Almohaderne: al-Muwahhidun; berbisk islamisk vækkelsesbevægelse i Marokko i 12. årh. og det deraf opståede dynasti i N-Afrika og Spanien 1147-1269. Stiftet af Mohammed ibn Tumart, der 1121 proklamerede sig som mahdi og prædikede krig mod Almoraviderne, hvis afrikanske rige blev erobret 1147 af Abd al-Mumin, dynastiets grundlægger. De følgende generationer erobrede det islamiske Spanien (Sevilla 1172; Alarcos 1195); men led ved Las Navas de Tolosa 1212 totalt nederlag til en kristen koalition. Derefter begyndte de afrikanske provinser at løsrive sig, og 1269 faldt dynastiet også i Marokko.
.............................................................................................................