Logo

A, a 2

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook


A, a, første bogstav i alfabetet. Det latinske bogstav A svarer til det græske bogstav alfa Α, α), som igen er overtaget fra det første bogstav i det fønikiske alfabet. Det fønikiske bogstav, hvis navn ikke kendes, betegnede en konsonantisk strubelyd ligesom det tilsvarende hebraiske bogstav 'alef. Denne strubelyd symboliseres i transskriptionen 'alef med '.


Hvordan den har lydt, vides ikke med sikkerhed. Græsk havde ingen strubelyde og kunne ikke — som de semitiske sprog — skrives uden angivelse af vokalerne. Derfor brugte grækerne tegnet til at angive den efterfølgende vokal a i bogstavnavnet, som i deres gengivelse blev til alfa. Romerne overtog ikke det græske navn på bogstavet, men benævnte det alene ved dets lydværdi som a. Da 'alef betyder 'okse' på hebraisk, har man ment, at tegnet A, der i den fønikiske og tidlige græske form vender "spidserne" opad, oprindeligt har forestillet et oksehoved med horn. Se også alfabet.


Udtale

Alle udforskede sprog har en ren a-lyd, dvs. en urundet, helt åben midttunge- eller bagtungevokal som fx i far. Lyden [ɑ] er en af de første pludrelyde hos alle børn, og den præger stærkt de første ord.

Dansk udtale.A-lyde i moderne dansk påkalder sig stor opmærksomhed. De skiller høj og lav, gammel og ung, uanset om de er korte som i Kattegat eller lange som i dame, ligesom der i "aj-diftongen" sættes skel mellem befolkningsgrupperne: "En snarjl på varjn er tarjn på rarjn i Spænien".


Tidligere i sprogets historie var forholdene helt anderledes. Ved middelalderens begyndelse var de nordiske dialekter stadig næsten ens, og en række udtaleændringer af a-lyde var fælles for næsten hele Norden. Et langt a blev — tidligst i Danmark — til en å-lyd, [ɔ], som det fx ses i wat, der blev til wåt (nu våd). Mindelser om den oprindelige a-udtale har vi i fx fattig, der er sammensat af og tage (dvs. 'som har få ting at tage af'), og lade, jf. svensk låta. Disse ord fik nemlig vokalforkortelse før den ovennævnte udvikling og blev derfor ikke påvirket.


Dansk manglede derefter et langt a, [ɑ:], men det opstod snart efter, idet ethvert kort [ɑ] blev forlænget, når der ikke i samme stavelse fulgte en konsonant. Dette ses fx i fare og tale i modsætning til falme og talje. Også denne middelalderlige lydlov er fælles for det meste af Norden.


Særdansk er derimod, at tryksvagt [ɑ] ligesom [i] og [u] bliver til [ə] i tiden mellem 1150 og 1300. Dette ses fx i dansk krone over for svensk krona. Alle dialekter vest for Skåne og Bornholm ramtes fuldt ud af denne lydlov, hvorimod kun få svenske og norske blev ramt. I det danske rigsmål findes tryksvagt a herefter kun i nyere låneord som saga og soda.


Dansk blev i den sene middelalder igen ramt af, at langt [ɑ:] blev [ɔ]-agtigt, nemlig da fx taler blev til tåler. Denne ændring ramte ikke sønderjysk, sejerøsk og københavnsk. Pga. udeblivelsen i københavnsk trængte lydloven ikke ind i rigsmålet.


Rigsmålet blev til gengæld senere påvirket af, at københavnsk og skånsk-bornholmsk fremskød det lange [ɑ:] i fx mave til en lidt lysere fortungevokal. I 1800-tallet blev denne vokal næsten lukket til [ɛ]. Dette skete først i Københavns lavsprog, derpå i byens højsprog og i provinsen, men endnu i dag er lydloven ikke helt slået igennem; ved r hæmmes lydloven noget, fx i far og rase, men op mod år 1900 blev r-påvirkningen så stærk, at der atter opstod et rent [ɑ:] her.


Samtidig blev det korte [ɑ], fx i mand, fremskudt og lukket til det samme "flade" a, men dog gennemgående ikke helt så lukket, specielt ikke i højsprog. Nabokonsonanten spiller her en større rolle, idet r samt efterfølgende klangmørk konsonant hæmmer lydloven, særlig i lavkøbenhavnsk, således at [ɑ] sejrer i fx rand, kaffe og hav, mens det lyse [a] opstår foran tungespidskonsonanter (apikaler) og "nul", fx hat, masse og da. Også en r-lyd i den efterfølgende stavelse hæmmer fremskydningen, fx vandre og forfatter. Dette gælder særlig for højkøbenhavnsk og i provinsen, men af systematiske grunde og pga. lavkøbenhavnsk sejrer [a] i alle ord undtagen i en lille gruppe særlig almindelige: andre, aldrig, anderledes, Anders, vandre, hvori lavkøbenhavnsk må opgive sit [a].


Alt dette er den historiske baggrund for den modvilje, store dele af offentligheden har næret og nærer mod den lyse a-lyds forekomst i visse ordtyper. Når der tales om forfladigelse af udtalen, tænkes der oftest på disse ændringer af a-lyden.



Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 630 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• kommutationkommutation, (af latin commutatio 'forandring, udskiftning', af commutare 'ændre, bytte,...
• acholisprog, talt i N-Uganda; hører til den nilotiske gruppe
• accent (anden udtale)afvigende udtale af sprog, som man finder hos personer, der har et andet sprog som...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os