(græsk): den blanding af luftarter, der omgiver Jorden; består af 78,08% kvælstof, 20,95% ilt (oxygen), 0,94% ædle luftarter og 0,03% kultveilte (kuldioxid) samt vanddamp og små mængder ammoniak og ozon; i nærheden af vulkaner og industrianlæg endvidere svovldioxid og i de lavere luftlag støvpartikler. Trods de mange processer i den organiske natur, hvori der omsættes kvælstof, ilt og kultveilte, er disses mængde i det væsentlige konstant, idet omsætningen finder sted i kredsløb. Den nyere tids anvendelse af forbrændingsprocesser i industri og til opvarmning synes dog at medføre en forøgelse af kultveilteindholdet. Atmosfærisk luft er nødvendig for forbrænding; det er her ilten, der indgår, og dens tryk er bestemmende for forbrændingens intensitet. Skal der finde forbrænding sted i høje luftlag, hvor trykket er lille, må ilten komprimeres, således fx i flymotorer; i miner m.m., hvor trykket er stort, forbrænder selv cigarer med stikflamme. Luftmangel giver træg forbrænding og overskud af ufuldstændigt forbrændte slutprodukter, dvs. megen kulilte i stedet for kultveilte. Størst effektivitet opnås med et passende, ikke for stort luftoverskud; trækken i ovne, gasgeneratorer osv. reguleres derfor ved spjæld o.lign. Det er af betydning for menneskers og dyrs velbefindende og arbejdsevne, at luften i deres opholdsrum foruden tilstrækkelig ilt har en passende temperatur og fugtighedsgrad; dette søges opnået ved airconditioning- eller klima-anlæg. Flydende luft anvendes til sprængninger og for at frembringe lave temperaturer.
.............................................................................................................