['kᴐmpækt 'disk] (engelsk): cirkulær plastplade der er udviklet til gengivelse af lyd og senere også af billede. Den digitale grammofonplade kom på markedet i beg. af 1980erne efter et udviklingsarbejde foretaget af bl.a. Philips. Fra slutn. af 1970erne indgik Philips og det japanske selskab Sony et samarbejde om færdigudvikling af den digitale plade- og afspilleteknik. Der opnåedes herved en slags int. standard, som de fleste pladeselskaber har tilsluttet sig. Afspilningen sker med stor præcision med en laserstråle, der ingen fysisk kontakt har med pladen (discen), og den giver en fuldstændig kopi af den oprindelige lydkilde. På 1 sekund gennemløber laserstrålen 1,25 m af discen og aflæser ca. 4,5 mio digital-informationer. Disse omformes i integrerede LSI-kredsløb til analoge lydsignaler. Discen, der har en diameter på 12 cm, er kun indspillet på den ene side og har en spilletid på ca. 1 time. Se også CD-ROM.
Compact Disc. (billede øverst)
1) Snittegning af laser-enheden som er placeret under digitalpladen og bevæger sig fra pladens midte til yderkanten. Laserstrålen passerer et semi-reflekterende prisme og derefter et linsesystem som fokuserer strålen på pladens mikroskopiske fordybninger. Variationer i den reflekterede laserstråle aflæses af en fotodiode, hvorefter dekodningen af digitalinformationerne foregår i det integrerede LSI-kredsløb.
2) "Røntgentegning" af plade og laserenhed.
3) Udsnit af plade, 12.500 gange forstørret med digitalinformationerne.
........................................................................................................................