Altsax (altsaxofon), saxofon i et klangligt leje, som svarer til den
kvindelige altstemmes.
En saxofon er et transponerende instrument af typen træblæser,
selvom den normalt er lavet af messing. Den blev opfundet i 1840'erne af den belgiske
instrumentbygger Adolphe Sax.
Grunden til at saxofonen er kategoriseret som en træblæser,
er at saxofonbladet typisk er lavet af træ, og uden et saxofonblad kan man ikke
få lyd ud af instrumentet.
De almindeligste typer er sopran-, alt-, tenor- og
barytonsaxofoner. Sopransaxofoner er stemt i Bb eller C. Tenorsaxofoner er
stemt i Bb, mens altsaxofoner og barytonsaxofoner er stemt i Eb.
Sopransaxofonen ligner overfladisk set en klarinet i det den
i modsætning til de øvrige saxofoner er lige, mens de andre typer er bøjede i
S-form. Dog med den vigtige forskel, at saxofonen er konisk boret i modsætning
til den cylindriske klarinet.
Saxofonen bruges i de fleste genrer. Mest kendt er den nok
for sin rolle i jazz sammenhænge (oftest som solo- og improviserende
instrument), men saxofon bliver også brugt i klassisk musik og regnes for et
vigtigt instrument inden for den nyere kompositionsmusik, ikke mindst i
saxofonkvartetten, til hvilken ensembleform der er skrevet store mængder musik
(se fødteks. Jutlandia Saxofonkvartet oa.). Desuden er saxofonen kendt fra pophits
som Moonjams "Sarai", Gerry Raffertys "Baker Street", Dire
Straits' "Your Latest Trick" og George Michaels "Careless
Whisper".
Klangemæssigt spænder saxofonen over to ½ oktav.
Intervallet er noteret fra dybt bbBb til højt født De fleste moderne saxofoner har
desuden klap til højt F# mens nyere barytonsaxofoner har en klap til dybt A. De
to oktaver fra dybt til højt D betragtes som normalområdet. En af Adolphe Sax'
opdagelser var, at et instruments klang defineres af den form luftsøjlen
svinger i, hvorfor materialet ikke har afgørende indflydelse på den
grundlæggende klang. Man opnår dog klanglige variationer ved valg af materiale
saxofonen er udført i. Som tidligere nævnt er saxofonen oftest udført i
messing, men der findes andre varianter som bronze samt sølv- og i mindre grad guldbelagte
saxofoner.
Mundstykket
Saxofonens lyd dannes ved bladets svingning mod mundstykket.
Det fastspændte blad af bambus sættes i svingninger af den indbæste luft. Det
er muligt at danne toner, der spænder over en oktav med mundstykket alene. Mundstykkets
udformning har stor indflydelse på, hvordan saxofonens klang og intonation
bliver. Hvis åbningen mellem bladet og mundstykket er smal bliver klangen
fokuseret og lettere at kontrollere klangligt. Et mundstykke med smal åbning er
derfor foretrukket af udøvere af klassisk musik. Et mere åbent mundstykke giver
som regel en større volumen og et mere (jazz/rock-) solistisk udtryk, men det
stiller højere krav til intonationen. Mundstykker fremstilles hovedsagelig af ebonit
eller metal. Kammerets udformning har større betydning for klangen end
materialet, men metal gør det muligt at lave mundstykkets dimensioner mindre da
det er hårdere end ebonit, hvorfor det nogen gange foretrækkes til de større
saxofontyper. – Et mundstykke med et stort kammer giver en mørk klang, hvorimod
et mundstykke med et lille kammer fremhæver de lyse overtoner.
Bladet
Bladet er skåret ud af et bambusrør fra planten Arundo Donax
(der findes dog også plast- og fiberblade), så rørets runding giver formen.
Bladet er slebet, så det er plant på undersiden, og skåret til, så det passer
med mundstykkets form. I den ende, der vender mod mundstykkets åbning, der
bladet skåret og slebet tyndt.
Bladene fås i flere hårdheder. Hårdheden beskrives oftest
med et tal fra 1 til 5, hvor 1 betegner et blødt blad mens 5 er et meget hårdt
blad. Det er nemmest at spille med et blødt blad, men hårde blade giver ofte en
bedre lyd, og de holder længere. Der er stor forskel på, hvor længe et blad
holder. Nogle kan man spille på i ugevis, andre bliver hurtigt slappe, og
klangen forringes væsentligt. Et blad skal under alle omstændigheder spilles
til inden klangen er optimal, så det er en fordel, altid at have et par stykker
i gang. Det kan være en fordel med bladholdere, som kan forlænge et blads
levetid. Bladholdere kan købes i specialforretninger, for mindre beløb. Det er
også muligt at bearbejde blade ved at slibe og file for at bladet til at
fungere efter ens ønske.
Ligaturet
Et ligatur er den mekanisme som holder bladet fast på
mundstykket. Ligaturer fås af forskellige materialer som snor (med voks), messing,
gummi, guld- og sølvbelagt messing samt carbon. De forskellige materialer giver
forskellige klang, og ligaturer findes i mange udformninger.
Greb og
overtoneprincip
På en saxofon bruges stort set samme greb som på en sopranblokfløjte.
Man skifter oktav med en klap bag på saxofonen. Den betjenes med venstre hånds
tommelfinger. Som hovedregel bruges flere fingre til de dybe toner end de høje
bortset fra skift i oktav. Enkelte toner som for eksempel det midterste Bb kan
spilles på flere måder. Nogle klapper er monteret så de som udgangspunkt er
lukkede. Eksempelvis bevirker brugen af oktavklappen, at en klap åbnes.
Udover det normale tonespektrum (Bb-F(#)) findes der en
række overtoner, som gør saxofonisten i stand til at spille meget høje toner.
Disse toner kaldes flageoletter. Dette overtoneprincip kræver en veludviklet
teknik, men regnes i dag for en integreret del af registret hos den
professionelle saxofonist.