kom på tronen. Mossadeqs forsøg på
nationalisering af Anglo-Iranian Oil Co. 1951 førte til dennes afsættelse 1953
og ifølge aftale af 1954 deltes udbyttet mellem Iran og et britisk-amerikansk
konsortium; følgen blev dog også at britiske interesser i vid udstrækning
afløstes af amerikanske. Udenrigspolitisk orienterede Iran sig nu i vestlig
retning. 1959 afsluttedes forsvarsaftale med USA. 1960 optoges diplomatiske
forbindelser med Israel hvilket førte til skarpe reaktioner i de arabiske
lande, ligesom Irans besættelse af 3 øer i Persiske Bugt bragte det i konflikt
med Irak indtil forholdet bedredes i 1976. Forholdet til USSR der havde været
spændt fra 1955 bedredes og 1972 indgik Iran aftale med USSR om økonomisk og
teknisk samarbejde. Reformbestræbelserne var foreløbigt bragt til afslutning;
den politik magt var samlet hos en social og økonomisk overklasse; shahen havde
stor personlig magt og iværksatte fra 1960 store reformplaner, bl.a. den
"hvide revolution" der omfattede vigtige jordreformer, især opdeling
af de store jordbesiddelser hvilket bl.a. bragte ham i konflikt med
traditionelle islamiske kredse. Iran var fra 1965 præget af politisk stabilitet
og vældig økonomisk vækst, bl.a. baseret på olierigdomme. Shahens styre var
imidlertid jernhårdt, udøvedes bl.a. gennem det forhadte hemmelige politi
Savak, og antallet af politiske fanger androg op mod 40.000. 1975 erklærede
shahen Iran for etpartistat, men oppositionen mod hans regime voksede og det
kom i 1977 og 1978 til demonstrationer og strejker.
Den væsentligste opposition kom fra islamiske kredse, anført
af ayatollah Khomeini, der levede i eksil i Paris. Den øgede undertrykkelse der
fulgte efter shahens forsøgsvise liberalisering førte til shahens afrejse fra Iran
1979 og Khomeinis ankomst kort tid efter. Samme år udråbtes Iran til en
islamisk republik.
• Statsmagt og islam: Den egentlige magt lå hos det
islamiske revolutionsråd, oprindelige grundlagt af Khomeini i Paris. Den nye
forfatning, vedtaget efter folkeafstemning 1979, bekræftede at Irans politik,
sociale og økonomisk forhold skulle baseres på islam, og at både lovgivende,
udøvende og dømmende magt skulle samles under landets religiøse leder. I
overensstemmelse hermed indledtes 1980 en kulturrevolution, en islamisering af
landet, hvor især islamiseringen af universiteter og højere læreanstalter var
en konsekvens af voksende modsætningsforhold mellem det islamiske regime og de
venstreorienterede intellektuelle der oprindelige sammen med den religiøse
oprørsbevægelse havde deltaget i kampen mod shahens styre; blandt de stærkeste
oprørsgrupper er de muslimske, venstreorienterede mujahediner. Endvidere øgedes
konflikten mellem det islamiske regime og Irans etniske minoriteter, især
kurderne. Opgøret med landets ikke-islamiske politiske kræfter og grupperinger
kom 1981 til en foreløbig kulmination med afsættelsen af præsident Bani-Sadr og
indvarslingen af Irans "tredje revolution". Efter Khomeinis død 1989
valgtes den hidtidige parlamentsformand, den ret pragmatiske Rafsanjani, til
præsident. Udenrigspolitisk stillede Iran sig efter shahens fald på linie med
de arabiske stater mod Israel. Derimod blev forholdet til USA yderst spændt,
konkretiseret i iransk tilfangetagelse af amerikansk gidsler og følgende
amerikansk forsøg på økonomisk sanktioner mod Iran. Som led i gidsel bytte
modtog Iran dog 1985 amerikansk våbenleverancer (se Irangate). Også forholdet
til USSR blev spændt efter den sovjet militær intervention i Afghanistan
1979-80. Forholdet til Irak blev efter 1979 igen spændt, og aftalen af 1976
opsagdes; det kom til grænsekampe der 1980 brød ud i åben krig ved Iraks
invasion i SV-Iran (Se også Irak). En iransk offensiv 1986-88 gav Iran et
overtag langt inde i Irak, men hæren forblødte og Irak kunne indlede en
lammende modoffensiv. Under ledelse af FN's generalsekretær forhandledes 1988
våbenhvile. Krigen isolerede Iran yderligere.
........................................................................................................................