Atomvåben, biologiske og kemiske våben. Af disse er det første af nyere dato, mens anstiftelse af epidemier, forgiftning af brønde og næringsmidler, anvendelse af røg og brandmidler var kendt allerede i oldtiden. Billedet viser virkningen af fosforbrandbomber. Atomvåben kan anvendes strategisk som plutonium-, brint- og koboltbomber, der nedkastes fra fly, eller til beskydning med interkontinentale raketter, der bærer atomsprængladninger. Til taktiske formål anvendes artillerigranater og kortdistanceraketter med atomsprængladninger. Brintbomber har den største ojeblikkelig ødelæggende virkning. Omgives bomberne med en skal af kobolt, får de en langvarig radioaktiv eftervirkning. Biologisk krigsførelse tænkes udført som spredning af bakterie- eller viruskulturer, der kan igangsætte epidemier blandt mennesker og husdyr samt eventuelt odelægge plantevæksten; den er således først og fremmest af strategisk betydning. Meningerne om den biologiske krigsførelses effektivitet er stærkt delt, da luftbåret smitstof let nedbrydes af Solens stråler. Til de kemiske angrebsvåben hører brandgranater, brand-, napalm- og fosfor bomber samt giftgas. Som forsvarsvåben til at sløre egne byer og stillinger benytter man røggranater, røgfakler og røggeneratorer. Giftgas blev 1. gang anvendt af tyske tropper 1915.
ABC-våben. Eksempler på kemisk krigsførelse; her spreder amerikanske fly et kemisk stof over et tæt skovområde i Vietnam, hvorved træerne mister deres løv og ikke længere kan skjule fjendtlige tropper, våben og forsyninger.