: levende vævs reaktion på skadelig påvirkning fra bakterier, virus, kemikalier, varme eller kulde; ytrer sig som rødme, hævelse, hede, smerte og forstyrrelse af vævets funktion. Ved mikroskopi er påvist, at rødmen og heden skyldes udvidelse af hårkarrene i det betændte område, forårsaget af irritamentet eller bakteriernes giftvirkning, øget blodfylde fremkalder smerte ved at udspænde vævet. Ved tiltrækning fra de betændelsesfremkaldende stoffer vandrer hvide blodlegemer gennem hårkarrenes vægge sammen med blod væske, som stivner og danner et netværk, der tjener til at afgrænse betændelsesprocessen. Er der bakterier til stede, vil disse kunne tilintetgøres af hvide blodlegemer eller svækkes af modstoffer, dannet af særlige blodceller som reaktion på bakteriernes anti-gener. Hver bakterie-art har sit specielle anti-gen. Er tilvandringen af hvide blodlegemer særlig voldsom, dannes en byld. Kan organismen bekæmpe betændelsen, dannes der granulationsvæv over vævsdefekten; i modsat fald kan betændelsen brede sig til omgivelserne. Efter betændelsens art skelner man mellem væskerig (serøs) betændelse, som forekommer i luftvej enes slimhinder (katar) eller i leddene (reumatisme); trådrige (fibrinøse) betændelser, hvor der dannes sammenhængende æggehvidestofmembraner på slim hinderne, fx ved difteri; materierige (purulente) betændelser, som optræder i vævet; blodige betændelser, hvor der er stærkt blodholdig betændelsesvæske, fx ved pest, kopper og gasgangræn; ildelugtende (putride) betændelser, hvor væsken er misfarvet og ildelugtende på grund af af forrådnelsesbakterier.
Endvidere skelnes mellem kronisk betændelse som fx tuberkulose og syfilis, og akut betændelse. Behandling består i at understøtte organismens afværgeforanstaltninger mod den. En almen regel kan i øvrigt p.g.a. de mange betændelsesårsager ikke opstilles.
.............................................................................................................