alderdomsforsorg: virksomhed, der går ud på at yde økonomisk og anden hjælp til gamle. I ældre tid blev det principielt anset for familiens opgave at forsørge ældre, der p.gr. af nedsat erhvervsevne ikke længere kunne forsørge sig selv og som ikke havde midler til eget underhold. Hvor en sådan forsørgelse ikke var mulig, trådte fattigforsorgen, i en vis udstrækning kirken, til. Med den stadig stigende levealder og de ældres stigende procentvise andel af befolkningen måtte det offentlige overtage forsorgen.
Den første danske lov om alderdomsforsorg var lov af 9. april 1891 om alderdomsunderstøttelse til værdige trængende uden for fattigvæsenet. Efter denne lov blev der af opholdskommunen ydet en skønsmæssig understøttelse til danske statsborgere over 60 år, der opfyldte en række »værdighedsbetingelser«.
Allerede dengang var princippet, at understøttelsen skulle være tilstrækkelig stor til, at modtageren kunne klare sig uden anden indtægt. 1922 ændredes understøttelsen til aldersrente med faste takster og betingelser, bl.a. en alder af 65 år, og i 1933 blev alderdomsforsorgen indarbejdet i Socialreformen (Folkeforsikringsloven). I 1956 forhøjedes tilgangsalderen til 67 år, og betegnelsen aldersrente blev ændret til folkepension. Ved lov af 4. juni 1964 blev der fra 1. april 1970 gennemført fuld folkepension, som kan ydes til personer over 67 år, enlige kvinder tillige i alderen 62-67 år og i særlige tilfælde 55 år.
Reglerne om indfødsret og bopæl er tilpasset EF -reglerne. Personer, der er fyldt 67 år, er uden hensyn til deres økonomiske forhold berettiget til folkepensionens fulde grundbeløb, mens grundbeløbet til folkepensionister under 67 år er indtægtsreguleret; til indtægten medregnes dog ikke folke-, enke- og invalidepension, boligydelse, boligsikring, børnetilskud, ungdomsydelse og hjælp efter bistandsloven. Foruden folkepension omfatter alderdomsforsorgen en lang række andre goder.
Ved lov om boligsikring af 1966 gaves der pensionister mulighed for at opretholde eller skaffe sig gode boliger. 1978 vedtoges en lov om boligydelse til pensionister, hvorefter pensionister med selvstændig bolig, lejet eller ejet, som hovedregel højst skulle betale 15 % af husstandsindkomsten i husleje eller boligudgift.
Omsorgsloven af 1964 forpligtede kommunerne til at yde forskellige former for omsorgsarbejde for pensionisterne og bestemte bl.a. at alle kommuner skulle have en hjemmehjælpsordning inden 1. april 1968; loven afløstes af den sociale bistandslov. Omsorgsarbejdet omfatter bl.a. praktiske hjælpeforanstaltninger som levering af varm mad og biblioteksbøger, fodpleje, besøgs- og telefontjeneste, hobbystuer, studiekredse, arrangementer af underholdende eller selskabelig karakter, udflugter og rejser. En del af omsorgsarbejdet tilsigter at forebygge pensionisters overflytning til plejehjem. De plejehjemsforebyggende foranstaltninger omfatter tillige kollektivboliger, beskyttede boliger, daghjem og dagcentre.
.............................................................................................................