Gyldensteen

Gyldensteen

: hovedgård Ø for Bogense. Kendt fra 1300-tallet. Hovedbygning opført 1640 for rigsråd Gregers Krabbe; sidefløje fra begyndelsen af 1700-tallet. Avlsgården har bygninger fra 1636 og 1724. Grevskab 1720-1922, oprettet af J.H. Gyldensteen. Ejerfællesskab med hovedgårdene Jerstrup (fra 1804), Harridslevgård (fra 1829) og Sandagergård (fra 1834), under slægten Bernstorff(Gyldensteen) siden 1827.

EJERE
ca. 1400 Niels Thomesen (Lunge?) kaldt Enggaard
ca. 1415 Berneke Skinkel
ca. 1450 Knud Henriksen Gyldenstierne
1494 Jørgen Daa
1575 Erik Rud
1630 Gregers Krabbe
1655 Oluf Rosenkrantz
ca. 1682 Mogens Skeel
1689 Holger Rosenkrantz
1694 Conrad Bierman (v. Ehrenschild)
1698 Martin Conrad Bierman v. Ehrenschild
1718 Chr. C. Gabel
1719 J. H. Huguetan (Gyldensteen) 1720 nu kaldt Gyldensteen
1752 Johan Henrik Knuth
1827 A. E. H. E. Bernstorff ­(Gyldensteen)
1837 J. H. E. Bernstorff-Gyldensteen
1919 E. A. E. Bernstorff-Gyldensteen
1954 C.-J. født-F. H. M. Bernstorff

Gyldensteen Gods

Nørre Sandager sogn, Skovby herred, Odense amt, Region Syddanmark.
Jean Henri Huguetan var født 1665 i Lyon som søn af en prote­stantisk boghandler og bogtrykker. Foruden den fra fædrene nedar­vede virksomhed som boghandler og bogtrykker drev han stor ban­kierforretning først i Frankrig, siden i Holland, hvorhen han flyttede, enten fordi han som protestant måtte forlade sit fædreland ved Det nantiske Edikts ophævelse, eller fordi bogcensuren der var så streng, at den lagde hindringer ivejen for hans forlæggervirksomhed. I Am­sterdam fortsatte han sammen med en broder sine forretninger og tjente under Den spanske Arvefølgekrig store formuer på leverancer til den franske hær.

Han gik siden fallit i England, hvor han drog mange andre med sig i faldet, medens han selv bestandig hurtig kom op igen. Huguetan var først gift med en ung pige, Susanne Testas, der som han selv tilhørte en fransk Calvinist-familie ; med hende havde han en datter Marguerite ; med en modehandlerinde i Paris havde han en søn, den siden i vor historie kendte embeds- og finansmand Johan Henrik Desmerciéres. Efter sin første hustrus død ægtede han, komtesse Mauritia Margareta af Nassau-Odyck og opnåede gennem denne forbindelse at skaffe sig et patent som rigsfriherre, hvorefter han stadig fører titel af baron.

I nogle år flakkede han om i Tyskland, og i 1711 kom han her til landet; ved sin rigdom, sit nøje kendskab til forholdene ude i Europa og navnlig ved sin indgående fortrolighed med alt, hvad der vedrørte finans- og handelsvæsen, kom han snart til at spille en stor rolle og fik betydelig indflydelse hos Frederik IV. Han hørte til storkansleren Ulrik Adolf von Holsteins nærmeste venner og blev en hyppig gæst ved kongens taffel.

Selv til diplomatiske sendelser benyttedes han og var envoyé ved de rhinske og westphalske kredse, men beklædte derimod ikke noget egentlig statsembede, måske fordi han tilhørte det reformerte trossamfund. Derimod var han en af Det ostindiske Kompagnis direktører og var også siden meget virksom ved bankens oprettelse, ligesom han i det hele også efter tronskiftet bevarede sin stilling som indflydelsesrig rådgiver i alle handels- og finanssager, hvori han bistodes af den nævnte søn, der snart efter fa­deren var kommet herind i landet og som han kom til at spille en mærkelig fremtrædende rolle.

