(italiensk): pengeinstitut, hvis vigtigste formål er at modtage indskud fra forretningslivet og private og yde kortfristet kredit til erhvervslivet; opstod oprindelig med seddeludstedelse som vigtigste formål. Danmarks første var Den Kjøbenhavnske Assignations-, Vexel- og Laanebank, oprettet 1736, senere kaldt Kurantbanken; 1773 overtaget af staten.
Seddeludstedelsen overtoges 1813 af Rigsbanken, der fra 1818 videreførtes som den privatejede Nationalbank, der ved lov af 1936 blev selvejende institution med eneret på seddeludstedelse og med centralt ansvar for Danmarks pengevæsen; Nationalbanken, som delvis er undergivet Handelsministeriets kontrol, virker som »bankernes bank«. De private forretningsbanker har den umiddelbare kontakt med publikum; Danmarks første, Fyens Disconto Kasse, oprettedes 1846 i Odense.
Bankerne modtager fra publikum indskud under forskellige former, især på checkkonto, der giver kunden mulighed for at trække checks på banken som betalingsmiddel; almindelig bankbog, hvor det indestående kan hæves på anfordring, og nu webbank på internettet; og indlån på opsigelse, hvor det indestående sædvanligvis kun kan hæves efter 3, 6 eller 9 måneders frist.
Erhvervslivet benytter til indskud ofte foliokonto, hvorpå der daglig kan indsættes og hæves nær ubegrænsede beløb, og kontokurant, hvor indskud kan veksle med gæld til banken. Der ydes erhvervslivet og andre kunder kredit under forskellige former, især udlån, kassekredit, kontokurantkredit og som diskontering af veksler.
Rentesatserne er differentierede, således at der ved indlån ydes højest rente for de langfristede penge og ved udlån tages hensyn til bl.a. sikkerheden; i øvrigt er rentesatserne i vidt omfang aftalt mellem banker og sparekasser.
Bankens forretninger er mangeartede: køb og salg af fremmed valuta og værdipapirer, åbning af rembourskreditter, ydelse af garantier, inkassoforretninger, opbevaring i boks eller depot af kunders værdier osv.
Bokslokale i en bank. De enkelte bokse kan lejes af private og kan kun åbnes ved brug af to forskellige nøgler på en gang; kunden har den ene, banken den anden. Hele lokalet er beskyttet af solide vægge samt ståldøre.
Bankernes forhold er reguleret ved bankloven, som bl.a, foreskriver visse regler med hensyn til sikkerhed, regnskaber m.m., og de private banker er underkastet Handelsministeriets Banktilsyn.
Banktilsynet har endnu ikke forstået vigtigheden af at regulere/kontrollere bankernes direktøres og bestyrelsesmedlemmers urimelige gager, bonusser og aftrædelsesbeløb.
Banktilsynet har stadig ikke formået at forhindre bankernes salg af egne aktier, specielt når det er galt med bankens økonomi, hvilket selvfølgelig forties.
Hvorfor gik det så galt; måske fordi banktilsyn og politikere ikke er klædt på til den, for borgerne og erhvervslivet, så vigtige rolle. Men der er stadig nogen der tæller ”deres” penge, som faktisk er nogen andres.
.............................................................................................................