Haakon VII.
Håkon I Adalsteinsfostre, ca. 920-61: konge ca. 935-60; yngste søn af Harald
Hårfagre. Håkon tog ca. 935 magten fra halvbroderen Erik I Blodøkse,
reorganiserede rets- og ledingsvæsenet, men faldt i et slag mod Eriks sønner.
Håkon IV Håkonsson, 1204-63: konge 1217-63. Sluttede forlig med baglerne og
genoprettede orden i riget efter næsten 100 års borgerkrig. Skule Jarl gjorde
ham dog kongerangen stridig indtil sin død 1240. Håkon hyldedes som konge af
både baglere og birkebeinere og standsede kongsemnestridighederne ved at
indføre arvekongedømme 1260; fik Grønland og Island under norsk overhøjhed 1261
og 1262.
Håkon V Magnusson, 1270-1319: konge 1299-1319. Reformerede forvaltning og
lovgivning og førte en kraftig politik mod stormændene. Greb ind i
tronstridighederne efter svensker kongen Magnus Ladulås' død. Gjorde Oslo til
hovedstad.
Håkon VI, 1340-80: konge 1355-80; søn af Magnus Smek og dennes medkonge i
Sverige 1362-63. 1363 gift med Valdemar IV Atterdags datter Margrete.
Haakon VII, 1872-1957; konge 1905-57; søn af Frederik VIII af Danmark, hed som
dansk prins Carl; Haakon valgtes 1905 enstemmigt af Stortinget til norsk konge,
efter at en af Haakon ønsket folkeafstemning med stort flertal havde udtalt sig
derfor. 1940 forlod Haakon med regering og Storting Oslo, afviste tysk
ultimatum og forlod sammen med regeringen Norge. Haakon nægtede at efterkomme
det af Stortinget under tysk pres fremsatte krav om abdikation.
........................................................................................................................