: et lands beherskelse og udnyttelse af landområder uden for
dets egne grænser. I nyere tid indledtes kolonialisme efter 1500 med skabelsen
af de store koloniriger i Amerika og Asien til udnyttelse af de oversøiske
landes råstofressourcer og billige arbejdskraft. De førende kolonimagter var i
1500- og 1600-tallet Spanien og Portugal, i 1700-1800-tallet Storbritannien og
Frankrig. 1870-1914 blev især Afrika genstand for europæisk kolonialisme eller
imperialisme. Drivkraften bag kolonialisme var overvejende økonomisk, men også
nationale prestigehensyn og sikkerhedspolitiske motiver lå bag. De vigtigste
danske kolonier var dansk Vestindien og Grønland.
Efter 2. verdenskrig fandt en afkolonisering sted, men kolonialisme
har i mange af de nye stater skabt problemer bl.a. derved, at deres
territorialgrænser i et vist omfang er opstået gennem de tidligere
kolonimagters opdeling af områderne uden større hensyn til etniske strukturer,
ressourcer og transportgeografi.
I 1900-tallet har især USA og V-Europa i dele af den tredje
verden opbygget en neokolonialisme, dvs. en form for kolonialisme hvor den
direkte politiske og militære beherskelse er afviklet og erstattet af
samarbejde med en svag indenlandsk overklasse, med hvis bistand udbytningen af
landet fortsætter under dække af dets formelle politiske selvstændighed.
........................................................................................................................