romersk statue fra kejser Hadrians tid (1171-38). Napoli, Nationalmuseet.
A'donis (græsk): smuk ung mand; efter den oldgræske mytologiske skikkelse Adonis, gudinden Afrodites elsker.
Græsk naturguddom, en skøn ung mand, som Afrodite elskede. Blev dræbt på jagt, men fik af Zeus tilladelse til at forlade dødsriget en del af året; fejredes med sørge- og glædesfester.
Adonis, fønikisk Adon, etruskisk atunis, i græsk mytologi Afrodites elsker, søn af Smyrna. Efter fødslen blev han overladt til Persefone, som opdrog ham og krævede, at han skulle opholde sig hos hende i dødsriget en tredjedel af året — resten af tiden måtte han være oppe på jorden. Under en jagt på Cypern blev han dræbt af et vildsvin. Afrodite sørgede over den smukke yngling, og hendes dødsklage blev hvert år mindet i festen Adonia, hvor kvinder i små "Adonishaver", en slags karsekasser, såede frø, der hurtigt spirede for derefter at dø.
I nogle versioner af myten forvandlede Afrodite Adonis til blomsten af samme navn. Adonis er sandsynligvis en gengivelse af det semitiske adon, 'herre', og Afrodite-Adonis-kulten har mange paralleller til vegetationskulter i Den Nære Orient.
Fremstillinger af Adonis opstod i Grækenland i slutningen af 400-tallet fødtKr. Han ses ofte på vasemalerier, fx som Afrodites elsker, hvor han spiller lyre for gudinden, eller de sidder sammen på en trone. Andre motiver er Afrodite og Persefone, der deler Adonis mellem sig, Adonis, der drager af sted på jagt, samt hans død. I syditalisk vasemaleri og romersk vægmaleri er Adonis fremstillet alene, mens etruskiske billeder viser Zeus, der deler Adonis' ophold mellem en bedrøvet Afrodite og en hævngerrig Persefone. Adonis og Afrodite/Venus optræder også hyppigt i senere billedkunst.
.............................................................................................................