Logo

Gurkemeje

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Curcuma longa er det latinske navn på en tropisk staude, der stammer fra Indien og dyrkes i de tropiske dele af Asi­en samt i Vestindien. Planten er beslægtet med ingefær, og det er rodstænglen, som forarbejdes dels til et krydde­ri dels til et gult farvestof. Det danske navn er gurkemeje. Navnet går - via tysk og latin (curcuma) - tilbage til arabisk kurkum, der betyder safran.
Den venezianske opdagelsesrejsende Marco Polo mødte krydderiet i Kina i 1280 og noterede, at det - selvom det ikke er safran - dog har dettes smag og farve. På fransk mødes da også navnet Safran d'Inde. Ligheden er nu meget overfladisk, gurkemejes smag er bitter, og kun far­ven har en vis lighed med det langt dyrere safran. At gur­kemeje så igennem historien er blevet brugt som erstat­ning er en anden sag.
Gurkemeje er en af de gennemgående ingredienser i karry-blandinger. Dets lidt bitre, muskatagtige smag bru­ges også selvstændigt, bl.a. i indisk køkken og ikke mindst i vegetariske retter med bønner eller linser. Også i nord­afrikanske køkkener mødes gurkemeje og ligeledes i Thai­land. Her findes en hvid gurkemeje, der - hvis den kan fås - anvendes frisk.
I Danmark blev gurkemeje først kendt som krydderi i anden halvdel af 1900-tallet. I England hedder gurkemeje turmeric. Navnet er europæisk og menes at stamme fra det latinske terra merita (fortjenstfuld jord). I England bru­ges gurkemeje i sennepper og i den engelske specialitet pic­calilli, denne blanding af blomkålsbuketter, drueagurker, skalotteløg m.m. i en senneps-vinaigre-sauce, der trods sit italiensk klingende navn er 100% engelsk. I England har piccalilli været kendt siden 1700-tallet. Danskerne tog det til sig i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor det under navnet pickles blev garniture til det kogte oksebryst.
Gurkemeje blev i ældre tid brugt til farvning af teksti­ler; men den gule farve er ikke så lysægte, og med de kemi­ske farvestoffers fremmarch i anden halvdel af 1800-tallet ophørte det helt. I fødevareindustrien har gurkemeje derimod været brugt længe, og det anvendes stadig. Farve stoffet - curcumine (E 100) - bruges bl.a. i sennep og i dansk remoulade.
Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 1.324 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvor tit spiser du oksekød til aftensmad?



Effektiv reklame - klik her