Beton, armeret. med stålstænger, er det almindeligste byggemateriale i moderne store bygninger som fx Hotel Scandinavia på Amager.
[be'tåŋ] (fransk): blanding af sand, grus, skærver eller slagger, tilsat et hydraulisk bindemiddel, vand og kemikalier. Bindemidlet er oftest cement; kvaliteten afhænger af forholdet mellem cement og tilslagsstoffer, fremstillingsmetode og afbindingsforhold. Tilslag af farvestof svækker cementbeton. Da beton har stor tryk-, men ikke trækstyrke, blev den nu almindelige og rationelle byggeteknik med høje og vidt spændende konstruktioner først mulig ved udviklingen af jernbeton, idet beton får en høj trækstyrke ved indlægning af stålstænger, -tråde eller glasfibre som armering.
Uarmeret beton kaldes grovbeton. Efter den måde, massen bringes i forskallingsformene på, taler man om stampebeton, som bliver udlagt i lag i jordfugtig tilstand og stampet; støbebeton, der i en grødet konsistens hældes lodret i formen; presbeton er flydende og bliver ved lufttryk presset ind i spalter og revner; sprøjte beton påsprøjtes med trykluft; slyng beton anvendes til centrifugalstøbte rør.
Letbeton indeholder porøse tilslagsstoffer, fx slagger.
Celle- eller gasbeton fremstilles med stoffer, som under afbindingen danner hulrum ved gasudvikling.
Ved små arbejder blander man beton i kar; ellers anvendes transportable, motordrevne blandere. Ofte fås beton fra en fabrik, som bringer den i lastvogne med roterende beholdere. For at fordele betonen ordentligt i formen anvendes tit vibratorer eller trykluftsstampere.
Armeret beton indgår i broer og andre ingeniørarbejder, som fx den nye Lillebæltsbro, der ses her.
.............................................................................................................