Forbundskansler Konrad Adenauer i samtale med premierministrene Anthony Eden (t. v.) og Pierre Mendes-France (t.h.).
[ɑ.dənɑuər] (1876-1967): tysk politiker, jurist; katolik. Overborgmester i Køln 1917-33, ledende i det katolske Centrumparti; 1920-33 præsident for Preussens statsråd, to gange fængslet af nazisterne. 1945 medstifter af Christlich-Demokratische Union (CDU) og partileder i den britiske zone, 1948-49 formand for den grundlovgivende forsamling i Bonn, 1949-63 forbundskansler, 1950 formand for CDU, udenrigsminister 1951-55. Valg til Forbundsdagen gav i 1953 fremgang for CDU, 1957 absolut flertal; dette opfattedes som tillidsvotum til Adenauer personlig. 1959 opstillet til præsidentposten, men trak sin kandidatur tilbage i utilfredshed med den af partiet udpegede efterfølger, Ludwig Erhard. Efter nye valg til Forbundsdagen 1961 indgik CDU koalition med Freie Demokratische Partei, og Adenauer genvalgtes til kansler. Trak sig 1963 tilbage fra kanslerposten til fordel for Erhard og afgik 1966 som formand i CDU. Udgav 1965-66 Erinnerungen 1945-53 og Erinnerungeri 1953-55.
'Adenauer, 1876-1967: vest-tysk politiker. 1945 medstifter af det katolske parti CDU, hvis formand han var 1950-66. Vesttysklands første forbundskansler 1949-63, tillige udenrigsminister 1951-55. Adenauer fulgte udenrigspolitisk en vestmagt-orienteret, antikommunistisk kurs, der førte til vest-tysk indtræden i NATO 1955 og i EF 1958. I spørgsmålet om Tysklands genforening fastholdt Adenauer over for Sovjetunionen kravet om frie valg i hele Tyskland, men byggede realpolitisk på delingens permanens. Adenauer foretog en politisk tilnærmelse til de Gaulles Frankrig 1963, men blev trængt bort af Ludwig Erhard, der over for Adenauers visioner om et katolsk Lille-Europa ønskede at opretholde Vesttysklands nære forbindelse til USA.
.............................................................................................................