romertal

romertal, talsystem, der anvender et sæt bogstaver, sammensat efter enkle regler, til at symbolisere positive, hele tal. Romertallene anvender et bogstav som symbol for hver potens af 10 op til 1000 (I = 1, X = 10, C = 100 og M = 1000) og ligeledes for halve tipotenser (V = 5, L = 50 og D = 500). 

I modsætning til titalssystemet, der gengiver tal vha. en række cifre, hvis position angiver deres værdi, har positionen hos romertallene ikke betydning for værdien. 

I stedet skriver man det givne antal potenssymboler ved siden af hinanden (med de største til venstre) og overlader til læseren at regne sig frem til tallet som fx VIII = 8, LXXXI = 81, DCCCXV = 815 og MMMMMMMMCLII = 8152. Når et mindre symbol skrives til venstre for et større, skal det trækkes fra det større: IV = 5−1 = 4 og XIX = 10+(10−1) = 19.

Der findes ingen nedskrevne regler for anvendelsen af romertallene i oldtiden, men det ser ud, som om man kun nødig subtraherede et symbol, der var mere end én størrelsesorden lavere end det større symbol; altså ikke IC = 99, men ofte IX = 9; sjældnere IIX = 8. Der findes dog afvigelser herfra. Større tal end 1000 kunne fremstilles ved at placere en vandret streg over et tal, som derved blev ganget med 1000. En indramning af et tal gangede det med 100.000; disse inflationssymboler er dog ikke sikkert dokumenteret.

Det er sandsynligt, at de halve tipotenser og subtraktionsprincippet skyldes kuglerammen (abacus). På en abacus med 4 enere og 1 femmer per streng fremstilles fx 7 som en femmer og to enere, VII, og for at lægge fx 9 til må man ofte lægge 10 til og trække 1 fra. Romertallene svarer således til regneresultater, som de fremtræder på en abacus. De blev først i senmiddelalderen udkonkurreret af titalssystemet, der er mere velegnet til udregninger på papir. Se også talsystemer.

Ur med romertal.