Efter først at have erhvervet det adelige gods Cronsburg i Holsten, købte Huguetan allerede i 1719 Enggaard af Gabel. To år forinden var han tilligemed sin hustru og datter blevet optaget i den grevelige stand under navnet Gyldensteen, og 1720 udstedtes erektionspatentet for grevskabet Gyldensteen, der kom til at omfatte Enggaard, Ore­gaard og Uggerslevgaard med tilhørende bøndergods, ialt 2.352 tdr. htk. (ca. 20.000 tdr. Id.), hvoraf Enggaard, som nu også kaldtes Gyl­densteen, havde 94 tdr., Oregaard 71 og Uggerslev 52 tdr.; da der så­ledes manglede noget i, at der var det for oprettelsen af et grevskab fornødne hartkorn, begrænsedes skattefriheden i forhold til det hele hartkorn, indtil det ved arv eller køb kunne blive fuldstændigt.

Erek­tionspatentet indeholdt naturligvis bestemmelser om successionen, som skulle følge mandsstammen, men dette havde ikke nogen praktisk be­tydning, da Huguetan allerede var en mand i ret fremrykket alder og stadig kun havde den ene nævnte datter (af første ægteskab), som nu var en ung giftefærdig pige. Kort efter denne ophøjelse ramtes den nye danske lensgreve af en pinlig familietragedie ; datteren, den unge komtesse af Gyldensteen, løb pludselig af landet med en ung spanier, Don Antonio Casado Marquis af Monteleone, en søn af den spanske gesandt i København, Og parret flygtede til Helsingborg, hvor det blev viet. Den forbitrede fader havde sendt flere kurerer afsted for at pågribe det vanartede barn ; men der var intet at stille op ; fra København til Hamborg stod der en sky af skadefro sladder, og han måtte endda være glad ved, at historien fik en nogenlunde skikkelig afslutning ved, at det forløbne par blev sømmeligt viede og som rette ægtefolk indskibede sig til Holland, hvor de foreløbig slog sig ned.

Den unge Marquise's senere liv viste imidlertid, at det ikke blot var et letsindigt ungdomsfejltrin, hun havde begået; i Holland skiltes hun efter få års forløb fra sin spanske gemal og førte et liv, som voldte hendes gamle fader så megen sorg og harme, at han omsider indgik til kongen med et andragende om at få lov til at gøre datteren arveløs, således at hun udelukkedes fra suc­cessionen til grevskabet; denne bestemmelse skulle også ramme hen­des børn med undtagelse af de to døtre, hun havde i ægteskabet med spanieren. Disse to småpiger, der af moderen var forsømt og overladt til fremmede, da hun selv var optaget af sine eventyr, var hentet hjem til Danmark til den gamle bedstefader, der sørgede for deres opdra­gelse.

Den ældste, Marguerite Maurice Francoise Isidore, blev gift med grev Eggert Christopher Knuth til grevskabet Knuthenborg, og den yngre, Anne Francoise Henriette Susanne ægtede grev Henrik VI af Reuss, stiftamtmand i Sorø og overhofmester for Det kongelige og adelige Ridderakademi.

Den gamle greve var selv i sin høje alderdom stadig virksom og øvede også under den følgende konge stadig stor indflydelse, bistået af sin søn Desmertieres. Også for sine godser arbejdede han med in­teresse, og det lykkedes ham at erhverve det gods, der ved erektionen manglede i, at grevskabet havde det fornødne hartkorn. Endelig døde han 1749 over 80 år gammel, og grevskabet gik i arv til det ældste af børnebørnene, grevinde Knuth, der dog døde efter ganske få års for­løb og efterlod besiddelsen til sin seksårige søn grev Johan Henrik Knuth, der naturligvis foreløbig var under formynderskab af sin fader.

Grev Johan Henrik Knuth kom til at indtage den samme embeds­stilling som sin fader som Sjællands stiftamtmand; han følte sig mær­kelig nok stærkest knyttet til sit fynske gods, og hans virksomhed spo­res stærkt i Gyldensteens historie, men hans besiddelsestid falder jo også sammen med den store reformperiode i vort landbrug.

