: omslag til beskyttelse af en bogs blade, oftest af pap, beklædt med papir, shirting, skind m.m. Et bind, som kun i ryggen har shirting eller skind, kaldes et halvbind (halvfransk bind). Anvendt siden middelalderen, da man fra bogrullen gik over til at fremstille bøger i enkelte blade, som skulle samles til en bogblok. Det middelalderlige bogbind bestod mest af træplader, der var smykket med guldsmedearbejde, udskåret elfenben eller, siden renæssancen, overtrukket med rigt forsiret læder, stof eller skind.
Billede øverst: Bogbind. Echternachs evangeliebog. Blandt de opdrevne figurer i bogbindets nederste sidestykker ses t.h. den byzantinske prinsesse Theofano og t. v. hendes søn, kejser Otto 3. 11. århundrede.
Theolindas evangeliebog. Den pragtfulde guldindbinding, der stammer fra 7. årh., menes at være byzantinsk arbejde.
I midten en gregoriansk alterbog, indbundet med elfenbensrelieffer(10. årh.).
Bogbind fra 16. årh. i Mahieu-stil. Navnet stammer fra en datidig bogelsker, Frankrigs skatmester Thomas Mahieu.
Codex Aureus fra Regensburg. Bindets forplade er prydet med pladeguld, perler og ædelsten. Ca. 870.
.............................................................................................................