Logo

Bedford

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

Bedford TK

 

Artikel billede

En Bedford er ikke en Ford, men en Vauxhall. O-serien var oprindeligt fra 1939, men blev relanceret efter Krigen og den blev hurtigt den mest almindelige lastbil i Danmark.

Forbilledet havde sit udspring i den ekspansion som amerikanske General Motors foretog i 1920’erne og som kort efter skulle gøre GM til verdens største bilproducent. I England opkøbte GM således Vauxhall Motor Ltd. i Luton uden for London i 1925. Vauxhall producerede personbiler og i starten også lastbiler baseret på amerikanske Chevrolets. Fra april 1931 etablerede Vauxhall sit eget ”brand” for erhvervskøretøjer: Bedford. Navnet var taget efter det grevskab, Bedfordshire, hvor Lutonfabrikken lå. Allerede samme år blev Bedford introduceret i Danmark som det første land uden for UK.

1930’erne var som bekendt en økonomisk krisetid og en række lande indførte høje toldmure og skrappe valutarestriktioner. Det begrænsede blandt andet Danmarks samhandel med USA, hvorimod det var lettere at få importtilladelse til produkter fra England. Her var valutabalancen nemlig mere gunstig på grund af den betydelige danske landbrugseksport. Det gav de britiske bilmærker i Danmark et skub op gennem 1930’erne og frem til Krigen blev der solgt 5.000 Bedfords i Danmark. Mange danske Bedfords blev i denne periode samlet på GM’s store fabrik på Nørrebro, mens nogle blev slutmonteret hos mindre virksomheder som fx Funder Vogn- og Karosserifabrik og Ringsted Karosserifabrik.

I 1939 lancerede Bedford en ny opdateret serie lastbiler. De tungeste af disse blev betegnet som O-Serien og kunne alt efter model laste 3, 4 eller 5 tons. O-serien kunne igen underopdeles i versioner med kort chassisramme og lang chassisramme, så der var noget at vælge imellem. De nye modeller var imidlertid kun godt en måned gamle da Anden Verdenskrig brød ud og alle Bedfords ressourcer blev sat ind på militærproduktion. Det var først og fremmest lastbiler af forskellig størrelse og udformning, men også mere end 5.000 kampvogne af typen ”Churchill” blev fremstillet i Luton. Militærversionen af O-serien (OX og OY) blev fremstillet i næsten 100.000 eksemplarer og nogle af disse militærkøretøjer skulle senere finde vej fra de britiske overskudslagre til den danske hær. Epokemodeller har også en militær variant i programmet.

Da krigen sluttede gjorde Vauxhall/Bedford det samme som alle de andre bilfabrikker, man trak førkrigsmodellerne ned fra hylderne og sendte dem let revideret ud på markedet igen. Mens kun få O-serie Bedfords nåede til Danmark før Krigen lukkede for importen, så var mærket tilbage i 1947/48. Det var ikke mindst O-serien, der blev en sådan succes at de V-formede forruder, den korte snude og de vandrette lameller – hvoraf nogle var forkromede – snart kunne ses overalt. Fra lokale vognmænd med en enkelt lastbil, over større virksomheder som isfabrikker og bryggerier, til statslige operatører som Forsvaret og DSB – alle kørte Bedford. Globalt set blev O-serien sammen med de lignende, men mindre K og M-serier, produceret i ikke mindre end 412.000 eksemplarer frem til 1953, hvor Bedford introducerede sin nye A-serie. Vi har desværre ikke fundet noget samlet tal for, hvor mange Bedfords der kom til Danmark i den periode, men det må have været mange – måske nogle af læserne ved det? - alene i 1960 var der tale om over 1.400 Bedfords – flere end alle andre mærker tilsammen.

 

Mens O-serien og dens afløser A-serien i 1950’erne efter gamle billeder at dømme var overalt i det danske gadebillede, så er Bedford-mærket i dag forsvundet. Hvis vi lige for den gode ordens skyld skal medtage forklaring på dette fænomen, så kan vi spole frem til 1968, der blev Vauxhalls topår med en kvart million producerede biler. Herefter gik det ned ad bakke de kommende tiår med intensiveret konkurrence, økonomisk krise og generel uro i britisk bilindustri. Alt dette førte til at GM pressede et tættere samarbejde mellem Vauxhall og andre europæiske GM-mærker som Opel og Renault igennem, samt samarbejde med de japanske mærker Izusu og Nissan. Fra 1980’erne blev Vauxhall/Bedford som et led i GM’s overordnede strategi henvist til hjemmemarkedet, og efter blandt andet at være gået glip af en stor ordre til det britiske forsvar trak Bedford sig omkring 1990 helt tilbage fra markedet for store lastbiler.

Artikel billede

Bedford CF 250

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 1.419 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Skal Danmark have nye sikre atomkraftværker?
Effektiv reklame - klik her