Det til grevskabet hørende bøndergods lå vidt spredt, til dels i stor afstand fra hovedgården og derfor ofte med meget ubekvem beliggenhed, så at det måtte være en vigtig opgave for besidderen at forsøge at ar­rondere godset, navnlig da udskiftningen kom til at stå på dagsorde­nen. 1784 opnåedes kgl. bevilling til et større magelæg, hvorved grev Joachim Godske Moltke, der havde købt baronierne Kjørup og Ein­sidelsborg, fik en del strøgods på ca. 236 tdr. htk., der var beliggende i byerne Bederslev og Vellinge i Bederslev sogn, og i Ringe og Roerslev byer i Nørre Nærå sogn, og således i stor afstand, til dels endog et par mil fra Gyldensteen, hvorimod grev Knuth fik noget nærmere og mere belejligt beliggende hartkorn, foruden tienderne af Uggerslev Og Højrup kirker; dette beløb sig imidlertid kun til 87 tdr. htk., hvor­til grev Knuth lagde 88 tdr. af sit allodialgods, medens en kapital til indkøb af de manglende 60 tdr. skulle stå som et fideikommis ved grevskabet, indtil lejlighed gaves til herfor at erhverve det manglende hartkorn.

Udskiftningen var tidlig begyndt og blev stadig fortsat, men havde betydelige vanskeligheder at kæmpe med; 1794 foretoges fremdeles en hel række magelæg med det formål at lette reformens gennemførelse; tre gårde i Klinte sogn afstodes til Jacob Østrup til Jer­strup mod tre gårde i Nørreby og tre gårde og tre huse i Vesterby, tre huse i Nørreby og to gårde i Skamby erhvervedes ligeledes fra Jertrup mod andet gods i Grindløse og Klinte sogne.

Grev Knuth var gift med rigsgrevinde Constance Alexandrine von Cosel, men havde i dette ægteskab kun datteren Constance Henriette Frederikke Knuth, der ved faderens død 1802 arvede det fynske grevskab, medens Knuthenborg gik over til hans yngre broder. Hun var atten år gammel blevet gift med udenrigsminister Andreas Peter Bernstorffs ældste søn, hvem hun dog mistede efter kun et års forløb, og kort før fade­rens død havde hun indgået nyt ægteskab med rigsgreve Frederik Carl August Alexander Stolberg, fra hvem hun hurtig blev skilt. Også hen­des tredie ægteskab med grev Frederik Carl Christian Rantzau blev opløst, hvorpå hun giftede sig med en russisk oberst, Aphanasi de Wansowitz, hvis søn, general, baron A. de Wansowitz til sin død 1892 fik apanage af grevskabet.

Grevinden var en dygtig og virksom dame, der tog sig med iver af bestyrelsen af sit gods, navnlig for at fremme og afslutte udskiftningen. Særlige vanskeligheder beredte den omstæn­dighed, at hovedgården Jerstrup havde part i næsten alle grevskabets byer, og da nu denne gård i 1804 kom til offentlig auktion, besluttede hun derfor at købe den for at få den indlemmet i grevskabet; men imidlertid manglede hun kontanter, og hun fik derfor sagen ordnet således, at der dertil anvendtes det omtalte fideikommis, som hendes fader havde oplagt, at der yderligere optoges et større lån i grevskabet på 148.000 rigsdaler, og at der endelig måtte bortsælges så meget strø­gods, som i hartkorn var svarende til Jerstrup med underliggende gods — dog undtaget Klinte kirke — der straks indlemmedes i grev­skabet.

I de onde år for landbruget, da bønderne ikke formåede at svare deres skatter, opstod der også betydelige vanskeligheder for grevskabet, hvori der derfor yderligere måtte optages lån, og det var følgelig en ikke ubetydelig gæld, grevinden efterhånden kom til at bære på, men grevskabet var rigtignok også blevet stærkt udviklet og forbedret i hendes tid.

