Logo

kejser 2

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook


kejser, historisk fyrstetitel, der betegnede den højeste monarkiske værdighed med et magtområde, som kunne omfatte flere kongeriger.


Kejserdømmet har rod i den ældgamle orientalske herskeropfattelse, ifølge hvilken herskeren var en hellig person indsat af Gud som mellemled mellem Gud og mennesker. Principielt kunne der derfor kun være én kejser, som samtidig var kosmokrator 'verdenshersker'.


Ordet kejser kommer via tysk fra latin cæsar, oprindelig tilnavn i den juliske slægt.


Denne orientalske statsopfattelse slog rod i Europa med det senromerske kejserdømme og smeltede derunder sammen med den nye statsreligion, kristendommen. Statsretligt fandt den absolutistiske kejserideologi sin endelige udformning i kejser Justinians lovsamling, Corpus juris civilis, fra ca. 530. Dette værk blev grundlaget for al senere absolutistisk statsteori i Europa. Heraf afledtes også idéen om det kristne universalmonarki under de to sværd, kejser og pave, de af Gud indsatte øverste repræsentanter for hhv. verdslig og gejstlig myndighed.


Det romerske kejserdømme

Den antikke romerske verden skabte prototypen på det europæiske kejserdømme. Romerrigets kraftige ekspansion fremtvang i århundrederne før Kristi fødsel en række alvorlige sociale, økonomiske og politiske problemer, som resulterede i en centralisering af magten i én person.


Gajus Julius Cæsar lod sig i 44 fødtKr. udråbe til diktator på livstid og gav dermed navn til den institution, som senere blev kaldt kejserdømme, dannet af tilnavnet Cæsar, som på latin oprindeligt blev udtalt [ˈkɑjsɑɾ].


Efter mordet på Cæsar blev det Augustus, som lagde grundelementerne til den nye styreform, og det er derfor også ham, som normalt regnes for den første romerske kejser. I perioden 27-23 fødtKr. grundfæstede han sin monarkiske stilling ved at sikre sig fuld kontrol med de romerske politiske institutioner og den romerske hær.


Augustus betragtede sig selv som konstitueret kejser i et i princippet republikansk, demokratisk system, hvor han var blevet valgt til alle poster på grund af personlige egenskaber. Denne akkumulation af beføjelser afspejles i kejserens titulatur, som fra og med Augustus blev imperator Cæsar Augustus med et vedføjet pontifex maximus, øverste leder af den romerske statsreligion, og med tribunicia potestas 'tribunmyndighed'. Romerne havde således intet egentligt navn til denne institution, men kaldte den af og til principatus med vægt på kejseren som leder af Senatet (princeps senatus).


Allerede med Augustus' efterfølger, Tiberius (14-37 e.Kr.), skete en markant ændring, da han lod sig tildele imperium på livstid og dermed fjernede illusionen om, at en romersk kejser i virkeligheden var en embedsmand, som i givet fald kunne afsættes. Dette førte til en mere og mere intensiv kamp om kejsermagten. Frem til slutningen af 100-tallet skete overgangen med få undtagelser relativt gnidningsløst, først ved at en af kejserens sønner overtog magten (1. årh.), dernæst ved et adoptivkejsersystem (100-tallet). Men især hæren blandede sig oftere og oftere i udråbelsen af nye kejsere, hvilket i 200-tallet førte til kaotiske tilstande med op til flere kejsere på én gang, de såkaldte soldaterkejsere.


Diokletian reorganiserede i slutningen af 200-tallet kejserdømmet, som efterhånden antog stærkt autokratiske, orientalske former, det såkaldte dominat (latin dominus 'herre', 'ejer'). Kejseren var nu hævet over loven, hans vilje havde lovkraft, og nogle kejsere opfattede sig selv som deus 'gud'; absolutismen var skabt. I den vestlige del af Romerriget brød denne styreform sammen i 476, da germanerhøvdingen Odoaker afsatte den sidste romerske kejser, Romulus Augustulus.

Se også kejserkult.


Kejserdømmet efter antikken

I Det Byzantinske Rige videreførtes det romerske kejserdømme helt frem til tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453, hvorefter den russiske zar efterhånden gjorde krav på kejserværdigheden (se også imperator).


I Vesteuropa genopstod kejserdømmet med Karl den Stores kejserkroning i Rom år 800. Med den tyske kong Otto 1. den Stores kejserkroning 962 fornyedes kejsertanken, og samtidig opstod Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation. Som egentlig statsdannelse ophørte dette rige i 1200-tallet, men forestillingen om det romerske og kristne verdenskejserdømme levede fremdeles i det habsburgske kejserdømmes idéer om et kristent universalmonarki helt frem til rigets endelige opløsning i 1806. Fælles for de tysk-romerske kejsere var, at de valgtes af et kollegium af kurfyrster og kronedes af paven i Rom.


Andre herskere har af prestigemæssige grunde antaget kejsertitel. Det gælder således huset Bonaparte i Frankrig (1804-14, 1815, 1852-70), hvor Napoleon 1. med titlen "Franskmændenes kejser" ønskede at markere kejserværdigheden som udtryk for folkeviljen. Det gælder endvidere habsburgerne i Østrig (1804-1918), hohenzollerne i Tyskland (1871-1918) samt den britiske monark i egenskab af Indiens statsoverhoved 1876-1947. Også Brasilien, Mexico, Haiti og Den Centralafrikanske Republik har i kortere perioder været kejserdømmer.


De herskertitler, som i tidens løb har været i brug i Etiopien, Iran, Kina, Korea og Japan, oversættes ofte med ordet kejser.



Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 54 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Kings CounselKings Counsel, King's Counsel(engelsk kongens advokat), i England ærestitel for ældre,...
• knight 2knight, (engelsk, samme ord som da. knægt), ridder, oprindelig en militærperson af adelig...
• Kings CounselKings Counsel, King's Counsel(engelsk kongens advokat), i England ærestitel for ældre,...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os