Blandt de ældste eksempler er den lille naturalistiske, om end ansigtsløse figur, kaldt Venus fra Willendorf efter det østrigske fundsted. Et 2025.000 år gammelt kunstværk
billedhuggerkunst: kunstnerisk, tredimensional materialeudformning; begrebet har i moderne tid fået en udvidet betydning, der ikke opfatter ordet bogstaveligt som »det udhuggede billede«. Vore dages udtryksformer, hvor billedhuggeren søger nye veje for at udtrykke rumlige begreber, fx Calders mobiler og Tinguelys bevægelige figurer med lyd- og lyseffekter, dækkes væsentlig bedre under fællesbetegnelsen skulptur end under billedhuggerkunst. Den tekniske udførelse af ældre tiders billedhuggerarbejder kan deles i to hovedgrupper: bearbejdelsen af et naturmateriale som sten, træ eller ben, og afstøbning af en formet model i mere holdbare materialer end originalmodellens, født eks. bronze.
kvindehoved af elfenben, kun få cm højt. Det er lige så gammelt som førstnævnte og måske det ældste portræt i verden; det er fundet i en klippehule ved Brassempouy i SV-Frankrig.
Skulpturel udformning i blødt materiale dækkes dog bedst af ordet billedskærerkunst. Et af verdens ældste kendte billedhuggerarbejder er den såkaldte Venus fra Willendorf, en lille, primitivt udhugge t stenfigur fra forhistorisk tid. Fuldt udviklet optræder billedhuggerkunsten fra ca. 2500 fødtKr. i Ægypten; kunstnerisk og teknisk mesterskab viser Assyrien og Indien også tidligt i udhuggede monumentalfigurer og relieffer. I Grækenland kendetegnes den arkaiske periode (700-480 fødtKr.) ved figurernes frontale enkelhed og de smilende ansigter; storhedstiden i den klassiske periode (425-275 fødtKr.) lever i værker af Feidias, Myron, Polykleitos, Praxiteles og Lysippos. Fra Grækenland hentede romersk kunst sine forbilleder; i oldkristen tid udførtes talrige marmorsarkofager med reliefudsmykninger; men romersk kunst nåede højest i portrætbusterne. Den tidlige romanske periode var påvirket af orientalsk kunst i dekorative arbejder af mindre format, men knyttedes i 12. årh. til kirkearkitekturen, ligesom man i den gotiske epoke, 13.-14. årh., samarbejdede intimt med katedralbyggeriet, som det - ses i Chartres, Reims, Paris, Strasbourg, Koln og Bamberg. Renæssancens skulpturelle storhedsperiode ses i bronzearbejder af bl.a. Donatello, Verrocchio og Ghiberti, mens tidens største navn, Michelangelo, selv huggede sine værker i marmor.
Baroktidens billedhuggere (Bernini, Puget, Schluter) udviklede en mere svulmende stil, som skabte en reaktion blandt 18. årh.s kunstnere, der atter fulgte de klassiske idealer (Thorvaldsen, Canova, Sergel). I 19. årh. skabte Rodin en ny stilændring i romantisk impressionistisk form, som rendyrkedes i Maillols klassiske monumentalitet. Nutidens billedhuggerkunst viser skiftende tendenser: dels arbejdet med det kompakte materiale, som det ses hos bl.a. Brancusi, Laurens og Moore - i Danmark videreførtes Kai Nielsens frodige stil i en strenge re form af bl.a. Søren Georg Jensen og Ole Christensen - dels i en retning, der gennem linjespil og fladevirkninger beskæftiger sig med abstrakte rumvirkninger (Robert Jacobsen).
Ægyptisk relief af Ramses 2.s dronning Nefertari i Kongernes Dal; 13. årh. fødtKr.
Vandbeholder af basalt fra den assyriske kong Sankeribs tid, ca. 700 fødtKr. De forskellige guddomme er gengivet dels i rundplastik, dels i bas-relief.
Kalkstensbuste af højtstående mand fra Indus-kulturen omkring 2000 fødtKr.
Harmodios og Aristogeiton i "Tyrandræbergruppen«. Gruppen er den første og berømteste i græsk kunst (5. årh. fødtKr.). Rekonstruktion af romersk kopi.
Kamp mellem kentaur og lapither; detalje fra Parthenons ydre frise. Midten af 5. årh. fødtKr. British Museum.
Apollon fra Veji, etruskisk skulptur fra ca. 500 fødtKr. Hans skræmmende udtryk er fjernt fra grækernes opfattelse af guden.
Afrodite fra Knidos; hovedet af romersk kopi fra 4. årh. fødtKr.
Etruskisk soldat med skjold; bronzefigur fra 4. årh. fødtKr. Rom, Villa Giulia.
Bronzestatue af Poseidon eller Zeus, fundet i havet nær Kap Artemision, Euboia. Værket er en af de meget få originale bronzestatuer fra oldtiden (5. årh. fødtKr.). Athen, Nationalmuset.
Ægtepar på en etruskisk sarkofag fra Cervèteri (ca. 350 fødtKr.).
etruskisk urneniche fra 3. -2. årh. fødtKr. Chiusi.
romerske adelsmænd. Udsnit af Ara Pacis Augustæ (9 fødtKr.).
Den kapitolinske trefoldig hed: Minerva, Jupiter og Juno; relief fra Trier(2. årh. e.Kr.). Rom, Museo della Civiltà Romana.
De gotiske skulpturer i Kongedøren i Chartres' domkirke forestiller Jesu forfædre (13. årh.).
Sarkofag med bakkantisk scene (3. årh. e.Kr.). Rom, Museo Nazionale delle Terme.
Den kapitolinske Venus, en romersk kopi af Venus fra Knidos. Rom, Det kapitolinske Museum.
Michael Pachers sengotiske alterskab (147781) i Skt. Wolfgang, Salzkammergut, Østrig.
Konstantin den Store; fragment af kolossalstatue fra Konstantins basilika; Rom, Palazzo dei Conservatori.
»Morgenrøden«, detalje fra Lorenzo de'Medicis gravmæle, et arbejde af Michelangelo. Firenze, San Lorenzo.
»Apollo og Daphne« (1622-25) af Bernini. Rom, Galleria Borghese.
»Borgerne fra Calais» (1884-89) af Rodin.
Aristide Maillol: "De tre gratier« (1936-38). Paris, Tuilerierne.
Thorvaldsens »Jason« (1803) gjorde med et slag sin kunstner berømt. København, Thorvaldsens Museum.
»Vandmoderen« af Kai Nielsen (1919-21). København, Ny Carlsberg Glyptotek.
Søren Georg Jensen: »Randers«.
Niki de Saint-Phalle: »Store Nana i bevægelse«. Ålborg, Nordjyllands Kunstmuseum.
Robert Jacobsens »Tobacco« (1957), Louisiana.
Henry Moore: "Stående figur« (1953-54).
Alexander Calders »Spinkle ribber« (1963), Louisiana.
.............................................................................................................