Logo

Havtaske

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Havtaske

(lophius pismtorius) Kært barn har mange navne. Om det er fiskens store velsmag, der har givet havtasken alle sine tilnavne, eller om det er dens usædvanlige udseende, får stå hen i det uvisse, men fisken kendes som goosefish, allmouth og lawyer (!) i USA, monkfish i UK og breitflab i Norge. I Japan er fisken så estimeret, at der i Tokyo findes en restaurant, der udelukkende serverer havtaskeretter.

Havtasken er en af de mest velsmagen­de fisk i de danske farvande og tillige - efter gængse skønhedsbegreber - en af de grimmeste. Det er derfor ikke mange landkrabber, der nogensinde har set kalorius i hel figur, for så ville de næppe købe fisken. Derfor skærer fiskehandleren også det enor­me hoved af og sælger kun den korte, kølle­formede krop, ofte under fantasi navne som fødteks. "forelstør".

Havtasken hører til en stor orden af havfisk kaldet tudsefisk, der blandt andre omfatter en lang række meget mærkværdigt udseende dybhavsfisk. De har på hovedet nogle frit­stående, bøjelige pigstråler, af hvilke den for­reste kan være forlænget til en bevægelig "medestang" med lokkemad i form af hudlap­per eller lysorganer beregnet til at lokke intet­anende byttedyr hen til munden.

Huden mangler skæl, men kan være for­synet med benknuder.

 

Udseende

Havtaskefamilien har kun et medlem i de dan­ske farvande, nemlig havtasken (undertiden kaldt "bredflaben" af vestkystfiskerne). Den er en udpræget bundfisk og kendes let på det meget store, flade og paddeagtige hoved og den korte, kølleformede krop. Gabet er enormt. Kæberne har to rækker lange, syle­spidse gribetænder, der kan lægges ned.

På hovedet har havtasken tre meget lange, bøjelige pigstråler, den forreste med et særligt led ved grunden, der gør, at den kan bevæges i alle retninger. Foroven bærer den­ne pigstråle en vimpelagtig hudlap.

øjnene er store og sidder højt oppe på hovedet. Huden er tyk og skælløs. Bugfinner­ne er ganske små og sidder langt inde under hovedet. Brystfinnerne er derimod meget kraf­tigt byggede og nærmest armagtige, og når fisken bevæger sig hen over havbunden, anvender den brystfinnerne til at kravle med.

På oversiden er den sortgrå eller sortbrun med uregelmæssig, mørk marmorering, mens bugen er mælkehvid.

 

Udbredelse

Havtasken kan meget sjældent nå en længde på op til 1,7 meter og veje henved 40 kilo. Et individ på 32 kilo er engang fanget i lille­bælt. I almindelighed er den under en meter, og store havtasker er i dag på grund af fisker­nes effektive bundtrawl ved at blive meget sjældne.

Havtasken er udbredt fra Nordnorge og Island til Middelhavet og findes på alle dyb­der ned til ca. 1000 meter. Den er almindelig i Nordsøen, Skagerrak og i det nordlige og østlige Kattegat, og den fanges nu og da i Øresund. I den vestlige Østersø er den ret sjælden, og det er en af de meget få danske fiskearter, som skipper Claus Olsen fra Mose­de aldrig har fanget i sine bundgarn i Køge Bugt.

Havtasken tilbringer størsteparten af sin tid liggende urørlig på havbunden, hvor den lurer på byttedyr. Den vifter indbydende med sin lokkemad - hudlappen på den forreste, bevægelige pigstråle. Nysgerrige fisk når sjældent at udforske den interessante lokke­mad, før end det vældige gab åbner sig under dem, og af det deraf opståede vacuum suges de ind mellem de sylespidse tand ræk­ker. Dette bliver skæbnen for utallige knurha­ner, fløjfisk, ålebrosmer, fladfisk og små rok­ker. Nu og da har man fundet dykænder i maven på havtasker. Utvivlsomt er fuglene blevet slugt under fouragering på havbunden.

Hvor forslugen havtasken er, illustreres bedst af, at der er fanget en taske på 65 cen­timeter med en torsk på 58 centimeter i maven.

 

I køkkenet

Hos os er havtaske festmad. Kiloprisen på bæstet betyder nemlig, at den sjældent finder vej til køkkenet på Frederiksberg. Desværre, for havtaske er rigtig guf. Den har da også fået kælenavnet "fattigmandshummer" på grund af det kridhvide, magre køds faste konsistens, og der verserer historier om køkken­cherer i Frankrig, der har brugt lige så meget havtaskekød som hummer i deres hummer­salat eller hummersuppe. Det er naturligvis noget snavs at snyde gæsterne, men havtaske er faktisk lige så velsmagende som hummer og her i landet altså også næsten lige så dyr.

Det er også en lækkerbisken for de dovne og for dem med fiskebenfobi, for fiskehandle­ren forskåner os for synet af det hæslige hoved og faldbyder kun det indbydende halestykke eller kæberne, som i virkeligheden ikke er kæber, men de kødfulde kinder.

Det er derfor pærelet at forberede havta­ske til pande eller gryde. Det eneste ben i bæstet er den kraftige rygrad, som er nem at fjerne, og ellers er det bare at pudse kødet af for de grå hinder.

De lærde er noget uenige om, hvordan havtasken præsenterer sig bedst. Nogle mener, at "da kødet er så magert og smagen så rig, får man mest af smagen frem ved at pochere fisken", mens andre anfører, "at fisken egner sig bedst til stegning og grillning".

Vi har derfor prøvet det hele, og havtaske dampet i fiskerond og serveret i en karry-chili­sauce er virkelig lækkert, men det er en helstegt havtaskehale med bacon, olivenolie, citron og hvidløg også.

For at glæde bankrådgiveren køber vi oftest de noget billigere kæber, og de er frem­ragende. Denne gang blev de stegt og serve­ret med grønsager og Vermouthsauce, og det er den tilberedning, vi vender tilbage til gang på gang.

 

 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 1.179 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Smæk insektet!