Logo

absurditet

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

absurditet

absurdi'tet (latin): urimelighed, meningsløshed.

 

Tilværelsens ulidelige absurditet - En samtale med billedkunstner

 

En samtale med en billedkunstner

Det er ikke nemt at forstå den verden, vi lever i. I det udsagn kan de fleste af os nok erklære os enige. Racisme, hungersnød, forurening af verdenshavene, krig. Listen over menneskets idioti er endeløs. Alligevel er det et fåtal af os (i hvert fald i den vestlige verden) som rigtig reagerer på noget mere. Indrømmet: Det er svært at starte en revolution, når “Broen” bliver genudsendt klokken 21, og kaffen er lige ved at være klar.


På sin vis har både medier og magthavere fået os pacificeret til ikke længere at reagere på uretfærdighederne. Verden falder fra hinanden, mens vi hygger os. Det er umiddelbart den fornemmelse jeg havde, da jeg forlod Galleri Specta efter at have set Andreas udstilling “Overgreb”.

Udstillingen bød på alt lige fra overdimensionerede glaserede keramiske insekter til Andreas mere velkendte billeder og skulpturer skabt i filt. Vi præsenteres i et af værkerne for 2 rødspætter, der ikke helt har indset at de er døde – mon ikke forureningen har fået gjort en ende på dem?

Og vi ser i samme lokale de kæmpestore keramiske myg og fluer. Måske er de blevet så store af selvsamme forurening, eller måske de bare hænger dér majestætiske og glor på os for at sige, “Ha! Os har I ikke fået udryddet endnu?”. Man kan ikke være helt sikker, for dobbelttydigheden findes i samtlige af kunstnerens værker. Ligeledes ser vi, i et af filtværkerne, atombomben sprænge – men paddehatteskyen rejser sig ikke over en storby, men over en mennesketom kornmark.

Det hele er egentlig ganske absurd og det er dét, jeg forlader galleriet med: visheden om at alt jeg gør i denne verden har konsekvenser. Kort efter beslutter jeg mig for at spørge Andreas om, hvordan han er nået hertil og om han, med sine ting, gerne vil ændre verden.

 

Andreas, hvornår vidste du første gang at det var kunstner, du ville være?

Jeg begyndte faktisk i en meget tidlig alder at sy tøj til mig selv. Det viste sig hurtigt at jeg var temmelig god til det og begyndte, som 12-årig, at deltage i alle mulige konkurrencer i forskellige modeblade. Jeg husker én gang hvor jeg skulle vise mit tøj frem, hvor det faktisk var Karl Lagerfeld, der råbte navnene op. Det gjorde stort indtryk på min dengang.

Selvom jeg altid har haft min skitsebog med rundt i naturen, er det først da jeg bliver 15 – 16 år, den mere seriøse indgang til kunst opstår – det er her jeg omdanner mit børneværelse til et atelier.

 

Vil det sige at du bare glider ind i det af dig selv? Det er ikke en anden kunstner, eller en udstilling, der åbner dine øjne?

Jo, det er det, på sin vis, også. Min mor har en kæmpe postkort-samling, af den gamle kunst. De gamle italienske mestre – kirkekunsten. Mange af de værker gjorde et enormt indtryk på mig. Bl.a. en kunstner der hed Meister Bertram – en lokal Hamburg-kunstner fra 1300-tallet. Han har lavet en fantastisk altertavle der i dag hænger på Kunstmuseet i Hamburg – den er dybt fascinerende og jeg var helt opslugt af den som barn – jeg husker faktisk at jeg kunne bruge timevis på at studere farverne i værkerne.

 

Hvordan ender du egentlig i Danmark?

Min mor er dansk. Så da jeg bliver færdig med skolen i Hamburg, beslutter jeg at jeg må se til ”mit andet land”. Så jeg ringede til konsulatet og fik nogle adresser på nogle kunstskoler i Danmark og fandt nogle stykker jeg syntes så interessante ud. Herefter lånte jeg min mors bil og tog på tur gennem Jylland. På den måde landede jeg på Ranum Kunstskole oppe i det nordjydske og senere på Det Jydske Kunstakademi, inden jeg i år 2000 bliver optaget på det rigtige Kunstakademi i København.

Det er sjovt som kunstnere har forskellige måder at starte et værk op. Nogle arbejder sig ind i et motiv – lader det dukke op undervejs, for herefter at afslutte processen med en lakering og en titel. Det virker nærmest som om du starter med titlen og arbejder ud fra den punchline?

Ja, jeg arbejder altid ud fra en hovedoverskrift – det specifikke tema, jeg vil dykke ned. Så kommer titlerne, efterfulgt af skitser og skabeloner og til sidst begynder arbejdet med filten.

 

Har du egentlig altid selv fingrene i filten? Eller har du et hold af kvinder siddende klar, når ideerne opstår?

Langt det meste laver jeg selv. Altså med mindre det er helt store ting – så får jeg hjælp. De større skulpturer er jo lidt idiotarbejde, når man først har fået ideen. Det kan let blive kedeligt og det er derfor rart at få hjælp i nogle dage, for ligesom at fremrykke processen lidt.

 

Når man ser 5 år tilbage på dit samlede værk indtil videre, er der aldrig noget der bare er smukt – du har altid en skarp holdning til et eller andet. Politik, racehad … miljø. Skulle du ikke i virkeligheden bare have meldt dig ind i Greenpeace og være sejlet ud for at redde verden?

Det ville jeg da også helt vildt gerne, hvis jeg havde lidt mere tid. Men nej, det er egentlig mere en undren over den mærkelige verden vi lever i, end et decideret ønske om at ændre tingene selv. Jeg synes det er spændende at stille skarpt på den dobbeltmoral der ligger i mange ting – også fra naturens side. Man kan jo ikke være mennesker og kun gøre gode ting, uden at man også ligesom kommer til at svine lidt hen ad vejen. Man både æder og skider jo – så det er ligesom en del af gamet. Vi står med mange udfordringer både som enkelte personer og som helhed – udfordringer som, hvis man kigger ud i den store verden, vi på ingen måder som individder er herre over. Det er det jeg forsøger at forholde mig til. Jeg laver mine ting ligeså meget for selv at forstå hvordan tingene hænger sammen.

 

Men Andreas … du vil vel også gerne påvirke andre med dine ting? De eftertænksomme og, til tider, hårde pointer i værkerne pakkes jo så forførende ind i smukke farver og blød filt.

Jo, altså selvfølgelig vil man gerne have at der er nogen, der ser det man laver. Men det er ikke min intention at belære eller prædike. Det kunne aldrig falde mig ind at komme med et endegyldigt: Sådan er tingene. I virkeligheden vil jeg nok bare vise verdens undergang på den bløde måde – the soft version. Det er vel i al sin enkelhed det som det handler om – verdens undergang.

Jeg kigger på Andreas’s udstilling en sidste gang og må give ham ret: Her er faktisk ingen forsøg på at moralisere. Blot kontante og oftest humoristiske iagttagelser af den verden, der er så uendelig svær at forstå. Jeg håber Andreas, i sin søgen, finder nogle af svarene. Og jeg håber at han, til den tid, deler dem med os andre.

Er dette en absurditet?


.............................................................................................................

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 2.811 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Haiphong havneby i Vietnam
• cheddar fast, lidt skarp gullig løbeost

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os