Den danske bondes frigørelse, Stavnsbåndets ophævelse 1788, markeredes i København ved rejsningen af Frihedsstøtten uden for Vesterport, der ses i baggrunden t.h. Tegning af født L. Bradt. Den kgl. Kobberstiksamling.
: bofast landbruger. Bondens stilling i samfundet har været ret forskellig alt efter tid og sted; i det gamle Kina var bønderne nr. 2 af fire stænder, i Indien nr. 3 af fire hovedkaster; i Europa var bønderne længe den laveste stand. Roms historie viser en udvikling, som har paralleller andetsteds: romerne var oprindelig et bondefolk og stolte deraf; i republikkens tid gik man over til godsdrift med slaver, og den frie selvejer-bondestand forsvandt; i senere kejsertid opstod en talrig bondestand af coloni, som var stavnsbundne fæstere. I store dele af Europa foregik der i den tidlige middelalder en omfattende overgang fra selveje til fæste under en herremand; på korstogstiden indtraf en midlertidig bedring i bøndernes stilling, og da en ny og stærkere undertrykkelse satte ind fra 14.-15. årh., førte det mange steder til store bondeoprør, der dog alle blev knust og banede vej for fyrsternes og adelens totale underkuelse af bønderne i 16.-17. årh. Oplysningstiden indledte bondereformerne, den franske revolution satte fart i dem, mindst i Ø-Europa, hvor livegenskabet rådede i Rusland til 1861. Efter den russiske revolution indledte Sovjetunionen en kollektivisering, der trods udbredt modstand blandt bønderne var fuldført før 1941. Sverige og Norge beholdt i hele perioden en fri bondestand; den svenske spillede en betydelig rolle både militært og politisk. I Norge var fæste almindeligt omkring 1500, men uden den ufrihed, det medførte andetsteds, og selveje var gennemført, da de spæde spirer til reformer sås i Danmark.
Den danske bonde i vikingetiden menes at have været frimand, kriger og grundejer, eventuelt tillige trælleejer.
Eddakvadet om Rigs Vandring inddeler samfundet i tre klasser: høvding, bonde og træl. Men fra 13. årh. mistede bondeopbuddet sin militære betydning, og mange bønder søgte sikkerhed eller en midlertidig økonomisk lettelse ved at tage fæste under kronen, kirken eller adelen. Der opstod betydelige regionale forskelle: på Bornholm forblev bønderne selvejere; i Nørrejylland blev de fleste fæstere, men slap for vornedskabet, der fra ca. 1400 indførtes på Sjælland og Lolland-Falster og som i visse tilfælde var rent livegenskab; dette sidste blev dog kun officielt nogle steder i Slesvig efter holstensk mønster. Ligesom i andre lande reagerede bønderne mod de voksende byrder med opstande: i Skåne allerede 1180 mod Absalons bispetiende; på Øerne 1256; i Nørrejylland 1441; og endelig Grevens Fejde 1534-36, hvor bønder og borgere kæmpede for deres beskytter, Christian 2. Derefter opgav bønderne kampen mod den stadige forringelse af deres økonomiske og retslige stilling i 16.-18. årh. Hoveriet tog et omfang, der var ødelæggende for driften af fæstegårdene. Fogederne havde revselsesret; herremændene styrede det lokale retsvæsen. Vornedskabet blev ophævet 1702; men 1733 indførtes Stavnsbåndet i hele landet. Ophævelsen af dette 1788 regnes for højdepunktet af de store landboreformer i 2. halvdel af 18. årh.
Landboreformerne, den største sociale omvæltning i danmarkshistorien, blev iværksat ovenfra, i begyndelsen af enkelte fremskridtsvenlige godsejere, senere af regeringen mod andre godsejeres rasende protester. Også blandt bønderne hørtes nogle protester, ikke mod hoveriets afløsning, forbud mod retsvilkårlighed og rå straffe, overgang til arvefæste og siden til selveje, men mod fællesskabets ophævelse, udflytning og nye avlsformer. Disse problemer blev overvundet, og i 19. årh. rykkede bonden ind på den politiske arena, hvor han fra ophævelsen af den sidste diskrimination 1848-50 spillede en hovedrolle indtil arbejderbevægelsens fremmarch efter 1. verdenskrig. Landboreformerne og 19. årh.s højskole- og andelsbevægelser kom dog hovedsagelig gårdmandsstanden til gode.
Husmænd, landarbejdere og tyende slæbte langt bagefter i bondestandens sociale og økonomiske opgang endnu et godt stykke ind i vort århundrede.
.............................................................................................................