I 1827 blev der truffet en overenskomst mellem grevinden og hen­des søn, grev Andreas Erich Heinrich Ernst Bernstorff (-Gyldensteen), hvorved denne skulle overtage grevskabet mod at yde sin moder årlig 10.000 rdl. Imidlertid døde hun samme år, men gælden var alligevel så betydelig, at han måtte optage nye lån. Han arbejdede dog ufor­trødent på godsets forbedring, og det lykkedes ham i det korte åre­mål, han var besidder, at give grevskabet betydelige udvidelser; 1829 blev hovedgården Harritslevgaard erhvervet og inkorporeret i grev­skabet, og 1834 skete det samme med Sandagergaard.

Grev Bern­storff-Gyldensteen, der ved farfaderens død 1797 havde arvet fidei­kommisgodserne Wotersen og Lanken i Lauenborg, var første gang gift med Anne Alette Christiane Arctander og ægtede efter hendes død komtesse Augusta Louise Wilhelmine Charlotte Kielmannsegg.

Allerede 1837 døde han og efterfulgtes i besiddelsen af sin søn af før­ste ægteskab grev Johan Hartvig Ernst Bernstorff-Gyldensteen, der sad inde med grevskabet i mere end 60 år; han var kammerherre og hofjægermester; efter at have boet en årrække på Gyldensteen, flyt­tede han i 1849 til sine godser i Lauenborg, hvor han blev arvelig overjægermester og senere preussisk kammerherre. Han var gift med komtesse Anna Charlotte Frederikke Julie Hardenberg.

I hans tid faldt den store opgangsperiode for landbruget, som også kom Gyldensteen til gode. Da grev Bernstorff-Gyldensteen døde i 1898 som firsårig, gik grev­skabet over til hans søn, grev Hugo Kuno Georg Bernstorff-Gylden­steen (død 1934), gift med komtesse Anne Julie Kielmannsegg. Han boede som faderen mest i Tyskland, hvor han foruden de nævnte godser ejede lensgodset Raguth i Mecklenborg, ligesom han var meck­lenborg-schwerinsk kammerherre og ceremonimester.

Siden 1913 havde hans ældste søn grev Erik Adolph Ernst Bernstorff beboet Gyldensteen og drevet det dertil hørende avlsbrug; han blev i 1914 gift med komtesse Agnes Louise Krag-Juel-Vind-Frijs, datter af lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs til Frijsenborg. Han deltog i I. Verdenskrig, hvorunder han i 2 år var adjudant hos storhertugen af Mecklenborg-Schwerin. I 1919 erhvervede han dansk indfødsret og overtog samme år grevskabet efter overenskomst med faderen; han antog som besidder navnet Bernstorff-Gyldensteen og blev senere hof­jægermester og kammerherre.

I 1922 blev grevskabet afløst og overgik til fri ejendom; der blev afgivet ca. 800 tdr. ld. fra Hugget, Oregaard og Uggerslevgaard til staten til 66 selvstændige husmandsbrug og 19 tillægsparceller. I denne ejers tid er hovedbygningens hovedindgang blevet ændret i 1926 ved arkitekt Mogens Clemmensen; ligeledes er der sket gennemgribende ændringer i bygningens interiører. 1954 solgte lensgreve E. A. E. Bernstorff-Gyldensteen godset til sin søn hofjægermester, Carl-Johan Friedrich-Franz Hugo Mogens greve Bernstorff, gift med Bente Lassen, datter af kaptajn Emil V. Schau Lassen. Ved dette ejerskifte blev der afstået 150 tdr. ld. til udstykning, således at godset, der består af hovedgårdene Gyldensteen, Jerstrup, Harritslevgaard, Sandagergaard samt de inddæmmede arealer og Langø.

Gyldensteen Slot, Burskovvej 2, Bogense, hvis hovedbygning er opført 1630, ligger på et voldsted omgivet af brede voldgrave. Gården hed tidligere Enggård; den franskfødte huguenot Jean Henri Huguetan ejede Enggård fra 1719 og blev optaget i den danske grevestand under navnet Gyldensteen. Avlsbygningerne brændte i 1960. Kun porthusene står tilbage.

Privat - ingen adgang, men adgang til stierne i de omliggende skove.

........................................................................................................................